|
FRA KIRKEBLADE Bent
Christensen |
Denne side er
senest blevet opdateret 17.01.12: - Nu er i hvert fald de vigtigste ting sat på fra det af en
del bornholmske sogne fælles kirkeblad ”Kirkehilsen”, som fra november 1971
til maj 1974 også var mit kirkeblad, dvs. mine to sogne Pedersker og Povlskers.
På denne side samles nogle af de artikler, jeg gennem alle årene har skrevet til kirkebladene (eller kirkebladserstatningerne) i mine to pastorater (Pedersker-Povlsker på Bornholm 1971-1974, Døllefjelde-Musse-Herritslev 1974- ). – Sådanne artikler hører til det, der blandt teologer lidt nedladende bliver kaldt den »opbyggelige« genre. Hvilket imidlertid er netop den genre, der hører til i et kirkeblad! Og jeg sætter dem ind her, fordi der kan være besøgende, der faktisk gerne vil »opbygges«, dvs. læse, hvad en præst kan skrive til almindelige moderne mennesker af forkyndende og oplysende art, men også fordi jeg – ligesom med prædikenerne – gerne vil vise, hvordan jeg i praksis har udfoldet den »evangeliske minimalkatolicitet«, der er blevet resultatet af mit teologiske grundstudium, mine mange års erfaring som præst, mit Grundtvig-studium og mine mellemkirkelige erfaringer.
Af indlysende praktiske grunde bliver de første tekster her på denne underside de artikler, der i forvejen har stået på Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats hjemmeside og dermed har været nogenlunde »computer-klare«. Dernæst vil komme artikler, som er blevet skrevet på computeren og som dermed findes på harddisk eller diskette. Men jeg skrive (scanner) efterhånden nogle af de ældre artikler ind – i det omfang det måtte skønnes umagen værd.
Også disse artikler vil komme til at stå i rækkefølgen ældst
nederst, yngst øverst.
Jeg gør desuden opmærksom på, at jeg (stort
set?)bruger ”tom linie” mellem afsnittene, selv om ”nyt afsnit” i originalerne
(normalt) er markeret ved indrykning. I nogle tilfælde dog bare afsnitstegn.
INDHOLD
Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats
”KIRKEBLADET”. 1995 - 2003.
"Kirkeannoncen" fra
Døllefjelde-Musse-Herritslev-tiden
Fra Pedersker-Poulsker
Pastorats ”Kirkehilsen”. - 1972-1974.
* * *......* * *
KIRKEBLADET
- -
Det store rent krønikeagtige tilbageblik blev
foretaget i forbindelse med 25-årsjubilæet i 1999 (numrene 4-6). Interesserede
vil kunne få disse numre ved henvendelse til undertegnede. Men det pågældende »krønikestof«
(og mere til) kan også læses på pastoratets hjemmeside, undersiden »Om Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat« (se
www-adressen nederst på side 3). I spalterne her vil jeg derfor prøve at tage
et lidt anderledes overblik over vor tid sammen siden 3. søndag efter påske
1974, hvor jeg blev indsat i de tre kirker.
1970’erne var en vanskelig tid i både samfund og kirke, og jeg var selv endnu en ung og ret uerfaren præst. Men jeg har også mange gode minder fra disse første år. Vi havde haft en god tid på Bornholm. Men det var dejligt at komme hjem til Lolland, til landskabet, sproget og menneskene.
I vinteren 1976/77 var jeg feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og da jeg var kommet hjem derfra begyndte en ny periode, hvor vi blandt andet fik indført »formandsmødet«, det årlige møde mellem de tre menighedsrådsformænd og præsten, hvor vi drøftede og planlagde møder og særlige gudstjenester i den kommende sæson og i øvrigt talte om pastoratets anliggender.
I perioden 19. februar til ca. 1. august 1980 boede min familie og jeg på gården Annasminde i Bregninge Sogn, medens Døllefjelde Præstegård blev gennemgående ombygget og restaureret.
Tiden på Annasminde var en ganske dejlig tid for os. Men det var også dejligt at vende tilbage til den nyrestaurerede præstegård. Navnlig var det dejligt at kunne undervise konfirmanderne i den nyetablerede store konfirmandstue – som vi også skulle komme til at holde mange gode møder i.
Fra omkring 1980 af begyndte der også at ske væsentlige ændringer i det almindelige religiøse klima. På både godt og ondt. For den nye religiøse åbning blev mange steder en åbning for hvad som helst. Men her hos os var det de gode sider, vi mærkede. En ny mildhed og blødhed.
I efteråret 1989 indtraf »Murens fald«, og ved årsskiftet 1991/92 ophørte Sovjetunionen med at eksistere. For os her i pastoratet gav disse begivenheder – og den lige præcis samtidige indførelse af Folkekirkens nye mellemkirkelige organisation – anledning til en del mellemkirkelig aktivitet med besøg af polakker, russere, ukrainere og »vendere«. – Til maj skal vi opleve en udløber af netop det, der begyndte hos os i 1990 (se om det polske besøg på næste side).
Når dette læses, er der endnu langt over en måned tilbage af vor tid sammen, så vi skal alene af den grund ikke op i de helt store højder her, men jeg vil alligevel slutte med at sige tak for alt godt og udtale ønsket om, at vi alle husker hinanden for det bedste. For uanset hvad vi kan mene om hinanden, vil i hvert fald jeg for mit vedkommende sige, at vi i både stort og småt har oplevet meget godt sammen.
Bent Christensen
* * *
Det er blevet en lang serie - siden aprilnummeret 2002. Men vi har jo undervejs også været igennem alle trosbekendelsens led!
Det helt særlige formål med hele serien var imidlertid spørgsmålet: Hvad er det her egentlig for noget? Eller som jeg også skrev i det første afsnit:
»Hvordan bærer vi præster, med vores universitetsuddannelse og alt muligt, os ad med at tro på alle disse, helt bogstavelig talt u-trolige, ting? Er det måske bare som en smuk og velgørende »poesi« eller symbolik? Jonglerer vi præster bare med begreberne som »professionelle symbol-analytikere« - og har det forholdsvis let med det – medens almindelige mennesker må gå og kæmpe med en pinefuld tvivl i forhold til en fuldstændig bogstaveligt realistisk forståelse af den kristne tros elementer?«
Men jeg vil her til sidst endnu en gang nævne »tænke det hele bort-prøven« og »det store eksistens-mødes pakkeløsning«. For det er jo ting som disse, der får os til at holde os til troen – eller prøve på det – selv om der i både teori og praksis er mange ting, der taler imod det.
Selv om det kan være meget svært at fastholde sin kristne tro, så er det nu heller ikke så ligetil - heller ikke for tanken - at fastholde en tilværelsesforståelse, hvor enhver forestilling om Gud er helt ude af billedet.
Og den videre konsekvens af dette forhold er, at troen opstår i mødet mellem alt, hvad vi oplever og føler og tænker ved at leve som mennesker i verden, og så hele den måde, kristendommen som helhed kommer til os på.
Men det helt særlige spørgsmål bag denne serie står stadig tilbage, det spørgsmål, som i en af overskrifterne i afsnit 3 blev formuleret således: »Troens indhold - virkelighed og billede«.
Og lad os bare gå direkte til de to vigtigste og samtidig vanskeligste ting i hele kristendommen, Jesus som Guds Søn, undfanget ved Helligånden, og Jesu opstandelse påskemorgen (og den deraf følgende tro på vores opstandelse på den yderste dag). For her er der jo mange, der vil sige til os præster: Helt ærligt, hvad forestiller I jer, når I står i kirken og siger ordene om disse ting?
Hertil siger jeg, at hvis jeg bliver tvunget til at svare ja eller nej på, om jeg tror på »jomfrufødslen« og opstandelsen, så svarer jeg uden tøven ja. Og det gør jeg for det første, fordi det er nødvendige dele af det, jeg altså med et dristigt uhøjtideligt ord har kaldt »kristendommens store pakkeløsning«: Hvis man virkelig oplever, at kristendommen som helhed er livets store sandhed og håb, kan man ikke udelade de to vigtigste dele af indholdet. Og for det andet (men det er sådan set kun en anden side af den samme sag) kan man ikke tro på de nytestamentlige forfatteres vidnesbyrd uden at tage vidnesbyrdet om disse ting for pålydende – i en eller anden virkelig forstand.
Navnlig er man simpelt hen nødt til at tage de ældste disciples vidnesbyrd om opstandelsen alvorligt. De ting, der er overleveret til os i Det Ny Testamente, kan simpelt hen ikke være sagt og skrevet af utroværdige mennesker.
De første disciple må have oplevet noget, der virkelig svarer til, hvad der står i evangeliernes påskeberetninger. Men læs selv disse beretninger grundigt! Så vil I se, at der er tale om en begivenhed af en så helt ekstraordinær karakter, at den ikke har kunnet rummes i hverken en almindelig oplevelse eller et almindeligt referat – Guds krafts store nedslag i verden.
Disse ting må ifølge sagens natur komme til at stå for os som en godt nok helt enestående slags »billeder«. Der er jo ingen af os, der rent ud sagt har set, hvordan det gik til inde i Marias mave, ligesom der heller ikke er nogen af os, der har været til stede inde i graven, da Gud gjorde Jesus levende – eller har været sammen med disciplene, da de oplevede, at Jesus viste sig for dem som den Opstandne.
Men vi må sige, at de første disciple har oplevet det ufatteligt store, der betegnes som opstandelsen, og vi må sige, at om vi måske end nok så meget mener, at vi blot fejrer påsken som et stort billede eller symbol på livets sejr over døden, sandhedens sejr over løgnen og kærlighedens sejr over ondskaben, så er det alligevel opstandelsens virkelighed, det er symbol eller billede på.
Og det samme gælder troen og håbet på vor egen opstandelse på den yderste dag. Det er jo heldigvis heller ikke vores forståelse af, hvordan det skal kunne gå til, og hvad det nærmere vil sige, det kommer an på. Det afgørende er troen og håbet på, at vort livs Gud er evigt omkring os til alle sider – også helt derude, hvor alt andet hører op.
Bent Christensen
* * *
Afsnit 4 i serien »Den kristne tro« kom under overskriften »Troen – advent og jul« til at bevæge sig frem gennem første og anden trosartikel til og med ordene »født af Jomfru Maria«. I dette afsnit følger nu en tilsvarende gennemgang af resten af trosbekendelsen. Først resten af anden trosartikel.
... pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Det første, vi skal lægge mærke til, er, at der her intet står om Jesu liv mellem hans fødsel og hans lidelse og død! Og det er meget mærkeligt, for Jesu lære og hele hans optræden og gerning fra hans dåb af og frem til indstiftelsen af den hellige nadver og hans derpå følgende arrestation i Getsemane have i natten mellem skærtorsdag og langfredag må da være af helt afgørende betydning. Hvad det selvfølgelig også er. Men det har man jo kendt. Det har der været læst op og prædiket om ved gudstjenesterne.
Og det er altså ikke det, man har troet på, men personen Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre. Hvortil selvfølgelig klart har hørt alle beretningerne om, hvad denne person har sagt og gjort.
En af grundene til, at de gamle ikke har taget noget med i selve trosbekendelsen om fx Jesu lære, har været, at det jo ikke har været den, der har været de store stridigheder om. Når man har været enige om, at Jesus fra Nazaret var Guds Søn, Ordet, der blev kød, og som døde og opstod for os, har man på dette grundlag frit kunnet lytte til evangeliernes beretninger om hans lære og gerninger.
For os i vor tid har dette forhold den meget vigtige betydning, at så kan det ikke være kristendom, bare at forholde sig til Jesus som en stor religiøs personlighed, der har forkyndt livsvisdom og etik.
Kristendom er ikke bare en »lære«. Kristendom er handling, begivenhed, historie, Guds store indgriben til vor frelse. Kristendom er ikke bare nogle ord: Kristendom er Ordet, som blev kød, Gud, der blev menneske – og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Johs. 1,14).
Og det er Guds frelsende indgriben i verden, den del af anden trosartikel handler om, som vi nu er kommet til (selv om de ting, Jesus sagde og gjorde i sit møde med mennesker mellem sin dåb og sin død jo også var dele deraf):
Jesu død betyder, at Gud i ham viste sin ubrydelige solidaritet med os, så at han gik helt ind i det dybeste centrum af den store ulykke, der på ubegribelig vis er kommet over skaberværket.
Men Jesu opstandelse betyder, at denne solidaritet ikke kun var med‑lidende. Jesus gik ikke ind i døden for bare at dø med os, men for at sprænge døden, så vi kan leve med ham.
Og himmelfarten og Jesu himmelske kongegerning og genkomst ved tidens ende med Guds Rige, det ny Paradis, er den endelige og evige konsekvens af den grund-sejr, som var blevet vundet påskemorgen.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Inden vi går over til det, der fra begyndelsen af har været meningen med denne artikelserie, skal vi også lige have »udfoldet« den tredje trosartikel. Og det første, vi skal gøre, er at få »afmystificeret« Helligånden! Hvis man stirrer sig blind på selve begrebet »ånd«, kommer man aldrig længere.
Det eneste, vi har brug for i vort almindelige kristenliv, er at forstå, at »Guds Ånd« betyder hverken mere eller mindre end Guds krafts personlige nærvær. Spekulationer over det evige forhold mellem Faderen og Sønnen og Helligånden som de tre personer i Treenigheden behøver vi ikke give os af med. Men vi kan nok have godt af at tænke på, at det latinske ord »persona« egentlig betegner de masker oldtidens skuespillere havde på, når de spillede i de store amfiteatre, masker med små tragte, som lyden (sonus) kom forstærket ud gennem. Een måde at forklare (noget af) Treenighedens ubegribelighed på er altså at sige, at Faderen og Sønnen og Helligånden er den ene sande Guds tre masker. Men det er jo også den ene sande Guds tre måder at virke på som Skaber, Frelser og Levendegører.
Hvad tredje trosartikel angår, gælder det først og fremmest om at forstå det på den måde, at Guds indgribende nærvær ikke sluttede med Kristi himmelfart, men fik sin fortsættelse pinsedag, en fortsættelse, der varer hele denne verdens tid – og får sin fuldendelse i Guds Riges evige pinsefest.
Og det er ikke nogen tilfældig detalje, at troen på den hellige, almindelige kirke er en del af tredje trosartikel. For det er jo i Kirkens store legeme, Gud nu er nærværende i verden, med gudstjenesten som det afgørende centrum, men med de kristnes liv i alle dets enkeltheder som udfoldelsen af det, der gives i gudstjenesten. Kirkens, den kristne menigheds liv i verden, er fortsættelsen af det liv, som blev født ind i verden julenat. Så stort er det at være kristen!
I næste artikel vil vi gå nærmere ind på de to spørgsmål, det især skulle dreje sig om i denne artikelserie, nemlig for det første, hvorfor det dog er nødvendigt at tro på alle disse mærkelige ting, og for det andet, hvordan også moderne mennesker den dag i dag kan gøre det.
Bent Christensen
* * *
Afsnit 3 i serien »Den kristne tro« (i septembernummeret) sluttede med nogle overvejelser over forsagelsen, sådan som vi synger eller siger den før selve trosbekendelsen.
Og så skal næste afsnit selvfølgelig handle om første trosartikel. Hvilket også passer fint til advents-tiden (hvis fire søndage i traditionen opfattes som billede på de fire årtusinder, man i gamle dage mente var gået fra skabelsen til Kristi fødsel).
Men da dette nummer også dækker julen, må vi desuden inddrage begyndelsen af anden trosartikel.
Allerførst skal det dog lige understreges, at medens det giver god mening, at vi i gudstjenesten begynder med forsagelsen, altså vender alt det onde ryggen, for derefter at kaste os i armene på den gode Gud (jfr. hvordan præsten vender sig mod alteret efter forsagelsen), så er det jo teologisk set, og set i forhold til selve »tilværelsens rangorden«, skabelsen, der kommer først. Det onde er hverken mere eller mindre end en snyltende og perverterende magt, der på totalt ubegribelig vis er kommet ind i verden.
Den første del af troen på den ene sande treenige Gud (»første trosartikel«) lyder:
Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.
Dette er udgangspunktet og grundlaget for alt, hvad der ellers er at sige om den kristne tro - og om livet i denne tro.
Har I nogensinde prøvet at stille spørgsmålet: Hvorfor er der overhovedet noget til, hvorfor er der ikke bare ingenting?
Man bliver ganske vist svimmel af det, men det er sundt at prøve.
Og når vi kristne siger »Gud«, så mener vi altså dermed magten bag og herren over alt, hvad der er til.
Det beviser ikke noget. Men det er det, ordet »Gud« betyder. »Gud« er ikke en betegnelse for den ene eller den anden naturkraft, eller for »ånden i naturen« - endsige for »et eller andet inde i mig selv«! Nej, Gud er den evige magt bag, under, omkring og ude foran verden, men samtidig til stede overalt i verden, idet han er alt dette som noget andet end verden, »hinsides« verden.
Idet vi så til netop denne ufatteligt store evige
magt – gennem Jesus! - har fået lov at sige »Far«, den yderste
konsekvens af, at der ikke er tale om bare et princip, en højere form for
naturlov, men om en person!
Den anden del af troen på den ene sande treenige Gud (»anden trosartikel«) begynder således:
Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria ...
Men inden vi begynder på overvejelserne over disse ord, skal vi gøre os klart, at selv om »Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen« egentlig ikke er noget i samme forstand, som Gud og hans skaberværk er noget, så er det alligevel også helt nødvendigt at tage alt dette, og ikke mindst det syndefald, Djævelen fik lokket menneskene ud i, totalt alvorligt, hvis anden og tredje »trosartikel« skal have nogen mening.
Ligesom alt det andet i kristendommen bliver betydnings- og meningsløst uden troen på skabelsens Gud, således kan vi jo heller ikke forstå, hvad alt det med Jesus og Helligånden betyder, hvis vi ikke gør os helt klart, at forudsætningen for det alt sammen er, at vor tilværelse på absolut gådefuld – men samtidig ganske følelig - vis foreligger som en stor modsætning og kamp mellem godt og ondt, sandhed og løgn, liv og død.
Men stadigvæk er der intet bevist ved alle disse ord. Og det vil der heller aldrig blive. Hvilket dog hverken gør fra eller til! Hvad skulle vi fx bruge en Gud til, hvis virkelighed vi kun var blevet overbevist om gennem et bevis?
Nej, det må gentages atter en gang: Det, der afgør sagen, er mødet mellem hele vor ærlige og redelige oplevelse af tilværelsen, og så hele kristendommens samlede store »fortælling« og virkning.
Men lad os nu bruge adventstiden til at fordybe os i vort menneskelivs virkelighed – samtidig med, at vi glæder os stille til julens glædelige budskab. Så kan vi måske med en helt ny styrke høre englens ord om, at i dag er der født jer en frelser.
Bent Christensen
* * *
[Artikel i nummer 9/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også her nedenfor jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 6, og 8 / 2002]
Nogle læsere synes måske, at »1362-føljeton’en« snart har varet længe nok. Men andre kan forhåbentlig klare endnu et par spalter.
Og jeg vil i hvert fald allerførst på både egne og alle andre særligt medvirkendes vegne udtrykke min taknemmelighed over, at vi fik en så god jubilæumsdag.
Tak til alle, der var positivt med i forløbet, lige fra Folketidende og de tre andre Nysted-præster (provst Holger Villadsen, Kappel, der havde leveret det historiske materiale, ikke at forglemme) og til konfirmanderne (med dåbskandidat Ida og hendes vidner og familie). Men jo så også graver-kirkesanger-organist-koret for den gregorianske sang. Og Døllefjelde menighedsråd for at have været med på ideen i form af traktementet efter gudstjenesten.
Men også de mange, der deltog som kirkegængere, vil jeg sige tak til. Vi fornemmede, at alle var mødt op med et åbent, positivt og medlevende sind. Og vi håber, at det historiske perspektiv, der her blev tegnet, vil blive stående som et godt element i både sognets, pastoratets og egnens liv.
De, der har adgang til Internettet vil kunne læse nogle ting fra det tekstblad, der var omdelt ved jubilæumsgudstjenesten, samt manuskriptet til min jubilæumsprædiken, på pastoratets hjemmeside (se adressen nederst side 3), undersiden »Aktuelt«.
Og det var under arbejdet med prædikenen, jeg blev klar over, at der var en del ting, jeg ikke kunne få med der, men som burde bringes i Kirkebladet (og efterhånden nok også på hjemmesiden).
Da Valdemar Atterdag i 1340 blev konge, var det på baggrund af en nedtur for Danmark uden lige i tiden efter Erik Menveds død i 1319. Og han havde næsten ingenting at være konge over. Og de næste tyve år blev barske, med både krig og pest.
Det afgørende i vor jubilæumssammenhæng er, at pinsedag 1360 var kong Valdemar nået så langt, at han – og hans søn og tronfølger Christoffer, hertug af Lolland – på Rigs-mødet i Kalundborg sammen med 75 af rigets mægtigste mænd kunne underskrive det store dokument, der kaldes Valdemar Atterdags Landefred.
I dette dokument tales der udtrykkeligt om, hvordan kongen og hans søn har afholdt dette møde for at »bortrydde stor nød og utallige ulykkers plager, som – sørgeligt at sige det – indtil nu har hærget Vort rige Danmark ... [og] for at Vort rige Danmark kan få styrke og bedre kår med den Hellige Ånds hjælp ... « (Politikens Danmarkshistorie IV 333f).
Christoffer var i 1359 (formodentlig efter at være fyldt 18 å)r blevet udnævnt til hertug af Lolland og hyldet som tronfølger. Og der er ingen tvivl om, at det er hele denne gunstige situation, der ligger bag opførelsen af Døllefjeldes kirkeskib og bag gavebrevet med Tåstrupgård til sognepræsteembedet den 25. juli 1362.
En mere direkte årsag til hertug Christoffers gavmildhed kan dog ifølge Suhms danmarkshistorie "rimeligen" have været, at det farlige sår, han havde fået, havde "bragt ham til at tænke paa sin Død". (Det nævnes i gavebrevet, at der skulle læses årlige sjælemesser for Christoffer og hans slægt).
Det sår, Suhm her taler om, må være det sår, den altså kun godt 20 år gamle tronfølger havde pådraget sig under kampene i Skåne mod hansestædernes styrker. Oplysningerne derom er forskellige, men Salmonsens leksikon oplyser, at Christoffer under denne krig anførte den danske flåde og sejrede i søkampen ved Helsingborg (1362), ved hvilken lejlighed han selv blev hårdt såret.
Christoffer døde i hvert fald året efter (11.06.1363). Han var blevet alvorligt syg under sin deltagelse i søsteren Margrethes bryllup.
Og denne søster var vel at mærke den senere Margrethe I. Hvis Christoffer ikke var død, var det ham, der var blevet konge.
Med al respekt for vort sogn og vor egn er der vel mange af os, der har spurgt, hvorfor det netop skulle være Døllefjelde, hertug Christoffer viste denne opmærksomhed. Men det har jeg en teori om. Hvis der er læsere, der ved noget andet, skal de dog endelig sige til.
For det første er Christoffer nok blevet hertug af Lolland pga. beliggenheden ved Østersøen.
For det andet har Østlolland i denne forbindelse betydning i kraft af Ålholm. Det var fx her, kong Valdemar i 1366 afsluttede sin traktat med Albrekt 2. af Mecklenburg.
Og så er der for det tredje Musse! Indtil
kommunalreformen i 1970 hed Østlolland jo Musse Herred. Musse har været
det gamle både kirkelige og verdslige centrum her på egnen. Og indtil opførelsen
af Døllefjelde Kirkes store skib netop her i begyndelsen af 1360’erne, har der
jo ikke været tale om en sognekirke, men kun om et kildekapel ved Sankt Kjelds
Kilde. Døllefjelde må med andre ord indtil da have været en del af Musse
sogn, herredskirkens sogn!
Bent Christensen
* * *
[Artikel i nummer 8/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 6, og 9 / 2002]
Der kan være grund til, endnu en gang at drage Piet Heins så mange gange citerede ord frem om det med "kun ta'r spøg for spøg / og alvor kun alvorligt". De passer nemlig godt til lige netop denne sammenhæng!
Der er ganske vist ikke nogen af Kirkebladets faste læsere, der kan nære tvivl om "nærværende sognepræsts" absolutte forankring i dansk evangelisk-luthersk - og grundtvigsk - tradition. Men overskriften over denne spalte kan ellers nok få det til at gibbe i nogen. Og der kommer også nye læsere til. Jeg vil derfor gerne indlede med at fortælle lidt om baggrunden for det jo desuden noget "skæve" jubilæum, vi her skal fejre.
Det begyndte en sen søndag eftermiddag i vinters, hvor "min-kone-og-organist" Anna og jeg gik os en tur ned ad Karlslundevej. På hjemvejen så vi Døllefjelde Kirke ligge i mørket - omgivet af de mørke marker med nogle lys hist og her. Og vi begyndte at forestille os, hvordan det må have været for de mennesker, der levede her, da kirken var ny.
Da vi kom hjem, prøvede vi at slå op i, hvad vi havde i huset af litteratur om den slags. Og i den kommende tid talte vi videre om det.
En dag slog det mig, at det jo nu var år 2002 - og at det var i 1362, Døllefjelde sognepræsteembede første gang var blevet nævnt på skrift, altså et til dels rundt jubilæum. Nu gjaldt det så bare om at finde datoen. Men det gjorde jeg ved at få Statsbiblioteket i Århus til at sende mig en fotokopi af den side af Suhms danmarkshistorie, hvor hertug Christophers gavebrev til Døllefjelde-præsteembedet er omtalt. Og her står udtrykkeligt, at det er fra den 25. juli 1362. Senere fik jeg af lokalhistoriker Hans Larsen, Musse, en artikel, som præsenterede hele gavebrevets tekst.
Men alt dette er der skrevet udførligt om i Kirkebladets nr. 5 og 6.
Interesserede, der ikke har disse numre, kan få dem hos undertegnede eller se de pågældende artikler på pastoratets hjemmeside (se den næste artikel).
Men så fik vi den ide, at det kunne være sjovt at give dette "jubilæum" bare en ganske lille markering ved en gudstjeneste. Oprindelig regnede vi kun med, at kirkesangeren og organisten skulle synge et latinsk introitus, meden præsten og konfirmanderne som "messedrenge og -piger" gik ind i procession. Og vi skulle måske brænde lidt røgelse af. Og tage nogle af gudstjenestens første led på latin. Bare for lige at hjælpe fantasien lidt, så vi bedre kunne forestille os, hvordan vore forfædre har oplevet gudstjenesterne i den kirke, som nu er vores. Men det kom til at udvikle sig yderligere.
Det er jo ikke så længe siden, vi andre præster her i Nysted Kommune var aktive deltagere i Nysted Kirkes 700-års jubilæum (sommeren 2000). Så nu sagde jeg til de tre andre, at vel var det, vi ville prøve at lave her i Døllefjelde, kun en lille og lidt "skæv" ting i forhold til det, men de var velkomne til at komme og være med. Det ville de meget gerne!
Om alt går vel vil gudstjenesten den 20. oktober - som er 21. søndag efter trinitatis - derfor blive fejret på den måde, at når bedeslagene har lydt, vil et kor bestående af kirkesanger, organist og graver sætte i med det gamle latinske introitus til 21. søndag efter trinitatis: In voluntate tua, Domine, universa sunt posita ... (Alt beror på din vilje, Herre, ...). Og samtidig vil en procession af otte konfirmander og fire præster gå op ad midtergangen. En af konfirmanderne vil bære et røgelseskar, så vi også helt bogstaveligt får en duft af, hvordan det var dengang (og jo stadig er hos både de romersk-katolske og de ortodokse). Og der vil være andre ting af den art.
Herefter vil gudstjenesten foregå på græsk: Kyrie eleison (Herre forbarm dig) - og latin - helt frem til og med trosbekendelsen: Credo in unum Deum, Patrem omnipotentem ... (Jeg tror på én Gud, den Almægtige Fader ...). Men inden da vil vi også have sagt Gloria in excelsis Deo ... (Ære være Gud i det højeste ...). Og der vil blive bedt og læst på latin - ganske som på 21. søndag efter trinitatis 1362! Men der vil naturligvis være uddelt oversigter over gudstjenesten med både en latinsk og en dansk spalte, så alle kan følge med. Inden evangelielæsningen vil det lille kor have sunget begyndelsen af det gamle Halleluja-messeled til denne søndag: Halleluja. De profundis clamavi ad te Domine, Domine exaudi vocem meam. Halleluja. (Halleluja. Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! Halleluja).
Men efter trosbekendelsen vil gudstjenesten fortsætte på dansk. Måske med en dåb. Og der vil fortsat være lidt særlige ting: Kirkebønnen vil blive bedt for alteret af to af de andre præster, og den tredje vil medvirke ved nadveren (som vil være i den udvidede form, vi fx brugte ved vore to jule-midnatsmesser i forbindelse med 2000-året for Jesu fødsel).
Gudstjenesten slutter med, at den store procession går ud af kirken, fulgt af resten af menigheden. Men herefter vil Døllefjelde Menighedsråd være vært ved et lille traktement i præstegårdens konfirmandstue, hvortil alle gudstjenestedeltagere allerede her indbydes!
Jeg sender en varm tak til provst Holger Villadsen, Kappel, som er en stor ekspert i den slags, og som har forsynet os med fotokopier af de helt rigtige tekster og noder!
Men samtidig gentager jeg, at der altså er tale om et dybt alvorligt ment forsøg på at lave en slags kirkeligt "levende museum" - med os alle som deltagere. Med det formål, at vi får trukket forbindelsen tilbage til de forfædre, der for 640 år siden fejrede gudstjeneste på en måde, der nok ret nøje har svaret til den indledning, vi her vil prøve at bruge. Jeg håber, det bliver en god oplevelse for os alle - med en styrkelse af vor historiske bevidsthed til følge.
Bent Christensen
* * *
Den anden artikel i denne række sluttede (i nr. 5) med konstateringen af, at det faktisk ikke er muligt at "bevise" sig hverken fra eller til den kristne tro, men at sagen afgøres i det store, totale møde mellem pdes. hele den enkeltes eksistens som menneske og pdas. hele kristendommens store "pakkeløsning", dvs. hele det store "bud" på tilværelsens både teoretiske og praktiske problemer, som foreligger i den store samlede og levende "religionshistoriske kendsgerning", som kristendommen er. For kristendommen er jo en levende realitet i historien, nærmest som en slags organisme, hvis enkelte dele alle hører med i sammenhængen.
I hvilken forbindelse man altså så også lige skal huske, at det er meget mildt sagt, når man taler om "tilværelsens problemer". For sandheden er (som påpeget i den forrige artikel), at uden kristendommen er mennesket uden mening, uden retning og uden håb, en krusning i universet, medens det er ved at omdanne sig til jern.
Sådan må konsekvensen i hvert fald være af en gennemført moderne naturvidenskabelig betragtning. For der kunne jo også være en tredje mulighed, nemlig at der var en anden religion, som rummede sandheden og håbet. Og denne mulighed skal vi som kristne ikke uden videre afvise.
Det lyder ganske vist mærkeligt, at præsten skriver sådan i kirkebladet. Men det er jo det, der adskiller den sande tro, sandheds-troen, fra den rene fundamentalisme, som jo i virkeligheden bare er en klamren sig til og pukken på, at det er en selv, der har ret - og derfor skal have magt (samtidig med, at man i virkeligheden er klar over, at ens sag, når det kommer til stykket, ikke står så godt).
For når vi kristne siger, at vi tror på Jesus Kristus som Sandheden - bogstavelig talt i egen person - så er det jo altså virkelig Sandheden, vi bekender troen på, og ikke bare os selv og vore egne meninger, vi fører frem! Og når det er sådan, så kunne det tænkes, at Sandheden ville vise sig på en anden måde!
Jesus har faktisk selv udtalt sig om dette forhold i det store udsagn, hvor han advarer disciplene mod at løbe efter de falske "Kristus'er", der vil komme.
Når det virkelig er den sande Kristus, der kommer, vil der ikke være nogen tvivl: "For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag" (Luk. 17,24). Dette gælder også alle former for alternative religiøse tilbud overhovedet! Når det virkelig er Sandheden, man står over for, er der ikke nogen tvivl.
Men hvordan "foregår" troen så? Hvad er det egentlig der er tale om, når vi går fra alle disse operationer med forskellige muligheder, og til selve vort forhold til det indhold, der fx helt koncentreret udtrykkes i den apostolske trosbekendelse, som vi bekender ved hver eneste højmesse? Det vil vi nu prøve at gå igennem led for led.
Sådan som den apostolske trosbekendelse lyder hos os, begynder vi med, allerførst at vende os bort fra Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og det er rigtigt nok, sådan som virkeligheden faktisk foreligger. Men samtidig er det på en måde også forkert. For den onde magt er ikke og kan aldrig være det første. Den onde magt er en snyltende og perverterende magt, der ikke er noget i sig selv, men kun - på ubegribelig vis - er kommet ind i den tilværelse, som i grunden og fra allerførst af er skabt af Gud til at være ren glæde.
Hvilke mere konkrete forestillinger vi så ellers har om "Djævelen", er ikke afgørende. Det afgørende er, at vi indser, at der er denne "rangorden" i tilværelsen, så at vi skelner mellem det, der i helt bogstavelig forstand bare "er, som det skal være", og det, der kun vil ødelægge og pervertere.
Man kan så sige, at vi allerede her "bare" har med et billedsprog at gøre, og at det kan være nemt nok for præster og den slags at jonglere med disse billeder - sådan set helt uforpligtende. For hvornår er det billedsprog, og hvornår er det realiteter? Er Djævelen en slags person eller bare en slags princip?
Men selv om jeg godt forstår denne indvending - og netop er gået i gang med hele denne artikelrække for at forsøge at give en ærlig og redelig hjælp i forhold til dette vanskelige spørgsmål - så vil jeg sige, at billedsproget altså for det første er den eneste mulighed, vi har, og at det for det andet ikke gør noget, når bare vi kan mærke, at "billederne" er billeder af virkeligheden!
Hvad forsagelsen af "Djævelen" angår, er det afgørende altså, at vi erkender den virkelige modsætning mellem godt og ondt - og vender ryggen til den onde magt og ansigtet mod Ham, der ikke bare er den gode magt, men også, netop som magten bag alt, hvad der virkelig er noget, er den sande og eneste magt, fra evighed og til evighed!
Bent Christensen
* * *
Der har gennem længere tid været ført forhandlinger mellem skolevæsenet og de fire sognepræster i Nysted Kommune om en af skolerne ønsket senere placering af konfirmandundervisningen.
Det har været en lidt sørgelig situation, fordi der jo altid har været et godt forhold mellem skole og kirke her hos os. For undertegnedes vedkommende har der lige siden den allerførste tid i 1974 været tale om et rent ud sagt forbilledligt forhold til Brydebjergskolen.
Men som vi præster hele tiden har sagt til de to skoleledere: "Der er i al venskabelighed tale om en regulær interessekonflikt, ja, et regulært slagsmål om et gode, nemlig morgentimerne, hvor eleverne er friske".
Dertil kommer forskellige andre forhold, ikke mindst hensynet til begravelser og bisættelser, som jo ikke ville kunne holdes om eftermiddagen de dage, hvor vedkommende præst havde konfirmander i 6. og 7. lektion.
Da vi fire præster under ingen omstændigheder kunne give skolevæsenets ønske vores accept, endte sagen som en sag mellem byrådet og de ti menighedsråd i kommunen - som alle bakkede præsternes standpunkt op.
På byrådets møde den 19. juni stemte et flertal på 9 mod 6 for, at den nuværende ordning med to sammenhængende morgenlektioner skal fortsætte.
Konfirmandundervisningen er altid foregået om morgenen, også i Nysted, selv om man dér (med kort afstand mellem skole og præstegård) tidligere har haft enkelttimer kombineret med hele "temadage". Det er altså misvisende, når det undertiden næsten er blevet fremstillet, som om præsterne havde bidt sig fast i en prøveordning.
Hvis konfirmandundervisningen i Nysted Kommune var blevet henlagt til om eftermiddagen, ville det være blevet det eneste sted i hele Lolland-Falsters Stift.
Vi må nu håbe, at man fra skolernes side tager denne afgørelse på samme forsonlige måde, som vi præster gik og øvede os på, da vi regnede det modsatte resultat for det mest sandsynlige udfald!
Bent Christensen
I Nysted-Vantore Pastorat har man i flere år haft, hvad man dernede kalder "juniorkonfirmander" - eller som det officielt hedder: indledende konfirmationsforberedelse (dåbsoplæring). Og i Kettinge er man også begyndt.
Her i pastoratet har vi naturligvis i de tre menighedsråd haft drøftet denne mulighed - som altså består i, at de børn, som ønsker det, og hvis forældre ønsker det, på tredje klassetrin får en undervisning, der med Anordningens ord har til formål at "medvirke til børns fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste, og dermed at styrke grundlaget for den almindelige konfirmationsforberedelse". Men vi har hele tiden haft en afventende holdning, idet vi jo har været klar over, at vi er et udpræget landområde med et vigende børnetal.
I begyndelsen af 2002 blev det imidlertid klart, at man i Øster Ulslev - Vester Ulslev - Godsted Pastorat var begyndt at lægge an til at gå i gang med denne undervisning, og så måtte vi fra vort pastorats side jo også give dette tilbud.
Den 29. maj sendte undertegnede et brev til de fire(!) familier her i pastoratet, som har børn i den nuværende 2. klasse, samt til de 3 Bregninge-familier, som har børn i denne klasse, med en indbydelse til en "minikonfirmandundervisning" her i pastoratet.
Der kom imidlertid kun tre positive reaktioner, og i det orienteringsmøde, som der var blevet indbudt til, deltog kun repræsentanter for to familier, så vi konstaterede, at der ikke var kommet noget ud af det i denne omgang.
De børn her fra pastoratet, som måtte ønske det, kan prøve at slutte sig til den undervisning, der forhåbentlig bliver tale om for Øster Ulslev-pastoratets vedkommende. Og "nærværende sognepræst" kan så nok få lov at "gæsteoptræde" dér en gang eller to, så de små fra vort pastorat på denne måde lige kan komme til at opleve deres egen præst. Og så må vi ellers se, om der bliver bedre held på et senere tidspunkt!
Bent Christensen
[Artikel i nummer 6/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 8 og 9 / 2002]
Som omtalt i forrige nummer var det den 25. juli 1362, Hertug Christopher af Lolland, Valdemar Atterdags søn, gav en gård til præsteembedet i Døllefjelde.
Foranlediget heraf har vor lokale lokalhistoriker Hans Larsen, Musse, fundet en artikel i Lolland-Falsters Historiske Samfunds årbog 1935 af daværende sognepræst i Døllefjelde H. Skjøt-Pedersen. Her præsenteres et gammelt dokument, som indeholder såvel en senere dansk som den oprindelige latinske ordlyd af hertug Christophers gavebrev fra 1362.
Pastor Skjøt-Pedersen oplyser, at endnu i 1850 hørte der 250 tdr. land (= 137,9 ha) jord til præsteembedet i Døllefjelde. (I dag er der kun 25 ha tilbage, heraf 13 ha skov. Landbrugsjorden er forpagtet ud. Den nordlige skov, "Vesterskov", drives forstmæssigt af præstegårdsudvalget. Den sydlige skov, "Karlslund" - som har givet navn til Karlslundevej - er totalfredet og ligger altså hen som et lille stykke "lollandsk jungle").
Teksten i Hertug Christophers gavebrev af 25. juli 1362 (Sankt Jakob den Ældres dag, Zebedæus' søn, apostelen Johannes' bror) lyder i en moderne oversættelse, som indgår i artiklen:
I det Herrens år 1362, på Sankt Jacob, apostelens, dag, har den højst berømte herre, fyrst Christoffer, hertug af Lolland, søn af den navnkundige fyrst Valdemar, danernes konge, skænket, som uigenkaldelig besiddelse, beboelseshuset kaldet Torstrup med alle dets tilliggender, såsom marker, enge, skove, moser og heder, uden noget forbehold, og desuden ejendomstiender, til præsten i Døllefjeldts bord, til bestandigt minde og til årlige messer for sjælenes frelse, for sig og sine forgængere i det danske rige, som er beslægtede og på en eller anden måde knyttede til hans linie, med bestandig ret.
Det afgørende i vor "jubilæums"-sammenhæng er altså ordene "præsten i Døllefjeldts", som er det ældste skriftlige vidnesbyrd om Døllefjelde Kirke og præsteembedet.
I Suhms danmarkshistorie nævnes som en mulig årsag til hertug Christoffers gavmildhed, at "rimeligen har det farlige Saar, Christopher havde faaet, bragt ham til at tænke paa sin Død", og der henvises til en kilde, som mener, at "den smukke Bygning paa Dolefjelde med et Taarn skulde være opført af Hertug Christopher".
Den gudstjenstlige markering af jubilæet vil finde sted en søndag i oktober.
* * *
Det kan godt være, overskriften her ser nærmest upassende ud. Men den er faktisk dybt alvorligt ment. I sidste nummer af Kirkebladet konstaterede vi jo, at det faktisk ikke engang er så nemt for tanken, som nogle tror, at afvise kristendommen - for slet ikke at tale om hvordan det er for følelsen! Men der er jo lang vej til den kristne tro fra bare det at have ondt i hjernen og hjertet ved tanken om, at det hele måske bare er fysik og biologi, nogle krusninger i Universet, medens det er ved at omdanne sig til jern, som fysikeren Jens Martin Knudsen udtrykker det. For dette værk i hjernen og denne smerte i hjertet kunne jo også bare være en del af denne proces. Og ingen kan bevise, at det ikke bare er sådan!
Men een ting er beviser, noget andet er virkeligheden. Den vigtigste grund til, at de såkaldte gudsbeviser er uinteressante, er, at det faktisk ingen forskel gør, om "Gud" er bevist eller ej, hvis der ikke er andet end beviset. Det kan man jo ikke bruge til noget som helst. En "Gud" der kun er "bevist" er lige så død, som enhver anden "Gud", der kun findes i menneskers tanker!
Derfor er det med kristendommen, som det er med selve vor helt umiddelbare oplevelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden: Det er virkeligheden, det kommer an på, hele virkeligheden.
Og virkeligheden er altså allerførst alt det, vi er og oplever og føler og tænker ved at leve som mennesker i verden. Men dernæst er det jo også den virkelighed, som hedder den kristne Kirke! Ja, det tænker man måske ikke så meget på. Men det var jo netop, hvad Grundtvig på en helt særlig måde oplevede i sommeren 1825, hvor det stod rigtig dårligt til i den danske kirke, og hvor han ikke havde kunnet finde ud af, hvordan han skulle imødegå alle de modeteologer, der fyldte kirken og teologiundervisningen med tidens egne tanker.
For det er jo, hvad Grundtvig med rette kaldte en mageløs kendsgerning, at der lige siden den allerførste pinsedag har været en kristen kirke her i verden. Og vel har det ikke altid stået lige godt til i den. Men alligevel har kristendommen altid levet i den.
Nu var den konklusion, Grundtvig først og fremmest drog af sin "opdagelse", ganske vist, at så kunne man også vide, hvad den sande kristendom var, for det måtte jo være den trosbekendelse, som altid havde været det vilkår, nye medlemmer blev optaget på, når de blev døbt, nemlig troen på Gud Fader, på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre - og på Helligånden.
Men også for Grundtvig selv betød "opdagelsen" af Kirken, at så bliver heller ikke det at komme til troen noget teoretisk noget med beviser og den slags. Den kristne tro kan man kun komme til på den måde, at man med hele sin menneskelighed møder hele kristendommen, sådan som den findes i Kirkens liv her og nu, og at man i dette møde oplever, at kristendommen i sin helhed er svaret på både hjernens og hjertets smerte og uro. Og det er dette møde, der er tale om i overskriften over dette stykke! - BC
Fortsættes i et eller flere kommende numre!
[Artikel i nummer 5/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 6, 8 og 9 / 2002]
I 1999 fejrede vi 25-året for "nærværende sognepræsts" ansættelse her i pastoratet - og dermed også den nuværende organists og tidligere kirkesangers 25-års jubilæum som præstekone - for slet ikke at tale om, at vi dermed også i det hele taget fejrede vores alle sammens jubilæum for livet i pastoratet gennem alle disse år, med tilbageblik gennem hele 1900-tallet.
Om alt dette blev der skrevet i hele tre numre af Kirkebladet. Og der er mange besøgende i Døllefjelde Præstegård, der har fået disse numre med sig - og som tilsyneladende har været meget interesserede i at se de historiske oplysninger i dem.
Men siden april 2001 har man jo kunnet se dette og meget andet historisk stof på pastoratets hjemmeside (se adressen nederst på næste side).
Men her i 2002 kan vi fejre et nyt jubilæum, nemlig 640-året for den første gang, Døllefjelde kirke og præsteembede, er blevet nævnt i et historisk dokument! Det var den 25. juli 1362, da Hertug Christopher af Lolland gav en gård til præsteembedet mod, at der skulle læses årlige sjælemesser for ham efter hans død. - Mere om dette i de kommende numre. Af praktiske grunde vil den gudstjenstlige markering af dette jubilæum først finde sted helt henne i oktober måned.
* * *
Vi er kommet ind i en efterklangenes og genklangenes periode! I nummer 2 var det Efterklange fra julen, i nummer 3 var det Askeonsdags-genklange, og i dette nummer er det en efterklang fra konfirmandgudstjenesten i Herritslev Kirke onsdag den 20. marts.
Som mange af Kirkebladets læsere ved, har vi i adskillige år haft den tradition, at konfirmandundervisningen ikke kun har fået sin festlige afslutning ved selve konfirmationsgudstjenesten på 1. søndag efter påske, men på onsdagen før palmesøndag er mundet ud i den konfirmandgudstjeneste, som svarer til det, der i gamle dage hed overhøringen.
Det nye og særlige ved vor tradition her i pastoratet er dels, at der er tale om en særlig gudstjeneste, som med et indledningsvist præg af "faste" (salmen Af dybsens nød, o Gud, til dig (437)) og derefter med afsæt i dåbskollekten og missions- og dåbs-befalingen centrerer sig om noget af det, vi har beskæftiget os med i hele undervisningsforløbet.
Og igen i år var der tale om stykker fra de fire evangelier med nogle af de situationer, vi havde set i Zefirelli-filmen Jesus af Nazaret, der i de senere år har været hovedelementet i vor beskæftigelse med "historien om Jesus": Jesu fødsel. Jesu dåb. Peters fiskefangst (og udnævnelse til "menneskefisker"). Jesu bjergprædiken med "Saligprisningerne" og Jesu tale om, at han ikke er kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven, og et par eksempler på, hvad dette betyder. Tolderen Matthæus' kaldelse til discipel. Bespisningen af de femtusind. Helbredelsen af den blindfødte. Kvinden grebet i ægteskabsbrud. Og Jesu tilfangetagelse i Getsemane Have natten mellem skærtorsdag og langfredag. - Hvorefter der i det trykte blad med disse tekster henvises til, at "resten af historien oplever vi langfredag, påskedag, anden påskedag - og 1. søndag efter påske".
Straks efter orgel-præludiet havde en konfirmand bedt indgangsbønnen, ligesom gudstjenesten sluttede med at en konfirmand før orgel-postludiet bad udgangsbønnen. Men efter læsningen af missions- og dåbsbefalingen og dåbssalmen Alle mine kilder skal være hos dig (396) læste konfirmanderne hver et af de her nævnte stykker, og efter salmen om Jesu tegn og undere: Med den enbårnes herlighed (125) fulgte så "prædikenen" - i form af en samtale mellem konfirmanderne og præsten over de læste tekster.
Det er i det hele taget en stor oplevelse at undervise konfirmander. Man kan blive helt bevæget indvendig, når man midt i en time kommer til at tænke på, at her er vi midt i kirkens helt centrale overdragelse af den kristne tradition og lære. Prøv og forestil jer, at vi slet ikke havde konfirmandundervisningen!
Men der er også andre tanker, der kan melde sig. Man kan også komme til at spørge sig selv: Hvad er det her egentlig for noget? For det er unægtelig ikke bare store, men også meget mærkelige, ja, rent ud sagt utrolige ting, man står og overdrager til disse teenagere.
Og på en helt særlig måde kom dette spørgsmål til mig i forbindelse med dette års samtale med konfirmanderne. For lige meget hvordan man prøver at lægge det frem og forklare det, er det jo hård kost for tanken: At Jesus blev "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria". Undergerningerne. Guds Rige, som skal komme efter denne verdens tid, men som allerede nu er til stede med trøst og håb. Jesu tilsigelse af syndernes forladelse på Guds vegne. For slet ikke at tale om hans opstandelse påskemorgen og hans "himmelfart" 40 dage efter - og udgydelsen af Helligånden over disciplene på den 50. dag efter påske!
Konfirmanderne vil kunne bevidne, at jeg gør alt for at lægge disse store og svære ting så ærligt og redeligt og solidarisk frem for dem som muligt. Og jeg håber inderligt, Kirkebladets læsere og pastoratets kirkegængere har det samme indtryk. For hvad ellers? Man kan jo ikke stille sig i det, der skal være Sandhedens, tjeneste uden at være fuldstændig ærlig!
Men hvordan bærer vi præster, med vores universitetsuddannelse og alt muligt, os ad med at tro på alle disse, helt bogstavelig talt u-trolige, ting? Er det måske bare som en smuk og velgørende "poesi" eller symbolik? Jonglerer vi præster bare med begreberne som "professionelle symbol-analytikere" - og har det forholdsvis let med det - medens almindelige mennesker må gå og kæmpe med en pinefuld tvivl i forhold til en fuldstændig bogstaveligt realistisk forståelse af den kristne tros elementer?
Hvis jeg skal prøve at besvare de spørgsmål, der her er tale om (og det bliver jeg altså ikke færdig med i dette nummer!), så må jeg begynde med den mulighed, at der faktisk ikke er nogen dækning bag den kristne forkyndelses påstande. Og et rent tankeeksperiment er dette jo ikke. Hvem af os har ikke prøvet denne den helt store tvivl eller totale mangel på tro?
Vi prøver altså først at se helt bort fra det hele og sige: Der er slet ingen Gud eller noget som helst andet end det fysiske univers, som vi med vore legemer er biologiske dele af. Punktum!
Og denne mulighed er der jo i moderne tid mange der siger de er kommet til. "Når nu videnskaben siger". Og: "Når der er så megen lidelse og så meget ondt i verden".
I første omgang er dette jo klart det mest nærliggende, tankemæssigt set. Men jeg vil vove den påstand, at intet menneske kan leve sit liv, medens han eller hun konstant er opfyldt af denne opfattelse - og kun den! For hvis alt dybest set bare er fysik, så er alt jo også lige gyldigt. Så er den værste diktators eller torturbøddels eller kræftcellens eller HIV-virusets liv jo lige så meget bare nogle begivenheder i universets fysiske forløb frem mod omdannelsen til jern som det lille legende barns eller det unge forelskedes pars.
Og tankemæssigt set nytter det ikke noget at komme med "humanismen" (selv om noget i den retning jo må forsøges, hvis man ikke mener at kunne tro på Gud). Tankemæssigt (og det er det, vi taler om her) er "humanismen" ingen løsning. For hvis man skal rette sig efter, hvad videnskaben (hvilket i sidste ende vil sige fysikken) siger, er der ingen særlig "humanistisk" instans, ikke noget over-naturligt ved at være menneske. Men det er der som sagt i praksis. Og så er man faktisk også nødt til - i hvert fald på en eller anden måde - at operere med en forestilling om "Gud". Dette vil de egentlige "humanister" (på dansk: "menneske-ister") ganske vist benægte. De vil sige: Hvad skal vi med denne "fordobling" af, hvad vi faktisk ved og erfarer ved slet og ret at leve som mennesker? Men mit svar er, at når netop jeg et meget langt stykke gerne vil give dem ret, så forstår jeg det på den måde, at det er den Gud, jeg tror på (så godt jeg nu kan), der har skabt dem med de kvaliteter, der gør, at de med en vis ret kan sige, som de gør!
Bent Christensen
Fortsættes i et eller flere kommende numre! - Se ovenfor - på denne side står stoffet fra de forskellige kirkeblade jo i "omvendt kronologisk orden"!
* * *
Det er på flere måder en meget sørgelig og truende situation, vi befinder os i. Men som kristne har vi både ret og pligt til at leve i håb og glæde, også nu.
Denne overskrift er taget fra øverste højre hjørne af forsiden på et af formiddagsbladene her under terrorkrigssituationen. Og det skulle være skuespilleren Jesper Kleins råd og opfordring til danskerne.
Nogle vil finde en sådan overskrift upassende allerede i et formiddagsblad. Og hvor meget mere så ikke i et kirkeblad! Men Jesper Klein har jo ret. Netop i den krigstilstand, vi faktisk befinder os i, er rådet rigtigt. For uanset, hvad vi (jfr. forrige nummer) skal mene om selve den militære krig mod terroristerne, må vi i hvert fald trodse deres forsøg på at skræmme os og få vort samfundsliv til at gå i stå. Vi skal flyve og på anden måde rejse, som vi plejer. Og vi skal sende og modtage breve. Og gå i biografen, i teatret, til koncerter og alle mulige andre ting. Samtidig med, at vi selvfølgelig rent praktisk overvejer, hvordan vi skal forsvare og beskytte os. Og samtidig med, at vi dybt alvorligt sørger over de tab og den lidelse og frygt, der rammer både os selv og de mange uskyldige mennesker i det stakkels Afghanistan. Det liv på trods, ja, den glæde på trods, der her er tale om, skal jo ikke være overflade. Selv Jesper Kleins opfordring skal jo efterkommes med en i grunden dyb alvor.
Vi kan også tænke på, hvad vor store reformator Martin Luther ifølge en måske ikke så helt nøjagtig tradition skal have sagt. Det skal have været, da nogen spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, verden skulle gå under i morgen. For da skal Martin Luther have svaret: "Jeg ville plante et træ!". Meningen er for det første, at vi ikke skal spilde livet med meningsløse grublerier, men jo også, at vi i vor kristne tro skal give os hen i livet her og nu, idet vi venter på verdens ende som "vor Herres Jesu Kristi dag".
Eller vi kan gå til Det Ny Testamente. Her er der også en masse opfordringer til at glæde sig - trods alt.
Da jeg satte computeren til at finde samtlige steder i Det Ny Testamente, hvor ordene "glæd jer" forekommer, var det første af de 11 steder, der kom frem, det allersidste punktum i det allehelgensevangelium, vi skal høre på søndag!
Nu skal man ganske vist i en situation som den, vi befinder os i nu, være meget forsigtig med anvendelse af skriftsteder. Men lad os først se, hvad det var Jesus sagde som afslutning på den række af "saligprisninger", hvormed Bjergprædikenen i Matthæusevangeliets kapitel 5-7 indledes. Efter selve rækken af de korte "lykkelige-trods-alt-tilsigelser", siger Jesus:
"Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer".
Her ser vi - kursiveret af mig - hvordan vor Herre Jesus helt ordret har opfordret os kristne til at glæde os i selv de mest forfærdelige situationer.
Men vi ser også, at der er tale om en sammenhæng, vi skal vogte os for at misbruge. For der er jo ingen i vore lande, der bliver forfulgt på den måde, Jesus taler om her. Den frygt og de tab og lidelser, vi bliver udsat for, er jo i praksis ikke anderledes, end hvis det var en hvilken som helst anden kriminel organisation, der havde indledt en krig mod os.
Sammenligningspunkt er altså: Glæd jer - selv under de mest fortvivlede forhold!
Og vi kan gå videre til Filipperbrevet, det brev, apostelen Paulus i sin tid skrev til menigheden i den makedonske by Filippi oppe i den nordøstlige del af det nuværende Grækenland. Og vi skal være klar over, at Paulus faktisk sad i fængsel for sin kristne tros skyld, da han skrev brevet! Så det er ikke tomme ord. Der er formodentlig tale om det lange fangenskab, der endte med Paulus' henrettelse ved halshugning i Rom. Her skriver apostelen hen mod brevets slutning:
"Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus". (Fil. 4,4-7).
Dette er et af de virkelig store steder i apostelbrevene. Her hører vi en opfordring til, altid at glæde sig, skrevet af en mand i lænker på vej mod døden. Og begrundelsen er: "Herren er nær". Og lad os ikke fortabe os i, hvor tidsligt bogstaveligt Paulus og hans medkristne dengang har forstået dette. For i grunden gælder det samme for os. At være kristen er at leve ikke bare nær Kristus, men i Ham. Også trods alt, hvad der kan tale imod det. Og så er den tidslige nærhed der også, som en håbets horisont. Trods alt. Ja, så er Guds fred over os og i os, ikke som bare almindelig "fred og ro", men som den store tryghed ved at hvile i Den Eviges varetægt.
Bent Christensen
* * *
Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 står vi kristne på ny i et dilemma: Skal vi prøve at bekæmpe det onde med også militær magt, eller skal vi vende den anden kind til?
Det er nu tredje gang siden Den Kolde Krigs afslutning, Danmark er mere eller mindre i krig. Der var Golfkrigen, hvor vi deltog i blokaden af Irak med et flådefartøj, Kosovo-krigen, hvor vi deltog med et antal F-16 fly, og der er den nuværende "krig" mod terrorismen, hvor Danmark har tilsagt USA, de øvrige NATO-lande, EU og hele den store verdensomspændende antiterror-koalition vor fulde støtte.
At vi så også har deltaget og fortsat deltager med fredsbevarende styrker i det tidligere Jugoslavien og netop har haft en styrke i Eritrea, er en anden sag, som vi ser bort fra her.
Denne gang er det helt uoverskueligt, hvordan det vil komme til at udvikle sig. Vi ved ikke, om danske styrker vil komme til at deltage på en eller anden måde. Og vi ved ikke, om vi her i Danmark kan blive udsat for terrorangreb.
Men hvad skal vi gøre? Det er ikke let. Og slet ikke, når man er kristen. Jeg kan ikke lade være at tænke tilbage over mit eget liv med dette dilemma:
Jeg aftjente min værnepligt i årene 1962-64. Men jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg i tiden op til sessionen kraftigt havde overvejet, om jeg i stedet skulle blive militærnægter. Jeg havde læst Intet nyt fra Vestfronten og var meget påvirket af den. Sådan noget kunne man da ikke deltage i!
Men der var jo også mindet om Nazi-Tysklands forfærdelige gerninger før og under Anden Verdenskrig og om Sovjetunionens hårde undertrykkelse af både sin egen befolkning og landene i Warszawapagten, ikke mindst nedkæmpelsen af den ungarske opstand i 1956. Så jeg blev alligevel soldat. Men den militære uddannelse skærpede jo kun problematikken.
Senere blev jeg feltpræst. Og det gjorde det endnu sværere igen. For selv om vi danske feltpræster altid har sagt, at vi bare er med, fordi vi skal være, hvor menigheden er, så er der jo på en eller anden måde tale om et medansvar. Jeg mener, at hvis man virkelig er pacifist, så skal man ikke være feltpræst; så skal man holde sig væk og opfordre alle sine medkristne til at blive militærnægtere.
Men som jeg i sin tid altid sagde til mine soldater: "Derved ville vi jo også pådrage os et ansvar". Jeg understregede imidlertid også altid, at vi altså holdt Gud uden-for! Hvad vi gjorde, var helt på eget ansvar. Som det mindste af to onder. Og at vi måtte bede Gud om tilgivelse for det, hvis det var forkert.
Det er - og børe være - utænkeligt, at en dansk feltpræst skulle begynde at "velsigne våbnene" eller prædike krig i Guds navn.
Men hvad gør vi nu? Det er alligevel noget andet end dengang vi stod over for Sovjetunionens og Warszawapagtens massive magt.
Og det er noget, der ligner en religionskrig! Hvad skal vi gøre? (Den Kolde Krig var ganske vist også en religionskrig, for kommunismen er i virkeligheden også en slags religion).
Jeg må i min egenskab af sognepræst sige det samme, som jeg i sin tid sagde som feltpræst: Jeg ved det ikke! Måske skulle vi virkelig bare vende den anden kind til og gå i martyrdøden. Give os Gud i vold i stedet for måske at øve vold med Gud? Men det sidste skal vi som sagt under ingen omstændigheder gøre. Hvis eller når vi synes, vi bliver nødt til at sikre civilisationen mod terror, også med militære midler, så må vi holde Gud udenfor. Vi må sige, at det er noget, vi er nødt til at gøre for at opretholde vore samfund. Og vi må prøve at gøre det med så lidt lidelse og så få tab for uskyldige mennesker som muligt. Idet vi samtidig prøver at opføre os i verden på en sådan måde, at ingen med rette kan føle os som deres fjender. Og så stadigvæk: Gud i vold! I Guds varetægt!
Bent Christensen
* * *
I den periode, som dækkes af dette nummer af Kirkebladet, skal vi endnu en gang fejre vore høstgudstjenester. Og det er et storslået møde mellem himmel og jord, der her bliver tale om.
Hvis vi ser bort fra fiskene, og hvad der ellers er af godt fra havet, kommer al vor føde direkte eller indirekte fra jorden. Med nødvendig hjælp fra luften og solen!
Jorden er det medium, planternes rødder kan være i, og den indeholder de stoffer, som er nødvendige for planternes vækst.
Men så er der også luften med dens helt nødvendige indhold af kuldioxid (kultveilte) - og med skyerne, hvorfra regnen kommer.
Og endelig er der solen, som er den energikilde, der får hele det biologiske maskineri til at køre, så at kulstoffet fra luftens kuldioxid samt kvælstoffet og alle de andre nødvendige stoffer fra jorden kan blive sat sammen til de ny organiske stoffer, den pågældende plante og dens frugter eller frø består af, altså også kornplanten og dens kerner.
Sådan kan den jordiske side af sagen kort beskrives på grundlag af den biologiske viden, vi har i vor tid.
Men i alle årtusinderne forud har man også haft et religiøst forhold til det, der foregik på markerne.
I hedensk tid var der dog nærmest tale om en form for magi, hvor det hele gik ud på at få en gunstig indflydelse på de naturkræfter, man opfattede som guddomme.
Det var først med det fantastiske og helt enestående gennembrud, der skete ved det israelitiske folks dannelse, der kom et helt anderledes perspektiv ind. For første gang i menneskeslægtens historie fik man et begreb om, ja, en tro på, en Gud, der virkelig var Gud, en evig personlig magt hinsides verden, men hele verdens, hele tilværelsens Skaber og Herre.
Og næsten halvandet årtusind senere åbenbarede denne Gud sig så i Jesus, Marias Søn. I Ham kom Guds Rige nær, Paradis opladt på ny. Derfor er den kristne høstgudstjeneste så uendelig meget mere end de gamle hedningers forsøg på at sikre frugtbarheden. Her kommer vi med vor tak for høsten ind i Evangeliets store og helt nye sammenhæng, hvor "høsten her" på een gang er vort livs næring her og nu og et symbol på den store himmelske høst.
Bent Christensen
Umiddelbart før prædikenen på 7. søndag efter trinitatis, den 29. juli 2001, oplæste undertegnede redaktør og sognepræst følgende erklæring - som altså hermed også fremsættes over for alle Kirkebladets læsere, dvs. for hele pastorats-menigheden:
"I anledning af, at jeg på det sidste har ført mig meget kraftigt frem i den fremmedpolitiske debat, har jeg i en orientering til de tre menighedsrådsformænd fremsat en erklæring, som jeg nu også vil fremsætte over for jer, som er forsamlet til gudstjeneste her i dag:
Ingen kan beskylde mig for at have en dårlig forståelse af kirkens og menighedens væsen og af sognepræsteembedets stilling i den. Jeg er også helt klar over, at fremmedpolitikken er et højspændt område, hvor meningerne er stærkt delte, både i befolkningen og i folkekirkemenigheden. Derfor er jeg overbevist om, at I vil have fuld tillid til, at jeg - med de synspunkter, jeg nu er stået frem med - fortsat vil se det som min selvfølgelige opgave at være kristen præst i den lokale kristne menighed - for ALLE dens medlemmer. Det er i hvert fald ikke mig, der frakender folk kristennavnet, fordi de mener noget andet end jeg selv. Jeg vil gøre alt for at holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne, kirkebladet og i det hele taget min embedsvirksomhed som sognepræst her i pastoratet. - Enhver må høre Evangeliets tiltale, og så på eget ansvar gå ud og handle derefter i såvel sin daglige som sin politiske praksis".
Når jeg siger, at jeg vil "holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne" osv., så betyder det først og fremmest, at man trygt skal kunne gå i kirke her i pastoratet uden at skulle frygte at blive udsat for en fremmedpolitisk brandtale, og at man heller ikke skal frygte, at se den slags i Kirkebladet, ligesom man også trygt vil kunne henvende sig til mig i alle anliggender, lige fra ny dåbsattest til den mest alvorlige sjælesorg, selv om man er vildt uenig med mig på det fremmedpolitiske område.
Ligeledes betyder det, at jeg vil være ekstra forsigtig, når fx søndagens evangelium peger i retning af denne problematik, hvad det jo tit gør. Men det er gået op for mig, at det jo også ville være forkert, hvis jeg så bare gik udenom. Navnlig fordi den udvikling vi er inde i, under alle omstændigheder vil komme til at få stor indflydelse på vor fremtid som evangelisk-luthersk kirke i Danmark. Og det er i hvert fald noget helt andet end bare fremmedpolitik. Hvortil kommer, at alle i den danske kirke af den nuværende situation bliver tvunget til at forstå kristendommen i forhold til islam på en helt anden måde, end det var tilfældet før.
Det bliver altså ikke så let. Men det, jeg lover, er, at jeg vil gøre mit yderste for, at den virkelig store og voldsomme debat, den vil blive ført ude i "det store offentlige debat-rum" og ikke inde i selve pastoratets sammenhæng, ligesom jeg også vil gøre mit yderste for at optræde som præst på en sådan måde, at ALLE i menigheden vil kunne være trygge derved - også selv om jeg i prædikenerne vil kunne blive nødt til at komme ind på nogle ting og tale om dem på en måde, ikke alle vil være enige i. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at "prædike sterilt"! Men det afgørende er, at vi ALLE lader os være under selve Evangeliets tiltale.
Bent Christensen
* * *
Artiklen om Pinsen og Kirken i forrige nummer sluttede med et ultrakort overblik gennem een spalte over kirkehistorien fra apostelen Peters prædiken på selve den første og grundlæggende pinsedag og frem til den helt aktuelle situation i Folkekirken lige netop nu, hvor kirken på en hidtil ukendt måde begynder at blive synlig som en særlig størrelse, og hvor den tilsvarende fremtræder som del af det store globale fællesskab, der blev indstiftet den første pinsedag. Og artiklen sluttede med en bebudelse af en fortsættelse ved en senere lejlighed. Som altså er allerede nu!
Den egentlige pinse-beretning i Det Ny Testamente er det stykke af Apostlenes Gerninger, der høres som "lektie" efter første tekstrække ved gudstjenesten pinsedag (Apostlenes Gerninger 2,1-11). Men der er jo også evangeliet efter første tekstrække til 1. søndag efter påske: Johannesevangeliet 20,19-31. Her berettes der om, hvordan den Opstandne allerede om aftenen påskedag blæste ånde i disciplene og sagde "Modtag Helligånden!". Desuden er der meget "pinseevangelium" i den del af Johannesevangeliet, som kaldes "afskedssamtalerne" (Johannesevangeliet kap. 13-17), og som vi hører på de sidste søndage før pinse, altså som en slags "bebudelsesevangelier" om pinsen. Men ellers er det jo hele resten af Det Ny Testamente, især Apostlenes Gerninger, der er "pinseevangeliet", altså de første vidnesbyrd om kirkens liv under pinsens virkelighed og de første eksempler på udfoldelsen af, hvad det var der var blevet sat ind i verden ved Jesus fødsel, liv, død og opstandelse. Hvorefter fortsættelsen så følger i hele Kirkens historie.
Ja, sådan må man virkelig sige, hvis "det med pinsen" ikke bare skal blive en helt uvedkommende abstrakt tale om "Helligånden" og "Treenigheden".
Men man skal jo ikke læse ret meget i kirkehistorien - eller i "Kristenhedens" historie - før man må sande, at det skal der altså en stærk tro til! For det er virkelig anfægtende, dvs. et sværdslag mod troen, at stifte nærmere bekendtskab med, hvad de, der skulle være de kristne, altså Kirken, har gjort, ikke alene mod deres ikke-kristne medmennesker, men også mod hinanden indbyrdes.
Og det er noget af en smagssag, om det skal ses som en trøst eller som en endnu større anfægtelse, at sådan har det været lige fra den allerførste begyndelse, også i selve inderkredsen omkring Jesus, "de tolv": magtkampe, skænderier, splittelse osv.
Men det kan faktisk være en slags trøst at læse i de nytestamentlige skrifter om alle problemerne i den ældste Kirke. For så er det da ikke os i fx vore dages danske Folkekirke, der er specielt ukristelige!
Men det er da stadigvæk et meget pinefuldt spørgsmål, hvorfor Guds børn i Kirken er så slemme, som de rent faktisk har været lige fra de allerførste disciples dage af, og altså hvorfor Evangeliets virkninger ikke har været og er stærkere blandt og i os kristne.
Men over for disse spørgsmål, kan vi kun sige, at kristendommen altså er det bedste, vi har - under de vilkår her i verden, der altså åbenbart er, som de er, og som i hvert fald ikke bliver anderledes af, at vi forkaster kristendommen.
Men så er det altså heller ikke værre! I hele den udfoldelse af kristendommen, der er tale om i kirkehistorien, er det trods alt ikke de dårlige ting, der fylder det hele. Man må tværtimod sige, at kristendommen trods alt har haft mange gode virkninger, såvel for så vidt angår hele den måde, vi lever med hinanden på, som for så vidt angår hele den kulturelle udvikling i videste forstand.
Og det allervigtigste er, at det er så helt, helt klart og tydeligt, hvordan de dårlige ting strider mod alt, hvad Jesus kom med! Det er umuligt at pege på bare een af dem som en følge af, hvad Jesus har gjort og sagt! Den mest skarpe ammunition til at kritisere de kristnes gerninger, den får man altså fra kristendommen selv. Der er intet af det onde, "de kristne" eller "kirken" har gjort, der på nogen måde kan finde sin begrundelse i eller uddrages af Det Ny Testamente. Det er alt sammen gjort på trods af, hvad der ligger i Det Ny Testamente.
Og nu står vi så her - i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Jesu fødsel - med hele Kirkens historie på godt og ondt bag os og med en fremtid foran os, der i alle henseender ser meget truende og skræmmende ud. Men vi har fået lov at tro, at Kirken vil bestå indtil verdens ende, og at så kommer Guds Rige.
Hvad den danske kirkes fremtid angår, må vi bede med salmens ord: "Er vi tusind, er vi to, / kom bekend med os vor tro!".
Og hvad Kirken som helhed angår, må vi i bøn og arbejde gøre alt, hvad vi kan, for at komme så tæt ind på livet af vore medkristne i de andre kirkeafdelinger som muligt. Idet vi ikke sætter vor lutherske kristendomsforms lys under en skæppe, men netop derfor heller ikke er bange for at lære nogle af alle de ting, vi kan lære af de andre.
Bent Christensen
* * *
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund
I forrige nummer, påskenummeret, var to af hovedartiklens afsnit forsynet med overskrifter, der stammede fra nogle af de løsblade, der indgår i vort konfirmandmateriale. Det samme gælder overskriften over hele denne pinseartikel.
Der er ikke noget billede på forsiden af pinse-undervisningsbladet. Der er bare en stor rød firkant foroven hen over hele siden - med overskriften Jesus hos os nu og ved siden af den - i en ramme:
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Forsøgene i selve teksten på yderligere forklaringer overgår ikke dette side-hoved. Tværtimod! Jesus hos os nu siger det afgørende - sammen med bekendelsen af troen på Kirken og de kristnes fællesskab.
Langfredag holdt Jesus op med at være hos disciplene i den menneskeskikkelse, han blev født med julenat.
Påskedag - og i de fyrre dage frem til Himmelfarten - viste han sig for dem som hverken mere eller mindre end Den Opstandne.
Men en af de afgørende ting, det, vi kalder "himmelfarten", betød, var, at nu holdt dette op.
Så blev det pinse - på den halvtredsindstyvende dag efter påske. Det beretter evangelisten Lukas om i sit andet skrift Apostlenes Gerninger. Og det er fra denne beretning, den ovenfor omtalte røde farve som pinsens symbol stammer: Og tunger som af ild viste sig for dem og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden ... Ilden - og dermed den røde farve - symboliserer Guds kraft og nærvær i den kristne prædiken og det kristne gudstjenestefællesskab.
Den første kristne prædiken i det, der nu er kirkehistorien, er apostelen Peters store prædiken lige efter pinseunderet, og den resulterede i, at tre tusind mennesker tog imod hans ord og blev døbt.
Den frelseshistorie, som var begyndt allerede med Abraham, havde nu fået sin fortsættelse i netop kirkehistorien. Man kan godt sige, at til jul fik Gud menneskeskikkelse i mennesket Jesus, men at fra og med pinse blev hele forsamlingen af Jesus-disciple Guds store legeme i verden.
Dette er store ord, men ikke for store. Jesus har selv sagt det med bl.a. disse ord: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer ... Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.
Når vi synes, dette er for store og for fremmedartede ord, skyldes det, at vi i tusind år har levet i et Danmark, som simpelt hen var "et kristent land". Her var der ikke nogen særlig størrelse, der var "kirken". Men sådan er det ikke mere. Og det er ikke bare "de fremmedes" skyld. Længe før de begyndte at komme, var der mange gode danskere, der lagde kristendommen bag sig, trådte ud af Folkekirken og undlod at lade deres børn døbe. I dag er kun 85% af befolkningen medlemmer af folkekirken, og dette tal vil efter alt at dømme dale støt i de kommende år. Og så bliver kirken kendelig som en særlig størrelse - samtidig med, at dens medlemmer opdager, at de i denne "særlighed" indgår i det store globale fællesskab, som blev indstiftet den første pinsedag. - Alt dette er der meget mere at sige om, på både godt og ondt, men det må vente til en senere lejlighed.
Bent Christensen
* * *
Vi tror på Jesus Kristus - pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død pg begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde
I Kirkens første århundreder stredes man en del om påskens placering på kalenderen. Problemet bestod i, at påsken jo allerede var en jødisk fest, nemlig til minde om udfrielsen af Egypten med overgangen over Det Røde Hav (jfr. tegnefilmen om Moses "Prinsen af Egypten"). Og den jødiske kalender fulgte altså månen - med måneder på 28, 29 eller 30 dage, og med en tillægsmåned, som blev skudt ind, når forskellen mellem kalenderen og årstiden blev for stor.
Den jødiske påske faldt i måneden nisan (svarende til vores april). Den 14. nisan blev påskelammene slagtet i Jerusalems tempel, og den 15. nisan spiste man så selve påskemåltidet - et helstegt lam med bitre urter og usyret brød til, til minde om situation ved udfrielsen af Egypten, hvor man jo bl.a. havde så travlt, at man ikke nåede at få surdejen med!
Og sådan fejrer de jøder, der ikke er blevet kristne, jo den dag i dag påske. Men for os kristne er den jødiske påske nu et under-lag under de begivenheder, som fandt sted på de dage, vi kalder skærtorsdag, langfredag og påskedag.
Til at begynde med fulgte man den jødiske tradition med hensyn til påskefestens placering, men på kirkemødet i Nikæa i 325 blev den kompromisløsning vedtaget, som gælder den dag i dag, nemlig, at man følger månen, men samtidig binder sig til forårsjævndøgnet, så at påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn!
Men spørgsmålet, "hvornår er det påske", kan jo også forstås som spørgsmålet, "hvornår begynder påsken", altså, om vi kan sige, det er påske allerede fra palmesøndag, eller måske fra skærtorsdag, eller om det først er påskemorgen, det bliver påske. Og her er svaret selvfølgelig, at hvis der skal tales helt rent og centralt kristent, så er det påskemorgen, det bliver påske. Når vi siger "påskeevangeliet", så er det jo også helt klart beretningen om kvindernes oplevelse ved den tomme grav påskemorgen, vi taler om.
Når der overhovedet kan være tale om et spørgsmål her, skyldes det, at der som sagt allerede var en jødisk påskefest, og at det var i forbindelse med den, de afgørende begivenheder til og med Jesu død fandt sted.
Og de første kristne - som af gode grunde alle var jøder - blev jo i mange år ved med at fejre den jødiske påske videre, om end med et helt nyt indhold, for så vidt angår det, der var sket på de dage, vi nu kalder skærtorsdag og langfredag. Og det kaldte man "påske". Dagen for Jesu opstandelse, "den første dag i ugen", lå jo efter den jødiske påskefest. Men efterhånden som tiden gik - og efter at Templet i Jerusalem var blevet ødelagt - blev det opstandelsesdagen, påskenavnet ganske særligt blev knyttet til, den dag, der ligger bag alle de små opstandelsesdage, som alle de følgende søndage er.
Men når vi i dag har det som et spørgsmål, hvornår vi kan begynde at sige påske, så er det næppe den jødiske baggrund, vi tænker på, men hele den sammenhæng af begivenheder, hele det drama, som udgøres af forløbet fra og med palmesøndag, til og med påskedag. Og vi kan da også godt sige, at disse otte dage er den kristne påske i videre forstand - hvor påsken i videste forstand så også er tiden helt frem til Kristi himmelfart og pinse.
Men eet er alle disse kalender- og andre tids-forhold. Hvad med indholdet? Ja, hvad med de to store spørgsmål, som skal berøres i resten af denne artikel:
Dette og det følgende overskrifts-spørgsmål er taget fra to af de løsblade, der indgår i vort konfirmandmateriale. På forsiden af det første blad vises et udsnit af et korsfæstelses-billede: Jesu hoved med tornekronen samt hans skuldre og bryst.
I de svar, der gives på spørgsmålet, hvorfor Jesus skulle lide og dø, peges der på, at han var fremtrådt som en, der tilsyneladende nedbrød respekten for de overleverede lovregler, og at han omgikkes samfundets udstødte, de som havde gjort sig skyldige i alle mulige synder og ugerninger.
Endnu værre var det, at han også skuffede folkets forventninger til den Messias-frelserkonge, de i århundreder havde ventet på.
Og det allerværste var, at han ved at tilsige mennesker syndernes forladelse og ved mange andre af de ting, han gjorde og sagde, gjorde sig til Guds repræsentant, ja, til Guds søn
- en frygtelig gudsbespottelse!
Men alt dette er jo kun sådan nogle årsager. Hvad var den dybeste mening med Jesu lidelse og død?
Det korteste svar på dette spørgsmål er, at hermed gik han helt ind i centrum af den ulykke, der ved syndefaldet er kommet over menneskeslægten, for i total solidaritet med os at sprænge Syndens og Dødens og Djævelens magt, og for at hele bruddet mellem os og Gud.
Men uden Jesu opstandelse påskemorgen vil det slet ingen mening have at diskutere, hvad hans død, betyder. Derfor er det spørgsmålet på det følgende undervisningsblad, der er det altafgørende, og dermed også det helt store og helt centrale påske-spørgsmål:
Over dette spørgsmål er der et fotografi af "Havegraven", et delvis tilmuret hul i en klippevæg, og det er på forunderlig vis lykkedes fotografen af få et lille stykke bevoksning til at stå helt i forgrunden - med nogle blomster, der ser ud som liljer - hvorved der allerede er forkyndt meget: "Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod!".
I teksten under billedet peges der på en af de helt afgørende grunde til, at vi - trods alle de indvendinger, det jo er så let at komme med - kan tage påskens opstandelsesbudskab til os, og det er, at det næsten ikke er til at forklare, hvordan Jesu disciple med så stor kraft og så stort mod efter påske og pinse kunne gå ud i bogstavelig talt al verden og forkynde hans opstandelse, hvis de ikke faktisk havde oplevet den. Prøv og se på kortet over kristendommens udbredelse i de første århundreder, næste gang I kommer i konfirmandstuen!
Så kan man i øvrigt gøre sig alle mulige tanker om, hvad der egentlig er sket. Det kommer vi alligevel aldrig til at forstå. Men et eller andet helt enestående har disciplene altså oplevet. Vi kan kalde det et stort livets og håbets nedslag i dødens verden, et stort tegn på, at livet er stærkere end døden, sandheden stærkere end løgnen, og kærligheden stærkere end ondskaben.
Bent Christensen
* * *
På samme måde som det i traditionel forstand først er i den kommende nytårsnat, vi går ind i det 21. århundrede og dermed i det tredje årtusinde, er det også i den kommende julenat, der er gået 2000 år siden det tidspunkt, vor tidsregning sætter som Jesu fødsel
Ja, netop Jesu fødsel - med den måde, vor tidstegning bygger på den - måtte vi fejre med særligt eftertryk allerede sidste år. For det var jo julen i kirkeåret 1999/2000, hvor hele verden i stor stil fejrede det "tal-magiske" tusindtalsskifte, skiftet fra ettallet og de tre nitaller til totallet og de tre nuller. Det var klart, at denne jul, som var forudsætningen for hele den såkaldte millennium-fejring, måtte fejres særligt.
Men i år er julen jo den jul, som er forudsætningen for det i traditionel forstand rigtige årtusindskifte. I traditionel forstand er det nemlig nytårsdag 2001, der er den første dag i det 21. århundrede og dermed i det 3. årtusinde! Og hvis vi giver os til at regne på det, kan vi også godt se, at det er i julenatten 24.-25. december 2000, der er gået 2000 år siden det tidspunkt, vor tidsregning sætter som Jesu fødsel.
Dertil kommer - som det allerede blev refereret i sidste nummer af Kirkebladet - at man i Den Romersk-Katolske Kirke (som vi i den slags sager godt kan skele til) opererer med begrebet "jubelår" eller "det store jubilæum 2000" - som indledtes julenat 1999 og slutter på helligtrekongers dag, den 6. januar 2001.
Kirkeåret 1999/2000 blev indledt med en udvidet 1. søndag i advent-højmesse i Musse Kirke, og juIenat 1999 fejrede vi en tilsvarende julenats-messe i Døllefjelde Kirke - med et glædeligt stort antal deltagere og en helt særlig stemning. Som det fremgår af gudstjenesteskemaet på bagsiden, vil vi fejre både 1. søndag i advent og julenat på tilsvarende måde i år. Det bliver i henholdsvis Herritslev Kirke og Musse Kirke.
At disse højmesser er "udvidede" vil sige, at alt, hvad der er angivet såvel i selve vor ritualbog som i Tillægget til den, bliver brugt. Der vil blive uddelt fuldstændige tekst-blade ved begge gudstjenester, så det bliver nemt at følge med.
De ekstra ting, der bliver tale om i forhold til den højmesse, vi fejrer på de almindelige søn- og helligdage, er følgende gamle gudstjenesteled og udvidelser:
- Kyrie (Herre, forbarm dig).
- Gloria (Ære være Gud i det højeste).
- Kirkebøn for alteret med menighedssvar.
- Udvidet indledning til nadverliturgien, hvor menigheden på præstens opfordring: Opløft jeres hjerter til Herren, svarer: Vi opløfter vore hjerter. Og på præstens opfordring: Lad os takke Herren vor Gud, svarer: Det er værdigt og ret.
Vi må håbe, at der møder lige så mange op til julemidnatsmessen 2000, som der gjorde sidst. For det er noget helt særligt at være til stede og opleve, så bogstaveligt som det kan lade sig gøre, at
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med eet der blev at skue
een så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.
Eller som det lyder i en anden, mindre kendt, men storslået julesalme:
Født er han ved midnatstid,
skabte sol og måne,
han, som ejer verden vid,
hus i stald vil låne;
han, som på skyerne
ager blandt stjernerne,
svøbes som de spæde!
Ham, som på dommedag
taler med tordenbrag,
nu man hører græde!
Der er her citeret fra Salmebogens nr. 113 og 88.
* * * * * * * * *
Herefter er kun to artikler fra ældre kirkeblade
sat på denne side - nemlig to, der har med
sognepræstens Grundtvig-studium og disputats at gøre.
Den ældste (nederste) artikel er fra tiden umiddelbart efter udgivelsen af sognepræst Bent Christensen Grundtvig-disputats og har titlen "Disputatsen udkommet" (fra 11 årgang nr. 5, juli/august 1998).
Den yngste (øverste) er fra det nummer, der udkom op til 3. søndag efter påske 2000, og det har titlen "Pinsen i to digte af Grundtvig" (fra 13 årgang nr. 5, maj/juni 2000).
Hvad angår baggrunden for Grundt-vigs store digt fra 1824 "Nyaars-Morgen", kan vi gå tilbage til året 1819, som var et meget negativt år i Grundtvigs liv. Det var fx i dette år, han ophørte med at udgive tidsskriftet "Danne-Virke".
I fortalen til "Nyaars-Morgen" betegner Grundtvig selv dette år, som intet mindre end en slags døds-år for ham! Medens han arbejdede alt, hvad han kunne, for en kristelig og kulturel genrejsning af det danske folk, følte han sig omgivet af en ligegyldighed, som efterhånden blev til "bidende, skjærende Kulde".
Og denne ligegyldighed smittedes Grundtvig af, så han ikke alene blev lunken for sit egen gerning, men "omsider ogsaa døde hjertelig".
Men Gud gjorde ham levende igen, nemlig derved, at han igen kom til at virke som præst.
Palmesøndag 1821 blev Grundtvig indsat som præst i Præstø-Skibbinge, og allerede fejringen af påsken 1821 gav ham mod til at bekæmpe døden både i og omkring sig "med Opstan-delsens Haab".
I. søndag i advent 1822 blev Grundtvig indsat som præst ved Vor Frelsers Kirke i København, og året efter, under arbejdet med prædikenen over epistelen til 1. søndag i advent 1823 "gennemlynede" det ham, at "Natten var forgangen og Dagen kommet nær" (jfr. Rom. 13,12).
Men det var i påsken 1824, Grundt vig oplevede den endelige opstandel-se fra den død, han var faldet ned i i 1819. Herom vidner den gentagne anvendelse i "Nyaars-Morgen" af ord og udtryk som "Dag-Røde" o. lign. Ja, det er jo også denne påske-opstandelse, der ligger bag selve dig-tets titel. Men ved pinsetide 1824, "da følde jeg først, liflig gjennemglø-det, at for mig var oprundet en vel-signet Nyaars-Morgen i Skjær-Sommer". Og det var nu, Grundtvig "greeb Rim-Staven" og gav sig til at nedskrive det syn, han var begyndt at se ved påsketide. Herom vidner alle-rede digtets syvende strofe:
At Natten er svundet,
Med Skyggernes Hær,
Og Solen oprundet
Til heltelig Færd,
At glødende Voven
Har favnet dens Glands,
At straalende Skoven
Den byder sin Krands,
At liflig min Tunge
Har Lyst til at sjunge,
Det ingen aftrætte mig skal!
Og her er solen jo i virkeligheden påske-solen, dvs. den opstandne Kristus selv, som Danmark nu vil modtage, idet havet gløder og skoven stråler. Ja, skoven er et billede på den danske menighed. Det gælder også i strofe 19:
I Kveld var det broget,
I Nat var det tyst,
I Morges fuldtaaget,
Men nu er det lyst;
Hvad Dagen skal bringe,
Det gjættes vel kun,
Dog ei bredes Vinge
For Intet i Lund,
Og altid en Gjerning
Det spaaer, naar Guld-Terning
Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!
Bladtavlebordet, "skakbrættet" af blade, er trætoppene i den skov, som altså i virkeligheden er et billede på menigheden, og guldterningen er (pinse)solens ståler. Dagningens pinseterning er kastet! Og fuglen, der breder vinge er digteren (Grundtvig), som nu stemmer i med sin nye sang!
I det digt, som ligger bag salmen "O kristelighed", lyder strofe 7-9:
O, Kiærligheds Aand!
Lad barnlig mig kysse din straalende Haand
Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,
Og rører vort Øie med Fingre som Guld,
Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand
Det deilige Land!
O himmelske Navn!
Som aabner for vores din hellige Favn,
Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,
Og levendegiøre det visnede Løv,
O lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,
At Gud mig kun seer!
Om bl.a. disse strofer skriver daværende formand for Grundtvig-Selskabet professor Christian Thodberg (af læserne måske bedre kendt som "kongelig konfessionarius", kongehusets præst!) i Grundtvig-Studier 1986 under titlen "Grundtvigs skovoplevelse i 1811".
For efter at Grundtvig onsdag før pinse 1811 var blevet ordineret i Københavns Domkirke for at kunne blive sin fars kapellan, rejste han med dagvognen hjem til Udby - men gik det sidste stykke vej til fods og kom herunder igennem en skov. Her satte han sig - i et anfald af mismod - på en sten, tog sin Bibel frem og læste 1. Kor. 15,55-58: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? ...". Efter at have knælet i bøn, rejste han sig, og nu kunne han med frimodighed og fortrøstning se sin præstegerning i faderens pastorat i møde.
Om denne oplevelse som baggrund for de her citerede strofer af "O deilige Land" skriver Christian Thodberg:
"Det lønner sig gang på gang at forsøge en meget kontant tolkning af Grundtvigs billedbrug. Det er i strofe 7 bemærkelsesværdigt, at den Helligånd nedrækker sin hånd til barnligt kys og med gyldne fingre rører øjet, så det kan se det dejlige land; billedet er enestående hos Grundtvig. Når Grundtvig bruger udtrykket hånd i betydningen Guds hånd, tænker han ofte på håndspålæggelsen lige efter dåbshandlingen (Den Danske Salmebog 373,2) eller ved konfirmation (DDS 407). Med tanke på [et digt til vennen F.C. Sibbern, hvori Grundtvig skildrer sin skovoplevelse, og som Thodberg udførligt bygger på] kan man inddrage håndspålæggelsen ved præstevielsen:
Der Brødrene udstrakte højre Haand,
For det med Suk af Herren at begjære,
At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand
Miskundelig paa mig neddale vilde.
"Umiddelbart efter disse linier i digtet fortæller Grundtvig om oplevelsen i skoven, hvor Herren selv ved særlig indgriben bekræfter ordinationen. Det er ved denne lejlighed, hans øjne åbnes for barndommens sydsjællandske paradis som et billede på generhvervelsen af barndommens tryghed, dvs. et ubrudt liv under Guds varetægt. I en nyudsprungen bøgeskov kaster solen sine stråler ned i smalle striber! Er det ikke muligt her at se billedet af den hånd med fingre som guld, der rammer den knælende Grundtvigs hoved? Det sker i skoven, som han siden elsker dobbelt (1833-prædikenen)!".
Bent Christensen
* * *
Som det fremgik af Folketidendes dækning af begivenheden, var det den 4. juni, "præstens Grundtvig-disputats" udkom:
"Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement".
I den anledning skal først nedenstående fra forordet gengives her i bladet:
Ved udgivelsen af nærværende arbejde ønsker jeg at takke nedennævnte institutioner og personer for støtte, hjælp og venlighed, såvel gennem hele forløbet siden "Fra drøm til program" som nu i forbindelse med udgivelsen:
... Kirkeministeriet for to orlovsperioder på henholdsvis tre måneder og otte uger.
Lolland-Falsters Stift for bidraget til den sidste orlovsperiode.
Biskop Thorkild Græsholt, biskop Holger Jepsen og provst Nils Roland for den fortsat udviste velvilje og opmuntring i forbindelse med min præstegårdsteologiske aktivitet.
Menighederne og menighedsrådene i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat for den fortsatte interesse og forståelse [fremhævet her].
Centralbiblioteket i Nykøbing F. for usvækket venlighed og effektivitet.
... Grundtvig-Selskabet for, at også denne bog er kommet til at indgå i rækken af "Skrifter udgivet af Grundtvig-Selskabet".
Statens Humanistiske Forskningsråd for støtte til udgivelsen.
Døllefjelde, januar 1998. Bent Christensen.
De læsere, der har set min første Grundtvig-bog, vil huske, at denne bogs omslag var udformet som eet stort billede af - som det hedder i teksten dertil - "Udby Kirke midt i det sjællandske landskab".
Denne gang lyder teksten: "Billedet på omslaget viser Sorø Akademi ved den skovkransede sø i det sjællandske landskab. Grundtvigs drøm om et dansk folke-universitet".
Og hvorfor netop dette billede? Jeg ville også hellere have haft et andet. Problemet var bare, at den bygning, jeg ville have haft, ikke findes!
Bogen handler jo om "Grundtvigs Vidskab". Og der er altså her ikke tale om en trykfejl. "Vidskab" er Grundtvigs betegnelse for den menneskelige erkendelsesaktivitet overhovedet, medens ordet "videnskab" forbeholdes de enkelte fagvidenskaber.
Og hvad det allerøverste lag i denne aktivitet angår, foreslog Grundtvig, at de nordiske lande i fællesskab oprettede et "superuniversitet" i Göteborg (byen i det hjørne, hvor Danmark, Norge og Sverige mødes). Her skulle så en to-tre hundrede af Nordens bedste videnskabsmænd gå og lave lige, hvad de ville, dog med den "undervisningsfunktion", at "gæster" af forskellig art kunne komme og høre på og deltage i samtalen. Men denne plan er indtil nu ikke blevet ført ud i livet.
Det er Grundtvigs plan om at gøre Sorø Akademi til en folke-højskole, dvs. et folke-universitet, heller ikke blevet. (I stedet kom alle de mange små folkehøjskoler rundt omkring i landet). Men bygningen er der. Og den har så kunnet give det omslagsbillede, der bedst muligt illustrerer, hvad det var for en sammenhæng Grundtvig forestillede sig.
På omslagets bagside har forlaget og jeg givet følgende præsentation af bogen:
Denne bog er en fortsættelse af "Fra drøm til program", som udkom i 1987, og som var en undersøgelse af, hvilken betydning Grundtvig tillagde det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning.
I denne fortsættelse er det den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, der er tale om. Med til dels overraskende resultater ...
På den ene side påvises det, at en absolut topvidenskabelighed (af humanistisk-livstydende karakter) er det øverste lag i den altomfattende kultursammenhæng, Grundtvig drømte om og arbejdede for.
Men på den anden side gøres der udførligt rede for, hvordan både indre, helt centrale saglige og positive faktorer, og ydre, til dels meget negative faktorer, bevirker, at Grundtvig fra o. 1835 mere og mere koncentrerer sig om det danske folkelivs bevarelse, opvækkelse, "levelse" og oplysning - med Grundtvig selv i centrum som den store kirkelige og folkelige "totaldigter".
Så vidt denne præsentation af bogen. Forsvaret finder sted fredag den 4. september på Københavns Universitet.
På et møde i konfirmandstuen den 21. oktober vil jeg fortælle mere indgående om bogen - krydret med afsyngelse af de dertil svarende Grundtvig-sange.
Bent Christensen
* * *
Hovedartiklen i dette nummer var:
I sidste nummer af det grundtvigske "Dansk Kirketidende" skriver universitetslektor Hans Hauge, den ene af bladets to redaktører, i lederen SET HERFRA bl.a.:
Jeg har allerede bekendt, at da jeg boede i forstaden, vendte jeg om, hvis jeg så mange biler foran kirken. Det var et alarmsignal, der sagde: Barnedåb og dermed kaos... I Domkirken i Århus er der mulighed for, at dåbsgæsterne kan drukne i det store rum... Der var forleden fire børn, der skulle døbes. Det gik vel rimeligt godt med den første, for da den var færdig, forlod barn og familie kirken. Nu var det overstået. Det samme skete med de tre næste. Der blev sikkert nogle tilbage, og nogle kom vist ind igen. Men nu er der lige det med fadderne og tiltalen. Den kom, men der var jo ingen faddere, for de var der ikke...
Næste søndag i en anden større kirke. Igen var der mistænkeligt mange biler. Og ganske rigtigt. Øverste ende fyldt med festklædte og masser af bedsteforældre og børn, vinken og hilsen og megen munterhed; nederst menigheden. Der var uendelig megen snakken, næsten som når præster er i kirke i flok... Igen fire stk. dåb. Og dertil en evig vandren frem og tilbage. Oppe foran alterskranken stod en far og kastede et barn op i luften. Der var en del tilskuere, og de gik selvfølgelig efter, at deres lille Ole var færdig...
Et lille praktisk teologisk råd: Hvad med om præsten lod være med at spille Jesus? Jeg kan ikke finde, hvor det står i Salmebogen, at hvis der er børn tilstede i kirken, så er de velkomne til at komme op til døbefonten”.
Det siger sig selv, at jeg mener, Hans Hauges beretning og kommentarer rører ved et problem, som i en eller anden grad er fælles for hele Folkekirken. Men jeg vil skynde mig at sige, at det langtfra er alt i denne leder, jeg kan identificere mig med.
For det første må jeg sige, at nok er vi ikke ligefrem berømte for vores kirkelighed her på Østlolland, men vi har dog i høj grad bevaret en vis form for "landlig tugt", en trods alt ret indgroet respekt for de hellige eller højtidelige ting. Vi har aldrig her hos os oplevet en sådan gennemgående mangel på respekt for det, der foregår i gudstjenesten.
Og for det andet vil jeg sige, at normalt er jeg en stor Hans Hauge-fan (han skriver fx også nogle både skarpe og fornøjelige radio- og TV-anmeldelser i Kristeligt Dagblad), men her synes jeg, han er blevet for sur! Og ikke bare i almindelig menneskelig forstand. Jeg mener også, han taler om problemet på en måde, der kan ses som udtryk for en forkert kirkelig holdning.
Ingen af kirkebladets læsere kan være i tvivl om, at undertegnede kan være endog særdeles kritisk over for vor måde at være folkekirke på her i Danmark. Og jeg gentager: Der er et problem her. Men altså ganske særligt i byerne. (Vi ser det også i forbindelse med de efterhånden mange helt ulækkert store og fine "selviscenesættelsesbryllupper").
MEN - det nytter ikke at blive så sur og fornærmet, at man (i hvert fald tilsyneladende) mister solidariteten med alle de andre i den menighed, det kirkesamfund, som Folkekirken er. Der er selvfølgelig mange, der ikke selv er særligt bevidste om dette forhold. Men hvis man selv synes, man hører til de bevidste, må man utrætteligt gøre sit til, at bevidstheden om, hvad det vil sige at være døbt ind i kirken - og at lade sine børn døbe ind i kirken - udbredes og styrkes. På en positiv og kærlig måde. Hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at man lejlighedsvis kan tale endog særdeles skarpt og kritisk mod fx tendensen til at opfatte selv dåbens sakramente som bare en slags offentlig service til borgerne og som en festlig og "romantisk" garniture til vigtige begivenheder i ens familie.
Det eneste problem, vi har fået ind på livet det seneste par år, er, at moderne børn afgiver mere lyd, end det var tilfældet for blot få år siden. Og det problem må vi prøve at, som man siger, "forholde os til".
Nu er I forhåbentlig alle sammen klar over, at hvis der er nogen, der er børnevenlig, så er det undertegnede. (Derfor føler jeg mig fx også kun lidt ramt af Hans Hauges afsluttende hip til os præster. Faren er der altid, og vi skal passe på. Men lige netop det med, at de mindre børn kommer med op til døbefonten, mener jeg er meget værdifuldt, en slags "minikonfirmation").
Vi skal alle være tolerante mht. mindre børns lyde under gudstjenesten. Bl.a. fordi det er så uhyre vigtigt, at de små bliver fortrolige med kirken og gudstjenesten. MEN - der er et punkt, hvor det ikke længere er et spørgsmål om tolerance eller ej, men hvor det er selve gudstjenesten, der står på spil! Selve det, at det begynder at blive umuligt for kirkegængerne at høre, fx hvad der bliver sagt i prædikenen!
Men hvad skal vi så gøre? - Det er såre enkelt. Når forsøgene på at berolige de små ikke længere slår til - og det er ikke let; jeg har selv fire børn og to børnebørn - må mor eller far simpelt hen tage barnet på armen og gå ud og vende en tur i våbenhuset eller udenfor. Så kan man altid vende tilbage igen. Det sker der ikke noget ved. Bare forældrene er opmærksomme på, hvornår det er selve gudstjenestens redning, det gælder. Og det er fortsat vigtigt, at de små kommer med. Vi skal bare være både tolerante og hensynsfulde alle sammen. - BC
* * * * * *
FRA DET
BORNHOLMSKE ”KIRKEHILSEN”
Et for en del
bornholmske sogne, deriblandt mine egne Pedersker og Poulsker,
fælles kirkeblad. Jeg skrev i dette blad fra nogle måneder efter min
indsættelse i november 1971, nemlig fra martsnummeret
1972, til min fratræden i maj 1974. Dog kun nogle få
gange rigtige artikler i den fælles del af bladet, men jo hver gang på
bagsiden, som var det enkelte pastorats egen.
NB!
Her som de fleste andre steder følges princippet ”ældst nederst, yngst øverst”!
For at
det ikke skal blive for tungt, har jeg besluttet at undlade ”tom linie” mellem
afsnittene i de små bagsideartikler. I ”Kirkehilsen” var nyt afsnit markeret
med indrykning.
* * *
MAJ 1974
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL (gylden), påskefestens farve (Sidste
dag i gudstjenestelisten er 6. søndag efter påske).
*
Da dette er det sidste
nummer i min tid som sognepræst i Pedersker-Povlsker, vil jeg lade både mig
selv og læserne tage afsked med bladet ved at bringe (stort set) hele dets
indhold her.
*
KIRKEHILSEN
[...]
Maj 1974
[...]
Er de så forskellige - eller
Sådan lød overskriften over en artikel, jeg stødte på i et af vore ugeblade.
Artiklen viste sig at dreje sig om følgende: Man havde stillet en gæstearbejder fra Marokko og en dansk direktør en række spørgsmål for at konstatere, om de var så forskellige - eller -.
- - -
Blandt de spørgsmål, man stillede de to, var der ét, som selvfølgelig fangede min opmærksomhed, nemlig dette: Er De religiøs?
Gæstearbejderens svar på spørgsmålet lød således: Jeg er muhammedaner. I Marokko gik jeg i moskeen og bad fem gange hver dag. Men det gør jeg ikke her. I Marokko kan man bedre, der er ikke så meget andet at lave.
Et svar, som vel nok kan give os noget at tænke på. Er det det, der er i vejen med os, at vi alle sådan er blevet slaver og stresset og jaget, så vi kommer til at forsømme vor sjæl? Trænger vi så ikke til at standse ved de ord, som han sagde, der vandrede på denne jord for snart 2000 år siden: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med [forts. s. 2]
[Boks i nederste højre hjørne af side 1:]
Husk
kollekten
Kr. Himmelfartsdag
til
Folkekirkens
Ydre Mission
-
Side 2
sin
sjæl? Eller hvad kan et menne¬ske give til vederlag for sin sjæl?
- - -
Og så er der den danske direktørs svar på spørgsmålet.
Jeg respekterer, at der er folk, der må have noget at klamre sig til. Men jeg føler ikke selv trang. Jeg trænger f. eks. heller ikke til nervepiller, for jeg føler mig ikke belastet af mit arbejde og kender ikke til stress eller mavesår.
Et frygteligt overfladisk svar. Sådan forekom det mig, da jeg læste det. Men da jeg havde tænkt lidt nærmere over det, så kom det til at stå for mig, at altså ikke blot en blind høne, men også en blind direktør kan finde et guldkorn.
Det er nemlig ramt lige i centrum, det svar. Det er netop det, vi ejer i det, som kom til jord med ham, der fødtes i en stald i Bethlehem julenat og døde på et kors langfredag. At vi har noget, vi små mennesker kan klamre os til. Det, som han Jesus Kristus udtrykker i de ord, som står i den berømteste af hans taler, bjergprædiken:
Gå ind i dit kammer og
luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i
det skjulte, skal betale dig.
Leif Lam, Østermarie.
Bibelske skikkelser
3:
SAMUEL
Navnet Samuel betyder: »Gud har bønhørt mig.« Hans moder, Hanna, havde i fortvivlelse over sin barnløshed aflagt det løfte i Herrens helligdom i Silo, at hvis hun fik en søn, skulle han tilhøre Herren alle sine dage. Hun anede ikke, at dette løfte skulle få afgørende betydning for Israels skæbne.
Hun fik sønnen og bragte ham til templet i Silo, hvor han kom i tjeneste hos den gamle præst, Eli. En nat stod den lille Samuel ved Elis leje og sagde: »Du kaldte på mig.« Da det var sket 3 gange, forstod den gamle præst, at det var Gud, der kaldte på drengen, og lærte ham at sige: »Tal, Herre, din tjener hører.« Fra den stund lærte Samuel at lytte efter Herrens røst og altid sætte den højere end sin egen vilje og sine egne tanker.
Eli og hans 2 sønner blev ramt af Guds dom og døde på grund af sønnernes ugudelighed, og helligdommen i Silo mistede sin betydning, fordi pagtens ark blev taget af Filistrene. Men i stedet blev Samuel folkets samlingsmærke; ham kunne man altid gå til; hos ham vidste man, at man fik Herrens ord at høre.
Da Samuel blev gammel, ville folket have en konge. Samuel blev skuffet; han følte sig vraget. Men da Gud sagde til ham, at han skulle føje folket, lod han sine betænkeligheder fare. Han kom også til at holde meget af den unge Saul, som Gud vejledede ham til at salve til konge. Tappert og myndigt førte han sit folk til kamp mod Filistrene, der næsten havde gjort sig til herrer i landet. Men da Saul begyndte at handle efter sir eget hoved i stedet for at adlyde Gud, brød Samuel ubønhørligt med ham, selv om det var ham en stor sorg.
Og da Samuel for anden gang måtte ud og finde en konge til Israel, lod han sig atter lede af Guds røst. Han havde gerne salvet Isajs ældste søn, der var en flot ung mand. Men Hetrens stemme lød inde i ham: »Mennesker ser på det, der er for øjnene; men Herren ser på hjertet.« Og så blev hyrdedrengen David salvet al konge, et lykkeligt valg for Israel.
Det blev Israels lykke, at det i en tid, hvor dets eksistens stod på spil, fik en mand, der altid lyttede efter Guds røst.
Henning Hansen
-
Side 3
Ydre mission - alle kristnes sag!
Broget og mangeartet
Hvis vi ved lidt om det arbejde, der udføres af de forskellige missionsselskaber i Danmark, så ved vi også, at det er broget og mangeartet. Vi behøver bare at tænke på missionshospitalerne og klinikkerne, der mange steder var og nogle steder endnu er den eneste hjælp af den art, der tilbydes mennesker. På samme måde med skolearbejdet. Både skoler og hospitaler er nu på vej til at blive overtaget af de stedlige myndigheder, men ikke engang med den udvikling - som vi da, stort set, kun kan hilse med glæde - er den kristne missions ansvar på de områder forbi. Det bliver det nok heller ikke foreløbig, så sandt den kristne kirke og mission altid vil være på udkig efter enkelte mennesker eller grupper, som bliver oversete og trænger særligt til hjælp.
Evangeliets
forkyndelse er hovedsagen
Men der er også grund til at understrege, at kirken overalt i verden har én opgave frem for alle andre - nemlig at forkynde det glade budskab om Jesus Kristus og syndernes forladelse ved Ham. Det er måske ikke en opgave, der sættes så højt, hverken i vor del af verden eller der, hvor de unge kirker og de gamle missionsselskaber gør deres arbejde. Det, der kommer i avisen, det er ikke, når præster og missionærer og andre medarbejdere i menighederne, stille og trofast, gør sig umage med at få Guds ord frem. Den del af kirkens og menighedens virksomhed er der ikke den store interesse om, den opnår ikke let verdens og nyhedsformidlernes opmærksomhed. Men der er jo heller ikke noget nyt i det, og kårene er ikke anderledes for så meget andet i samfundslivet.
Samfundsmæssigt
engagement
Lad mig sige det på den måde. Der skal ikke fra min side lyde nogen indvending imod dem, der mener, at vi ikke her til lands burde leve højt på den elendige og bunduretfærdige apartheid-politik, der drives i Sydafrika. Jeg har også kun - så langt jeg kender til det - sympati for den katolske ærkebiskop Helder Gamara, som, med stor personlig risiko, påpeger og modarbejder de helt urimelige samfundstilstande, der hersker nogle steder i Sydamerika.
Der er brug for ydre
mission
Men det må ikke fordunkle den kendsgerning, at det først og fremmest er evangeliets forkyndelse, der er kirkens og missionens sag. Det er der nok heller ikke mange, som vil benægte. Sejgt og stilfærdigt og med beskedne midler udføres det folkekirkelige ydre missions arbejde. Der er ikke meget i det, der appellerer til offentlighedens store interesse, men det gøres, for der er brug for det. I dag er det jo sådan, næsten overalt, at missionsselskaberne gør deres arbejde efter opfordring udefra. De unge kirker, som er derude, har hovedansvaret for, at evangeliet kommer videre, men det er små kirker midt i store ikke-kristne samfund, så de har brug for hjælp. Det er et ansvar ikke bare for enkelte kristne eller for missionskredse, men for hele den kristne menighed, for alle i folkekirken.
[I boks:]
15 afrikanske sangere
udvalgte fra menighederne i Tanzania
synger og spiller i
Rønne kirke
tirsdag den 21. maj
1974 kl. 19.30.
Programmet bliver afrikansk kirke- og folkemusik ledsaget af afrikanske instrumenter. Sangerne er klædte i deres hjemlands dragter.
Desuden taler missionær Anna Stubkjær Borg, som har
været i Tanzania i 23 år, og er leder af Rwantege klinik. Der optages kollekt til Det Danske Missionsselskab.
B. R. Pedersen.
2012-supplement: Det er formodentlig min gamle nabopræst og samarbejdspartner
sognepræst i Bodkilsker, senere også provst, Børge
Pedersen, der også har skrevet hele artiklen om den "ydre mission".
Der er mange ting i også denne 1974-artikel, det er yderst interessant at læse
her i 2012!
-
FRA BAGSIDEN
GUDSTJENESTER
Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny
skabning.
[Gudstjenestelisten]
[...]
Farvel og tak
Skønt denne plads ikke er til personlige meddelelser, vil jeg alligevel tillade mig at bruge den sidste bagside, jeg skal skrive, til en kombineret præstelig og personlig afskedshilsen.
Jeg flytter nu tilbage til min fødeø. Dette må være en forståelig og tilstrækkelig begrundelse for enhver bornholmer, der elsker sin dejlige ø, som også jeg holder af, men hvor min tjeneste altså har vist sig kun at blive et gæsteophold.
Men nu ikke mere om dette. For noget af det, jeg har bestræbt mig på at sige igen og igen på alle mulige måder og i alle mulige sammenhænge, er, at kristendommen først og sidst består i forholdet mellem Gud i Himmelen og hver enkelt af os. At kristendommen så også betyder, at Gud kalder os sammen til et fællesskab som Hans nye folk, kirken [2012: Her siger jeg det! Mon det er første gang?], er selvfølgelig en helt afgørende side af sagen, men netop noget, som udspringer af Guds vilje med os og ikke af, hvad vi tilfældigvis synes om hinanden. Derfor - når vi holder os for øje, at kristendom, det er, hvad der kommer fra Gud i Himmelen - så er det principielt helt ligegyldigt, at f. eks. præster kommer og går, og at f. eks. jeg af rent personlige menneskelige grunde vil hjem og virke i en sammenhæng, som jeg har rod i.
Alt dette betyder også, at hvad man end synes om præstens person, er ens plads i kirken, når der holdes gudstjeneste om søndagen.
Langt størstedelen af pladsen på denne bagside har jeg brugt til at kalde til kirke og til forsøg på at åbne op for den hele gudstjenestes rigdomme for alle menighedens medlemmer.
Og lad mig her slutte af med at sige, at vel står ethvert menneske i et gudsforhold ved simpelt hen at være til, ved at »tænke over det hele«, ved at bede, måske, ved måske at læse om kristendom i Bibelen eller andre steder. Men alt dette er kun tynd suppe i sammenligning med det, der sker, når vi møder Gud der, hvor han helt direkte kommer og taler til os og gør sin gerning med os, nemlig i gudstjenesten.
Og lad mig også sige, at jeg mere og mere er kommet til den erkendelse, at det er helt galt at »skælde folk; ud over, at de ikke går i kirke«. Det, derr skal siges til ham eller hende, der ikke har været i kirke siden konfirmationen, er langt snarere:
Også du har ret til at indtage den plads, du som Guds barn har stående parat til dig i Guds hus! Lad så dem, der sidder der i forvejen, kigge nok så meget på dig. Du er lige så meget Guds barn, som de er, selv om dine ansigtsfolder og din livsstil måske er anderledes. Og Gud kender dig i forvejen ud og ind - men tager alligevel imod dig med åbne arme!
Jamen er kristendom da kun noget med gudstjenesten om søndagen? Nej! Men kun ved at komme til livets kilde kan man gå ud til et sandt hverdagsliv i sand glæde. Kun ved at modtage livet af Gud i Ordet og Nadveren kan man leve et sundt og verdsligt liv alle ugens dage i troen på, at både kornet, der gror på marken, bajeren, man sætter for munden, og pigen, man danser med og holder om, er Guds gode gaver til en ved Jesus Kristus, vor Herre!
- - -
Hermed farvel til alle i sognene, og tak til alle, som har været med i gudstjenestefællesskabet, og til alle, som, når vi har mødtes, har givet mig et smil, et venligt ord eller en hyggelig snak.
Bent Christensen.
* * *
APRIL 1974
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet
”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL (gylden), påskefestens farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
GUDSTJENESTER
Men nu er Kristus opstået fra de døde som en
førstegrøde af de hensovende.
[Gudstjenestelisten]
Påsken og dåben
Vi har nu gennemgået den danske højmesse led for led. Eet gudstjenesteled mangler vi imidlertid: dåben. Den er blevet gemt til sidst, fordi den jo ifølge sagens natur ikke som nadveren hører med til hver eneste højmesse.
Men nu er det jo så heldigt, at det er i dobbelt forstand aktuelt at skrive og læse om dåb netop nu.
For det første er vi jo midt i den dåbsdebat, der selvfølgelig måtte komme. For hvad man end mener om dåben, så kan enhver sige sig selv, at de nuværende tilstande ikke kan vare ret langt ud på den anden side af år 2000 - hvis de varer så længe. Enten fortsætter udviklingen - og det danske folk mister sit folkekirkefællesskab. Eller også lærer man at forstå, hvad dåb og kirke betyder, og gøre brug af det.
Men den mere positive aktualitet består i, at dåb og påske både indholdsmæssigt og historisk hører nøje sammen.
I oldkirken var påskelørdag den store dåbsdag. Hvorfor? Jo, fordi det at blive døbt er at dø med Kristus og opstå med Kristus. Derfor dåb på overgangen fra Jesu dødsdag til Kristi opstandelsesdag.
»Ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.« (Rom. 6,3-5).
Og dåben til Jesu død betyder, at Jesus får ejendomsret over de døbte:
»Og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.« (2. Kor. 5,15).
Derfor er det første, der sker ved dåben efter læsningen af dåsbefalingen og »Lad de små børn komme til mig«, at barnet mærkes med korsets tegn »til et vidnesbyrd .om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.«
Og derfor begyndte selve dåbshandlingen oprindelig med, at dåbskandidaten blev fuldstændig neddykket i vandet, hvad vi stadig skal tænke på, selv om vi nu af praktiske grunde nøjes med en beskeden overøsning. Som også Luther siger i »Lille Katekismus«:
»Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster.«
Nu er alt dette om at slavemærkes med korsets tegn og dykkes og dukkes og druknes og dræbes jo ikke noget, der lyder særlig godt i det stolte og selvtilfredse mennesskes øren. Men ikke desto mindre er dette den første halvdel af dåbens betydning.
Nu er det heldigvis kun stolte og trodsige menneskes forvrængning af tingene, der får det til at se så ydmygende ud. For det er jo ret beset ingen skam at ydmyge sig for Gud, livets Herre. Men, hvad der er det helt afgørende: Dåbens anden halvdel, den, der giver det endelige resultat, er jo ophøjelsen, opstandelsen, livet. Det at være Guds korsmærkede slave er at være Guds barn og arving til det evige liv, en fri herre over alle ting.
* * *
MARTS 1974
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, fastetidens farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
GUDSTJENESTER
Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at
bryde dit brød til de sultne
[Gudstjenestelisten]
Kirkebilen kører nu igen således:
Til alle gudstjenester I Sct. Pouls, men kun den »gamle« enkelttur.
2. s. I fasten (10/3) til Sct. Peders.
Og privat kan man jo nok finde ud af at spare på benzinen og hjælpe hinanden.
DEN DANSKE HØJMESSE
21. Udgangssalme
Den sidste salme udtrykker normalt en tak til Gud for Ordet, sakramenterne, gudstjenesten, Guds kirke eller for frelsen overhovedet. Den kan dog også på anden måde - i overensstemmelse med dagens karakter - danne afslutning på gudstjenesten og eventuelt pege ud på det hverdagsliv, vi går hjem til.
Udgangsbøn
Til slut takker vi Gud for, hvad vi har modtaget, og beder om, at han vil bevare det i os, så vi kan gå ud i livet og leve med og på hans Ord, at det altid - i liv og i død - må være vor trøst.
23. Postludium
Postludiet (efterspillet) kan på samme måde som præludiet ved brug af musik med tilknytning til dagen og kirkeårstiden være en sidste understregning af den enkelte dags særlige præg.
Og postludiet er det sidste udtryk for lovprisningen. Her har organisten lejlighed til at udfolde alt, hvad han eller hun har i sig, til med orglets toner at lade takken stige mod Himlen - og glæden følge menigheden ud gennem kirkedøren.
[I boks:]
TRÆFFES
hver søndag i
kirken
Se listen på denne side
Men selvfølgelig også overalt døgnet rundt og ugen igennem som himmelens
og jordens og alle menneskers Skaber og Herre. Som Frelser dog bedst ovennævnte
tid og sted.
Gud
Hvorfor
er verden ond, når Gud er god?
Det er tilværelsens største og mest pinefulde teoretiske spørgsmål. Og
der kan intet teoretisk tilfredsstillende svar gives på det. Kristendommen har
heller ikke det teoretisk tilfredsstillende svar. Til gengæld forkynder
evangeliet en praktisk løsning, ja løsningen.
Evangeliets svar på det ondes gåde er korsets gåde. Teoretisk set er
gåde blevet besvaret med gåde. Men i livets og troens praksis bryder korset det
ondes gåde, idet det udtrykker Guds dom over bl.a. vor egen personlige ondskab
og dermed klart viser Gud som den ab¬solutte
modstander af alt ondt, og idet det samtidig udtrykker Guds tilgivelse og
frelse og dermed lige så klart viser Gud som den, der har valgt at overvinde
det onde med det gode.
* * *
FEBRUAR 1974
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, "septuagesimatidens",
"forfastens" farve (sidste dag på listen er
dog 1. søndag i fasten, 3/3).
2012-bemærkning: I dag hører jeg til dem,
der regner septuagesimatiden for en grøn
tid (jfr. valgfriheden i den gældende vejledning i Folkekirkens Ritualbog). Den
er jo en sen konstruktion, som ved Andet Vatikanerkoncil atter røg ud af det
romersk-katolske kirkeår - til fordel for tre yderligere "almindelige
søndage" i den række, som begynder efter helligtrekonger. (Selve den
romersk-katolske første søndag efter
helligtrekongers dag (6/1) kan jeg ikke komme ind på her). - NB! Der er mange
flere bemærkninger til kirkeåret og dets farver her på denne side, ikke mindst
i de ældre tekster længere nede på siden. Man kan fx søge på ordet
"violet" - men jo også på "hvid", "gylden",
"rød" og "grøn".
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Thi Gud har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig
med retfærdighed
[Gudstjenestelisten]
Kirkebilen kører således:
Til alle gudstjenester i Sct. Pouls efter planen andetsteds på denne side.
Fastelavns søndag (24/2) til Set. Peders, men forsøgsvis kun »på bestilling«. Man må altså ringe til vognmand Olsson, tlf. 98 80 28, hvis man vil med.
[NB! Oliekrisen! - Se også den følgende tekst:]
Kirkebilen
kører, så længe der er forbud mod privatkørsel, efter denne udvidede plan:
Rute 1: Afgang fra Snogebæk 40 minutter før gudstjenestens begyndelse, Hovedgaden, Dueoddevejen, Skolevejen, Munkegårdsvejen, Udegårdsvejen, Strandmarksvejen, Dyndebyvejen, kirken.
Rute 2: Afgang fra Snogebæk Vi time før gudstjenestens begyn¬delse, Povlsker vej, Krakvej, Kærvej, Skrukkegårdsvejen, Mindebovejen, Sprøjtevej, Brandsgårdsvejen, kirken.
Konfirmation 1974
Povlsker: 1. søndag efter påske, dvs. 21. april.
Pedersker: 2. søndag efter påske, dvs. 28. april.
Bemærk, at dette er ganske i overensstemmelse det princip, at konfirmationen i Povlsker falder på næstsidste søndag i april, medens den i Pedersker falder på sidste søndag i april. Dog vil sen påske skubbe konfirmationen i Pedersker hen til første søndag i maj (f. eks. i 1976).
2012-bemærkning: Som også andetsteds bemærket gjorde jeg alt for at få konfirmationen
til at ligge efter påske (og ikke fx palmesøndag, med Jesus lidelse og død
forude). Den allerbedste dag at holde konfirmation på er jo 1. søndag efter
påske - den dag, de, der i oldkirken var blevet døbt påskelørdag (jfr. at dø og
opstå med Kristus) aflagde de hvide dåbsklæder, de havde fået på, da de sted op
af dåbsbassinet, og altså dermed trådte ind i "menighedens almindelige
rækker".
[I boks:]
Har dåbsdebatten
bragt Dem på bedre tanker?
Så er der f. eks. børnegudstjeneste den 10. februar. Én gang skal jo være den første.
2012-bemærkning: Jeg har ikke haft tid til at undersøge, hvad jeg direkte har haft i
tankerne, men der var i de år en del debat om barnedåben. Der var bla. en eller
flere præster, der på forskellig vis prøvede at i hvert fald tale om, at der
burde kunne stilles nogle betingelser til de forældre, der kom og ville have
deres små børn døbt. - Men se den store
bagsideartikel i aprilnummeret 1974.
DEN DANSKE HØJMESSE
10. Hilsen
På samme smukke og indholdsrige måde, som præst og menighed ved gudstjenestens begyndelse sagde goddag til hinanden, siger de nu farvel.
2012-kommentar:
Jeg kan ikke her komme nærmere ind på hilsenens eller salutationens betydning. Men jeg
skal have undersøgt sagen nærmere, hvad jeg desværre endnu her fyrre år efter
ikke rigtig har fået gjort. For der er ingen tvivl om, at der ligger andet og
mere i dette gudstjenesteled end bare hhv. et goddag og et farvel. Der er i
virkeligheden tale om et gensidigt ønske om Guds tilstedeværelse og bistand
forud for ikke bare (for den første hilsens vedkommende) gudstjenesten som
helhed, men også for den indledende fælles kollekt-bøn, og tilsvarende for
velsignelsen til sidst. Den dag i dag bruger man jo i fx Den Romersk-Katolske Kirke også salutationen
før evangelielæsningen og nadverliturgien. Derfor er det også
"plathedernes plathed", når man nogle steder i Folkekirken (for ikke
at risikere at komme til at gøre stads af præsten) er gået over til at lade
menighedens ønske for den person, der leder gudstjenesten, lyde, ikke "Og
med din ånd", men "Og Herren være med dig" - eller "Og med
dig"!
20. Velsignelse
Den aronitiske velsignelse har været brugt i al fald de sidste knapt 3.000 år, først i Jerusalems tempel, sidenhen og indtil denne dag i den kristne kirke. Den er, siger K. E. Skydsgaard, »Israels kosteligste gave til den kristne gudstjeneste.«
»At Herren lader sit ansigt lyse og løfter sit åsyn, betyder, at han ikke skjuler sig, men er ganske nær og giver, hvad der er helt ud godt: beskærmelse, barmhjertighed og fred«.
»Når præsten nu til slut med opløftede hænder »lyser velsignelsen«, lægger han Guds navn (se 4. Mos. 6,27) med alt, hvad det betyder, på den forsamlede menighed«.
»Til sidst tegner han korsets tegn, og det betyder, at Guds velsignelse i sin fylde er givet i Jesus Kristus«.
Efter velsignelsen svarer menigheden med tredobbelt amen ligesom efter trosbekendelsen.
Amen er et hebræisk ord, som betyder: det står fast, det gælder. Dette har menigheden, blot i enkel form, også sagt til gudstjenestens to kollekter og nadverens to bønner - og har dermed udtrykt, at det kun er en praktisk formssag, at det er præsten, der lægger stemme til disse bønner.
* * *
JANUAR 1974
2012-bemærkning: Ved en fejl har i hvert
fald det eksemplar, jeg har scannet og skrevet dette ind efter, fået violet
farve. Farven burde allerhelst have været gul. Det var jo stadig jul, da bladet udkom
(første dag på gudstjenestelisten er nytårsdag). Og hvis man ville have
markeret de tre søndage efter helligtrekonger, som også er på listen, skulle
farven jo have været grøn.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet
[Gudstjenestelisten med bla. helligtrekongers dag (6/1), jfr. "mottoet"]
Kirkebilen kører således:
Til alle gudstjenester i Sct. Pouls efter planen andetsteds på denne side.
2. søndag efter helligtrekonger til Sct. Peders, men forsøgsvis kun »på bestilling«. Man må altså ringe til vognmand Olsson, tlf. 98 80 28, hvis man vil med til pastoratets gudstjeneste i Sct. Peders. Men prøv! Ring også til vognmand Olsson eller undertegnede, hvis De ikke mener at være dækket ind på de almindelige søndage.
[NB! Oliekrisen! - Se også de andre af den foranledigede
tekster:]
AKTUELLE SLAGORD
Benyt energikrisen til at få gjort noget ved åndskrisen!
*
Skal vi ud og cykle på søndag? Ja, naturligvis! Vi skal jo i kirke!
*
Det er moderne at køre kollektivt. Brug kirkebilen!
*
Med hensyn til den gudstjenesteløse varmesparesøndag: Hvornår har De sidst set nabokirken indvendig?
*
Hvornår har De sidst set Deres egen kirke indvendig?
*
I kirken er der ingen spærreregel. Man kommer ind, selv om fromheden er under 2 %.
KIRKELIVET UNDER ENERGIKRISEN
Vi fortsætter så vidt muligt normalt. Men ret til ændringer forbeholdes! Se altid for en sikkerheds skyld dagbladenes gudstjesteliste. Eller ring og spørg. Så længe der er forbud mod privatkørsel på søndage, kører kirkebilen efter nedenstående udvidede plan:
Rute 1: Afgang fra Snogebæk 40 minutter før gudstjenestens begyndelse, Hovedgaden, Dueoddevejen, Skolevejen, Munkegårdsvejen, Udegårdsvejen, Strandmarksvejen, Dyndebyvejen, kirken.
Rute 2: Afgang fra Snogebæk ½ time før gudstjenestens begyndelse, Povlskervej, Krakvej, Kærvej, Skrukkegårdsvejen, Minebovejen, Sprøjtevej, Brandsgårdsvejen, kirken.
Fyringsolierestriktionerne
tvinger os imidlertid til ikke ikke alene at sænke temperaturen i kirkerummet, men også at udelade en gudstjeneste hver vintermåned. Enhver, der ønsker det, kan imidlertid komme med til pastoratets søndagsgudstjeneste i nabokirken ved at ringe til vognmand Olsson 98 80 28. Alle har mulighed for at være med i menighedens levende lovsang og nadverfejring.
[I boks:]
Fryser De i kirken ?
Så tag uldsokker og
lange i underbukser på næste søndag!
2012-kommentar:
Dette er et af de små traumer, jeg har nogle stykker af. En af de ældre præster
i bladfællesskabet lod mig forstå, at jeg godt kunne have undladt denne
smarthed. (Han har måske allerede været træt af mine andre forsøg?!). - Men
hvad skal jeg sige til både denne, som jeg i sin tid blive gjort opmærksom på,
og de andre, som jeg selv har siddet og gjort mig mine tanker om, mens jeg har
arbejdet med denne del af siden? Jeg har jo i hvert fald villet det gode i den
forstand, at jeg i min ungdommelige iver har villet lede mine sognebørn hen til
gudstjenesten - og forkynde en glad og "livsåben" (forfærdeligt ord!)
kristendom for dem. Og jeg har jo også prøvet at leve op til det
forventningspres, der ikke mindst i de år lå på præsterne. I øvrigt vil de
læsere, der har været noget rundt på nærværende hjemmeside, kunne se, at jeg
ikke ligefrem har måttet gøre vold på min natur, når jeg har prøvet at være
"frisk". Og man vil også kunne se, at jeg helt fra begyndelsen af har
prøvet at tale om kristendommen på en måde, der svarer til, hvordan jeg indtil
denne dag (17.01.12) har forsøgt at se og forkynde den. - Jeg tænker jo på hele
min Grundtvig-forskning og den deraf fremgåede "teologi om det kristeligt
nødvendige livsengagement".
* * *
DECEMBER 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, adventstidens farve. - MEN I
Folkekirken er kirkefarven jo hvid eller gylden på
1. søndag i advent, kirkens nytårsfest.
[...]
Ikke eet fedt
Min artikel inde i bladet (s.
3).
»Høje Odin! Hvide Krist!
Slettet ud er Eders
Tvist«.
Sådan lod den unge Grundtvig et blandet kor af hedenske kæmper og kristne riddere synge i et af sine tidligste værker.
De samme ord deklamerede jeg spontant for min måbende familie en juleaften for nogle år siden.
De ganske simpelt røg ud af munden på mig, da jeg på julebordets ene ende så en fed og sprød and og på den anden ende et sødt lille arrangement med det lille Jesus-barn i en farvestrålende papkrybbe omgivet af tolv gyldne aluminiumsengle.
Nu tror den opmærksomme læser måske, at jeg hermed har villet indlede en gang bedrøvelighed om julens overhåndtagende verdslighed osv. Eventuelt moderniseret og poppet op med lidt om U-landene og alt det der.
Men, som Erhard Jacobsen siger: »Det nytter ikke noget at være sur. Det hjælper vi hverken os selv eller de andre med.« - Heller ikke kristeligt. Allermindst kristeligt.
Det var også det, en af vore biskopper udtrykte i en fjernsynsgudstjenesteprædiken, hvor han som svar på spørgsmålet, hvad vi som kristne dog skal gøre midt i al verdens elendighed og nød, sagde: »Vi kan da begynde med at være glade!«
Og hermed er vi kommet ganske nær på juleengelens ord: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket«.
Juleevangeliet er glædens evangelium. For hele folket. Julefesten er glædens fest. For hele folket.
Men så er det, at ordene fra Grundtvigs ungdomsværk melder sig:
»Høje Odin! Hvide Krist!
Slettet ud er Eders Tvist«.
For er det danske folks juleglæde ikke netop en sammensmeltning af alt muligt, hedensk og kristent? En sammensmeltning af alt godt -i en stor klump fedt. Ligesom de fedtblokke med frø og kødstumper, vi hænger ud til fuglene om vinteren?
Jo, julens glæde er mange ting. Fra ældgammel tid er julen her i Norden en fest, vi selv skaber midt i vinterens mørke, med lys og flæsk og øl.
Og en solhvervsfest. En glæde over, at året endnu en gang lod være med at styrte sammen i intethedens mørke og dødens kulde. En glæde over, at den voksende dag endnu en gang lover sommer, græs og blomsterduft.
Og som sagt. Det er ikke alene dumt, men direkte ukristeligt at se sig sur på julens stærke verdslige og grundmenneskelige elementer.
Men det er også dumt at blive hængende i fedtklumpen, i en halvflov opfattelse af julen som et underligt miskmask af hedensk og kristelig religiøsitet. Grundtvig blev som bekendt ikke stående ved den opfattelse, at Odin og Kristus, det kunne være eet fedt.
Men så er det, vi skal være klar over, at kristendom overhovedet ikke betyder, at Gud som en sur gammel herre vil tage vor almindelige juleglæde fra os. Tværtimod. Gud siger:
»Nu behøver I ikke at nøjes med glæden over, at året er vendt, og over det lys, I selv tænder i mørket. For nu har jeg ladet mit sande lys, livets lys, komme til verden.«
Og dermed kan vi selvfølgelig godt sige, at tvisten, modsætningen mellem julens verdslige, »hedenske«, og julens kristelige side er slettet ud. Dog ikke sådan, at det hele koges sammen i een gryde. Men sådan, at al den almindelige juleglæde og julehygge ikke alene bliver opfyldt af Guds glæde og fred, men også sådan, at vor verdslige julefest bliver et billede på Guds store julefest.
Ganske kort sagt: Julen i sig selv betyder glæde. Kristen jul betyder stor glæde.
Bent Christensen.
- - -
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Glæd dig i din vinter, Nord,
Kristus bringer evig sommer!
[Gudstjenestelisten - med bla. de tre "violette" adventssøndage. -"Mottoet" er tredje og fjerde linie i første vers af salmen "Glæd dig, Zion, glæd dig, jord", som (kan) synges på 1. søndag i advent]
[...]
Det nye menighedsråd
Skat A. Jensen
Holger Jensen
Flemming Kofoed (Kirkeligt Centrum)
Karl Ejner Pihl
Kirsten Thinggård Jensen (Luthersk Missionsforening)
Harriet Christiansen (Socialdemokratiet)
[I boks:]
Juletræ
Menighedsrådet indbyder alle ældre i sognet til juletræsfest i Samlingshuset lørdag d. 29. december kl. 14
En julehistorie
Der var engang en mand, der var inviteret til en stor fest i et meget fint hus. Allerede da han nærmede sig huset, boblede feststemningen i brystet på ham. Lyset fra de store vinduer strålede gyldent og varmt ud i aftenmørket. Og det var så festligt at se alle gæsterne nærme sig den store hovedindgang.
Da han kom indenfor i stuen, hvor alle gæsterne efterhånden samledes, medens man ventede på, at der skulle blive budt til bords, blev hans glæde nærmest grænseløs. Alle de mange feststemte og fint klædte mennesker, lysene og musikken stemte hans sind til stor glæde og dyb højtid. Og da der var gået en halv time, mente han, at nu kunne hans glæde ikke blive større. Nu måtte festen være forbi.
Og han gik hjem og sad alene hjemme i sin stue, medens alle de andre sad om festbordet.
- - -
De har selvfølgelig regnet ud, at denne lille historie nok har noget med den julefest at gøre, som Gud igen i år indbyder Dem til.
[I boks:]
Tredobbelt blanding?
Er det det nytestamentlige syn på »denne verden«, »denne tidsalder«, dvs. også vort liv nu i dag? Eller er kristendommen bare ét stort minus foran alle denne verdens ting? Og I hvor høj grad er Guds Rige allerede en »praktisk realitet« her og nu? Hvad siger Det Nye Testamente om disse spørgsmål? - Det er emnet for mødet i præstegårdens konfirmandstue
torsdag 6. dec. kl.
19,30
Alle, ikke mindst de spørgende og måske kritiske, er velkomne.
* * *
NOVEMBER 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens
farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes
[Gudstjenestelisten - med bla. alle helgens dag ("mottoet"!)]
Under min indkommandering til tjeneste som feltpræst 5/11-15/11
passes embedet af sognepræst T. Rossel, Åker, tlf. 97 41 03 (Pedersker), og sognepræst O. Mouritzen, Nexø, tlf. 99 21 25 (Povlsker). Men bemærk, at det er pastor Mouritzen (M), der holder gudstjenesten i Set. Peders Kirke på 21. søndag e. trinitatis.
Menighedrådsvalg
Pedersker menighedsråd er gået ind for, at der skal være valg, dels fordi man efter folketallet kun må være 6 i rådet, hvor der i øjeblikket er 7, og det vil være nemmest at løse ved et valg, og dels fordi menigheden kan få lejlighed til at udøve deres medbestemmelsesret.
Og man opfordrer herved til udvælgelse af kandidater og indsendelse af kandidatlister, senest 12. november kl. 19.
Stillingen i øjeblikket er:
3 til Kirkeligt Centrum
2 til Socialdemokratiet
1 til Luthersk Mission
1 til Indre Mission.
Kirken og det, den står for, er et klenodie, som er værd at bevare. Kirken siger velkommen til alle og fremlægger sit evangelium til vejledning, trøst og opmuntring.
Vi kommer alle hinanden ved, og kirken kommer os ved. Derfor velkommen alle til afstemning 20. november.
P. m. v.
Skat A. Jensen.
DEN DANSKE HØJMESSE
18. Kollekt
Slutningskollekten er normalt en takkebøn for nadveren. Men har der været dåb, bruges kollekten til 1. s. e. påske som slutningskollekt, idet den nemlig takker for både ordet og sakramenterne (dåb og nadver).
(Ved aftengudstjeneste og eventuelle andre gudstjenester, hvor der ikke er nadver, bedes kollekten om Ordet, i fastetiden dog fastekollekten).
Hvis der har været dåb ved en nadverløs gudstjeneste, bedes dåbskollekten, som også bedes på konfirmationssøndagen.
De store festdage har hver deres særlige slutningskollekter, ligesom der er særlige slutningskollekter til nytårsdag, høstgudstjeneste og børnegudstjeneste.
Se afsnittet »særlige kollekter« i salmebogens tekstdel. - For vil man deltage helt og fuldt i gudstjenesten, må man også være med her. Disse bønner er ikke bare noget, der skal overstås, så man kan komme hjem til maden.
[I boks:]
Fabriksskorsten og
kirketårn
Lysbilledforedrag ved sognepræst H. C. Lorentzen, Rønne.
Og samtidig en mulighed for at møde en tidligere industripræst.
Præstegårdens konfirmandstue. Torsdag den 29. november kl. 19.30.
Noter hellere i kalenderen allerede nu.
* * *
OKTOBER 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens
farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges;
og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes
[...]
DEN DANSKE HØJMESSE
16. salme efter
prædikenen.
Denne salme slutter sig normalt til prædikenen. Den understreger, opsummerer eller viderefører det, der er sagt i evangelieteksten og prædikenen. Godt er det, når menighedens sang her bliver et højdepunkt, som prædikenen har ført op til, eller en jublende tak for det budskab, der lige har lydt.
Salmen her kan også være en salme, der direkte eller indirekte fører over til nadveren.
17. Nadveren
Indtil videre bruger vi en helt kort form for nadverliturgi.
Vi begynder med en forberedelsesbøn:
»Opstandne Herre og Frelser...« (Se videre under »Ritualer« i salmebogens tekstdel).
Her henvender vi os til Gud under navnet Jesus Kristus i troen på, at Han selv er til stede iblandt os.
Nadveren er at være til bords sammen med Gud.
Og vi beder om at måtte modtage Kristi legeme og blod til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Nadveren er altså ikke bare en fest til minde om Jesu død. Den er - fordi brødet og vinen er knyttet sammen med Jesu død på korset - et synligt og føleligt udtryk for Guds tilgivelse.
Nadveren betyder det samme, som vi har hørt i salmerne, liturgien og prædikenen. Men her er det ikke kun noget, vi hører; det er noget, der sker med os. Her kan selv den mest tungnemme mærke, at han modtager noget. Her kan enhver mærke og smage, at Guds kærlighed og tilgivelse gælder også lige netop ham eller hende.
Og husk: nadverbordet er for syndere. Jo mere syndig, man føler sig, jo mere hører man hjemme ved Herrens bord.
Tidligere tiders tale om eventuelt at gå uværdig til alters og drikke sig en dom til, skyldes en skæbnesvanger misforståelse af 1.Kor. 11,27-28, som er en formaning til visse medlemmer af korintermenigheden om at dele maden med deres fattige medkristne (dengang fejredes nadveren nemlig i forbindelse med et fællesmåltid, hvor man spiste medbragt mad).
Endelig beder vi om, at nadveren må få os til at vokse i kærligheden. Nadveren er ikke alene fællesskab med Gud, men også med ens medkristne. Og vi kan ikke knæle ved nadverbordet og modtage Guds tilgivelse sammen med vor nabo, uden at det må få betydning for vort forhold til ham - om vi så har været aldrig så meget uvenner.med ham.
Efter Fadervor følger så indstiftelsesordene, de ord, hvormed den ældste menighed fortalte om indstiftelsen af det nye måltid.
Nu synges »O, du Guds Lam«, en lovsang og bøn til den korsfæstede Frelser, og umiddelbart herefter foregår uddelingen.
Nadvergæsterne sendes bort med ønsket om, at vor Herre Jesus Kristus fortsat vil styrke og bevare (»opholde«) dem ved det, de lige har modtaget. Til allersidst lyder fredsønsket: »Fred være med Eder!«
(Når det har været mig magtpåliggende at få hele gennemgangen af nadveren med i dette nummer, skyldes det ønsket om at støtte bl. a. konfirmandforældrene i den opgave, som det er for dem at lede børnene med ind i gudstjenesten og op til nadverbordet).
[I grøn boks:]
LIVET
på denne jord i Bibelens og kristendommens lys. Et af emnerne for vinterens møder i konfirmandstuen. Går De somme tider og grubler over, hvad det egentlig er for noget altsammen? - Så kom og vær med. - Første gang:
Tirsdag d. 9. oktober
kl. 19.30.
* * *
SEPTEMBER 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens
farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet
[Listen med gudstjenesterne, herunder de to høstgudstjenester]
Kirkebilen kører således:
Til alle gudstjenester i Sct. Pouls.
9/9 (høstgudstjeneste) til Sct. Peders.
At der ingen gudstjeneste er i Set. Peders Kirke på 13. søndag efter trinitatis, skyldes, at jeg da har tjeneste i Nexø Kirke i forbindelse med weekendordningen. Og sådan vil det for fremtiden blive med mellemrum, selvfølgelig skiftevis for begge kirker. Det er kedeligt; men sognesammenlægningerne kommer uvægerligt til at medføre den slags. Skaden er dog ikke så stor. Der vil som regel være plads i pastoratets anden kirke.
[Ovst. stod i boksen med gudstjenestelisten].
DEN DANSKE HØJMESSE
14. Kirkebøn
Kirkebønnens bibelske begrundelse er bl. a. 1. Tim. 2,1-2:
»Allerførst formaner jeg da til at frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger, så vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder«.
»I kirkebønnen bekender menigheden sin solidaritet med denne verden og al dens nød. Her går den i forbøn for kirken og alle dens anliggender, for hele jorden og dens folkeslag og fyrster, for land og folk, for konge og øvrighed, for alle syge og fattige, lidende og anfægtede mennesker«.
(K. E. Skydsgaard)
De er mistænkt
for at være én af dem, der generer sig for at begynde at gå i kirke - hvad vil de andre, både dem, der heller ikke plejer at gå i kirke, og dem, der sidder der i forvejen, mon tænke, tro og sige?
Jeg har somme tider på fornemmelsen, at det for manges vedkommende er her, hunden ligger begravet.
Men det er jo en helt urimelig grund til at snyde sig selv for den glæde og frihed, som livets Gud skænker sine børn ved sit ord og sit måltid. Og enhver, som er døbt, har ikke alene ret til frit at gå ind og ud af Guds hus; han eller hun hører hjemme der.
Er det det hele?
At stå op.
Mere eller mindre sur morgen.
At komme langsomt til live
ved hjælp af morgenradio og -kaffe.
At arbejde.
Mere eller mindre surt arbejde.
At holde fri.
Mere eller mindre sur -
Er det det hele?
En trædemølle
for dansemus med rotteræs?
Et grusomt sammentræf
af tilfældigheder,
der ligner en hensigt?
Måske bedst ikke at spørge mere,
begrave sig i detaljerne,
tage det, som det kommer?
Og når tomheden giver genlyd
op for radioen.
Når livet smerter
bedøvelse med sprit
eller andre sager.
Er det det hele?
* * *
JULI-AUGUST 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og
ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens
farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Her kommer sommerens og livets Herre dig i møde:
[Listen med sommerens gudstjenester]
[...]
Havemøde
for
Pedersker og Povlsker menigheder
i PRÆSTEGÅRDENS HAVE
onsdag den 25. juli kl. [2012: Mon det bare er en fejl, at selve klokkeslættet mangler?]
Kirkebilen kører ad de sædvanlige ruter. - Tilmelding som sædvanlig.
De ældres udflugt
onsdag den 11. juli
med afgang fra Samlingshuset
kl. 13.30 præcis
Indtegning senest
lørdag den 7. juli i Præstegården,
tlf. 97 80 28
og hos fru Valborg Jensen,
tlf. 97 81 90.
Pedersker
menighedsråd.
DEN DANSKE HØJMESSE
13. Prædiken
Efter en kort fri bøn, som regel en bøn om, at vi må høre og modtage det, som dagens prædikentekst skal sige os, læses evangeliet, hvorover der skal prædikes.
Derefter følger selve prædikenen.
Prædiken betyder forkyndelse.
Alt, hvad der ellers foregår ved gudstjenesten, har stor værdi og betydning, og det er en sørgelig misforståelse, hvis man tror, at det bare er noget gammelt ragelse, som man nu engang er nødt til at have med. Men uden prædikenen ville det altsammen blive dødt, fortidigt og uvedkommende.
Det kan godt være, at det hverken er særlig flot eller særlig dybt, hvad præsten siger. Men det er heller ikke det, det kommer an på. Det afgørende er, at her hører vi skriftens overleverede ord ikke som oplæsning, men som levende, nutidig tiltale fra menneske til menneske.
Og at Gud bruger denne mennesketale, ja, bruger den som sin tale til mennesker, er til syvende og sidst et under. At prædikenen tales som og høres som andet end tomme og uvedkommende ord, er Guds gave. Hverken den største dygtighed eller den mest opmærksomme lytten er nok.
Derfor begynder denne del af gudstjenesten også med en bøn om, at vi må høre Ordet, og munder ud i lovprisningen: »Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd ...«
* * *
JUNI 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet
”GUDSTJENESTER” på bagsiden er RØD, pinsens farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Pinseliljer, sommer sol og ...
[...]
Hvornår er man solgt?
Fra en artikel i Kristeligt Dagblad om bl. a. problemerne med at få mødre til at være med i noget kirkeligt mødreklub-arbejde har jeg klippet følgende:
»En af mødrene har fortalt, at hun har været rundt i hele sin opgang for at invitere de andre kvinder. Hun fik alle mulige begrundelser for, at de ikke ville være med, bl. a.: Så skal vi også bare komme i kirke hver søndag.
Mange føler, at har de først sat deres ben i kirken, så har de solgt deres sjæl«.
Jeg vil i og for sig se helt bort fra det specielle tilfælde med mødreklubberne. Jeg er nemlig afgjort modstander af alle mulige mere eller mindre mærkelige former for »kirkeligt« eller »gudeligt« arbejde. Kirkens arbejde foregår i kirken og i konfirmandstuen. Og så må kristne mennesker ellers leve med og på deres kristne tro ude i det ganske almindelige liv som ganske almindelige mennesker.
Men netop derfor bliver jeg grebet af stor sorg og bitterhed, når jeg møder en holdning som den her omtalte, nemlig den opfattelse, at »kirken« skulle være en slags forening, der hele tiden lå på lur for at indfange og kapre nye medlemmer.
Kirken er jo simpelt hen det, at mennesker samles om det glædelige budskab, der siger, at Gud elsker verden, d. v. s. alle mennesker, også de ganske almindelige sløve danske folkekirkekristne, og at han har sendt sin Søn for at befri og frelse dem fra syndens og dødens og Djævelens magt.
De, der taler om at sælge sin sjæl til kirken har derfor misforstået situationen ganske katastrofalt. Sandheden er nemlig, at bortset fra det kristne evangelium er man solgt.
At gå i kirke og sammen med alle de andre ganske almindelige og syndige mennesker høre evangeliet, betyder derimod frihed, liv og glæde - til at gå ud i det ganske almindelige liv med.
[I boks:]
PINSE
Kirkeårets mærkeligste fest. Synes nok de fleste af os. Hvis vi da ikke helt har glemt alt om den, så vi ikke engang kan synes, den er mærkelig.
Men hvad er pinse så? Prøv at slå op i salmebogens tekstdel og læs teksterne til pinsedag og derefter (helt omme bagi) forklaringen til 3. trosartikel i Luthers lille Katekismus.
DEN DANSKE HØJMESSE
12. Salme før
prædikenen
Denne salme slutter sig så vidt muligt til det evangelium, der blev læst fra alteret og danner derved samtidig overgang til prædikenen, idet der jo er en (større eller mindre) overensstemmelse mellem tekstrækkerne.
Men det kan også være en salme, der på anden måde forbereder prædikenen.
* * *
MAJ 1973
Farven i bladhovedet, stregen
nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL,
påske-festetidens farve.
[...]
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Påskefesten fortsat
[...]
DEN DANSKE HØJMESSE
10. Evangelium
Efter anden salme
læses det evangelium, dér ikke skal prædikes over dét pågældende kirkeår.
Evangelium betyder
godt eller glædeligt budskab, og derfor synger menigheden inden læsningen: »Gud
være lovet for sit glædelige budskab«.
Vi hører så det
glædelige budskab om tilgivelse og frihed - og hvor dette budskab lyder, bryder
Gudsriget ind i vor tilværelse.
11. Trosbekendelse
Menighedens svar på
det glædelige budskab er forsagelsen af Djævelen og bekendelsen af troen på den
treenige Gud.
At vi sammen synger
den bekendelse, vi er døbt på, skal ikke forstås som et tyngende krav. Vi skal
ikke spekulere på, om vi nu kan stå inde for denne eller hin enkelthed.
Trosbekendelsen er
vort glade svar på det glædelige budskab, et udtryk for, at vi overgiver os til
den Gud, der lige har talt sit Ord til os, Skaberen, Frelseren og Helligånden.
(Eventuel dåb
»erstatter« trosbekendelsen, som jo lyder ved dåben).
* * *
APRIL 1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst
på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL, påske-festetidens
farve.
FRA BAGSIDEN
[...]
GUDSTJENESTER
Kristus er opstanden
[...]
Den danske højmesse
8. Epistel
Epistel betyder brev - og det er da også et stykke af de nytestamentlige breve, der læses her. (Undertiden læses dog på dette sted en »lektie« (et »læsestykke«), d. v. s. en tekst fra Det gamle Testamente, Apostlenes Gerninger eller Johannes' Åbenbaring).
Epistelen er oprindelig et brev til en eller flere af den ældste kirkes menigheder. Men nu læses den som et brev til os - som en hilsen fra den gamle kirke ind i vor guds¬tjeneste. Det er apostlenes og den ældste kristne menigheds forkyndelse, der lyder ind i vor nutid.
9. Anden salme
Denne salme er som regel en kort salme af lovsangskarakter - ved højtiderne med Halleluja (»lovsyng Herren!«) i overensstemmelse med gammel tradition.
I fastetiden synger vi dog salmer, som peger frem mod Jesu lidelse og død og maner til bod.
Anden salme kan også slutte sig til den epistel eller lektie, vi lige har hørt.
___________________________________________________
Ro og glæde
»At gå i kirke en enkelt søndag er stadig en oplevelse af ro og glæde. At kunne sætte sig ind på rækken og synge »Den signede dag«-. Jeg er glad for, jeg lærte det«.
Otto Leisner.
2012-oplysning:
Da dette nummer var udkommet, sendte jeg et eksemplar til Otto Leisner, idet
jeg udtrykte håbet om, at han ikke havde noget imod, at jeg havde citeret
dette. Jeg fik et venligt svar fra ham, hvori han udtrykte sin glæde over det.
- Mon jeg i den forbindelse havde fortalt ham, at jeg (som pianist i Maribo
Jazzklubs, Blue Moons) orkester havde optrådt i en af ham ledet
amatørmusikerudsendelse? Det ville have lignet mig dårligt, hvis jeg ikke havde
gjort det! - Se "Erindringer" kap. 3 "1956-1959. Branderslev og
Nakskov", afsnittet "Ind i jazzen".
[I boks:]
At gå i kirke er ikke at give Vorherre een af ugens timer, men at modtage alle ugens dage af ham.
Småtingsafdelingen
»GEJSTLIGHEDEN
herhjemme er ved at udvikle sig til småtingsafdelingen i vort samfund. Der
kredses bestandig om de ydre ting. Vor kirkes tjenere mangler sans for
proportioner. Hvis man tanker nærmere over, hvad der beskæftiger vore præster i
disse år, så vil man opdage, at det er spørgsmål om præsten er kvinde eller
mand, spørgsmål om præstens påklædning, om nye former for gudstjeneste, om nye,
tidssvarende salmer, ny moderniseret bibeloversættelse, forståeligt sprog fra
vore prædikestole, mere bekvemme tidspunkter for højmessen, spørgsmålet om man
i kirkebønnen skal bede for det europæiske økonomiske fællesskabs øverste
organer (sic!) og en mængde andre pudserløjerlige
ting, som man nu kan bruge sin tid til i kværulanteriets tidsalder.
Er alt dette nu
frugtbart? Tjener det menneskers frelse? Hjælper det mennesker i nød? Trøster
det mennesker, der er syge, ensomme, bedrøvede, ængstelige og nedbrudte? Nej,
men det hvirvler en masse støv op, der passende kan tjene til at skjule
folkekirkens egentlige nød i dag.
Således skrev forfatteren Niels Randkær for nogen tid siden i Kristeligt Dagblad, og der er jo noget om det. Men gælder det kun præsterne?
* * *
MARTS 1973
Farven i bladhovedet, stregen
nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet, fastetidens
farve.
-
FRA BAGSIDEN
GUDSTJENESTER
FASTETID: Besindelse
og beredelse før påskefesten
[...]
[Den følgende tekst - med
overskrift og underskrift stod mellem to meget tykke lodrette violette "søjler"]
DEN LEVENDE DØD
- midt i velstanden, sikkerheden og de rige muligheder. Det er sandheden om os og vor tid.
Selvfølgelig leves livet stadig. Det kan enhver se. Mennesker spiser, drikker, arbejder, får børn, leger med deres børn, går på besøg hos hinanden osv.
Det er ikke en død død.
Men det er en levende død. For midt i det hele er døden. Ikke bare udenfor som noget, der truer. Men også indeni som det, der gør tomt, gør til intet.
Hvad er der så at gøre ved det?
Noget, som lyder af lidt, men er alt:
At leve hver dag og modtage alle ting i troen på HAM, som er, og som giver
DET SANDE LIV
- - -
Den store tro
»Den store tro er, hvad ikke blot verden kaldte den lille, men hvad selv blandt kristne længe gjaldt for det mindste, som da altid gentager og stadfæster sig, at det mindste på jorden er det største i Himlen...
Den store tro er ikke troen på de mange ting, men på det ene nødvendige. Det er ikke troen på hver tøddel i vor Hellige Skrift fra Første Mosebogs det første, til Åbenbaringens det sidste, men den faste urokkelige forvisning om, hvad vi alle ved dåben bekender, og i en sum, at Jesus Kristus er Guds enbårne Søn, vor Herre, som med sin Faders Ånd både kan og vil skænke os syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.«
Af prædiken på 2. s. i fasten 1832 af N. F. S. Grundtvig
Grundtvig og
højskolen
Tirsdag den 13. marts har den anden af de tre Grundtvig-aftener med emnet: Grundtvig - og livet her og hisset.
Tirsdag den 3. april slutter vi vinterens møderækker og henter i den anledning hjælp udefra, idet forstander Kjeld Hansen, Bornholms Højskole, vil komme og fortælle os om »Grundtvig og højskolen«. Møderne er som sædvanlig kl. 19.30 i præstegårdens konfirmandstue.
* * *
FEBRUAR 1973
Farven i bladhovedet, stregen
nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet
("septuagesimatidens" eller "forfaste-tidens")
farve, godt nok først fra
søndag seksagesima, dvs. fra 18/2). Se mere om farve-spørgsmålene i den
pågældende tekst fra novembernummerets bagside nf.
2012-bemærkning: I dag hører jeg til dem,
der regner septuagesimatiden for en grøn
tid (jfr. valgfriheden i den gældende vejledning i Folkekirkens Ritualbog). Den
er jo en sen konstruktion, som ved Andet Vatikanerkoncil atter røg ud af det romersk-katolske
kirkeår - til fordel for tre yderligere "almindelige søndage" i den
række, som begynder efter helligtrekonger. (Selve den romersk-katolske første søndag efter helligtrekongers dag
(6/1) kan jeg ikke komme ind på her).
-
FRA BAGSIDEN
Mottoet over
gudstjenestelisten er.
Således skal de sidste blive de første, og
de første de sidste..
[...]
DEN DANSKE
HØJMESSE
7. Kollekt.
Kollekt betyder fællesbøn. Hver søn- og helligdag i kirkeåret har sin
faste foreskrevne bøn. Det er imidlertid en mangel, at kollekterne mest slutter
sig til 1. tekstrækkens tekster.
Liturgikommissionens forslag om at løse dette problem ved at bortkaste
40 af de nuværende kollekter er efter sin mening meget utilfredsstillende. Vi
må vente og håbe på, at en endelig revision af højmessen vil omfatte en fuld
række kollekter, som passer til begge tekstrækker. For det er af stor værdi, at
dagens særlige karakter slås fast fra dette punkt. Ganske vist drejer enhver
gudstjeneste sig om det samme, men hver enkelt gudstjeneste skulle gerne vise
og forkynde det fra en ny side. Og det kan en fuld række kollekter til
kirkeårets 65 højmesse(mulighede)r bidrage til.
2012-kommentar: Mit ønske mht. kollekterne er mere end blevet opfyldt!
Husk
børnegudstjenesten
Selv glæder jeg mig til igen at tale med de små om det glædelige
budskab. Den voksne menighed kan vist også lære noget: »Den, der ikke tager
imod Guds rige ligesom et lille barn...«. Men det er jo først og fremmest for
børnenes skyld. Og vi må ikke snyde vore børn, men lære dem at komme i deres
himmelske Faders hus.
Høre og gøre
Vi må absolut lære os,
at syndernes forladelse, Kristus og Helligånden får vi for intet, blot ved at
høre, uden at selv vore største synder og al vor uværdighed kan hindre det -.
Men fornuften tager som
sagt anstød og siger: Når du lærer, at menneskene absolut ikke bør gøre noget
som helst andet for at vinde en så umådelig gave end at høre Ordet, synes det
at føre til den største foragt for nåden. Det synes at lulle menneskene ind i
sløv sikkerhed, så de lader hænderne synke og slet ikke gør noget godt... Men
hør, hvad Paulus her (Gal. 3,2) siger: »At I modtog Helligånden, kom sig ikke
af sved og møje, ikke af lovens gerninger, men af, at I hørte i tro...« En
kristen bliver man altså ikke ved at gøre,
men ved at høre. Den, som vil øve sig i retfærdighed, skal
altså først øve sig ved at høre evangeliet. Når han har hørt og fattet det,
skal han glad takke Gud og siden øve sig i de gode gerninger, som er
foreskrevet i loven, så at loven og gerningerne kommer til at følge efter
troens prædiken. Og da vil han kunne vandre med sikre skridt i lyset, som er
Kristus, og med sikker dømmekraft udvælge og gøre gerninger, som ikke er
hykleriske, men i sandhed gode, og om hvilke han ved, at de behager Gud og er
befalede af ham.
Martin Luther, 1531.
(Store Galaterbrevskommentar).
* * *
JANUAR
1973
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet
”GUDSTJENESTER” på bagsiden er grøn ("helligtrekongerstidens"
farve).
-
FRA
BAGSIDEN
Mottoet
over gudstjenestelisten er:
Så gør dig rede, kristenhed,
dit lys på stage brænde!
[...]
DEN DANSKE HØJMESSE [fortsat]
5. Indgangssalme.
Medens
salmerne synges, står præsten med ansigtet mod alteret, og ligeledes ved bøn og
trosbekendelse.
Dette
viser, at det, der nu foregår, er menighedens tale til Gud i lovsang, bøn og
bekendelse.
Under
tekstlæsning og velsignelse står præsten derimod vendt mod menigheden; for da
er det Gud, der taler til den.
Alteret
er »det ophøjede sted«. I andre religioner er alteret det sted, hvorpå
mennesker ofrer noget til Gud; men i den kristne kirke er alteret nadverens
bord, hvor brødet og vinen indvies og rækkes menigheden til delagtighed i Kristi
ene offer til syndernes forladelse og evigt liv. Men netop derfor er
alteret kirkens »midtpunkt«.
Indgangssalmen kan anslå dagens karakter, nedbede Guds Ånd over den
forestående gudstjeneste eller være en betragtning over gudstjenesten og
fællesskabet. Den vil ofte være en davidssalme i
omdigtning. Men den kan også være en morgen- eller årstidssalme.
6. Hilsen.
Præsten: Herren være med eder!
Menigheden: Og med din ånd!
(Husk
i øvrigt, at hele gudstjenesten står opført i begyndelsen af salmebogens
tekstdel).
Præst
og menighed hilser på hinanden med ønsket om, at Gud selv må være til stede hos
dem under gudstjenesten. Denne hilsen er et ældgammelt led i gudstjenesten.
Menighedens »og med din ånd« kan klinge fremmedartet i vore øren. Det stammer
da også fra den gamle østerlandske fredshilsen. Et eksempel blandt flere i Det
nye Testamente har vi i 2. Tim. 4,22: »Herren være med din ånd.« — Der er noget
stort og smukt i, at som vi hilser på hinanden ved begyndelsen af vor
gudstjeneste, sådan har alle kristne før os gjort.
Samtalemøder
Tirsdagene
16. og 30. januar i præstegårdens konfirmandstue
Helligtrekongersgudstjeneste
Tirsdag
den 9 januar kl. 19.30 taler fhv. missionær i Arabien,
Esther Poulsen, ved helligtrekongers- og ydremissionsgudstjenesten i Set.
Peders Kirke.
Ligesom
sidste år er denne gudstjeneste fælles for Pedersker og Povlsker menigheder.
* * *
JANUAR 1973
Farven
i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på
bagsiden er grøn ("helligtrekongerstidens"
farve).
-
FRA BAGSIDEN
Mottoet over gudstjenestelisten er:
Så gør dig rede,
kristenhed,
dit lys på stage
brænde!
[...]
DEN DANSKE HØJMESSE
[fortsat]
5.
Indgangssalme.
Medens
salmerne synges, står præsten med ansigtet mod alteret, og ligeledes ved bøn og
trosbekendelse.
Dette viser,
at det, der nu foregår, er menighedens tale til Gud i lovsang, bøn og
bekendelse.
Under
tekstlæsning og velsignelse står præsten derimod vendt mod menigheden; for da
er det Gud, der taler til den.
Alteret er
»det ophøjede sted«. I andre
religioner er alteret det sted, hvorpå mennesker ofrer noget til Gud; men i den
kristne kirke er alteret nadverens bord, hvor brødet og vinen indvies og rækkes
menigheden til delagtighed i Kristi ene offer til syndernes forladelse og evigt liv.
Men netop derfor er alteret kirkens »midtpunkt«.
Indgangssalmen
kan anslå dagens
karakter, nedbede Guds Ånd over den forestående gudstjeneste eller være en
betragtning over gudstjenesten og fællesskabet. Den vil ofte være en davidssalme i omdigtning. Men den kan også være en morgen-
eller årstidssalme.
6. Hilsen.
Præsten:
Herren være med eder!
Menigheden:
Og med din ånd!
(Husk i
øvrigt, at hele gudstjenesten står opført i begyndelsen af salmebogens
tekstdel).
Præst og menighed
hilser på hinanden med ønsket om, at Gud selv må være til stede hos dem under
gudstjenesten. Denne hilsen er et ældgammelt led i gudstjenesten. Menighedens »og med din ånd« kan
klinge fremmedartet i vore øren. Det stammer da også fra den gamle østerlandske
fredshilsen. Et eksempel blandt flere i Det nye Testamente har vi i 2. Tim.
4,22: »Herren være med din ånd.« — Der er noget stort og smukt i, at som vi
hilser på hinanden ved begyndelsen af vor gudstjeneste, sådan har alle kristne
før os gjort.
Samtalemøder
Tirsdagene
16. og 30. januar i præstegårdens konfirmandstue
Helligtrekongersgudstjeneste
Tirsdag den
9- januar kl. 19.30 taler fhv.
missionær i Arabien, Esther Poulsen, ved
helligtrekongers- og ydremissionsgudstjenesten i Set. Peders Kirke.
Ligesom
sidste år er denne gudstjeneste fælles for Pedersker og Povlsker menigheder.
* * *
DECEMBER 1972
Farven
i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet (adventstidens farve, jo bortset fra 1. søndag i advent; se mere om
farvespørgsmålene i den pågældende tekst fra novembernummerets
bagside nf.).
-
FRA BAGSIDEN
Mottoet over
gudstjenestelisten er: Vær velkommen,
Herrens år!
[...]
DEN DANSKE
HØJMESSE
Messeklæderne
(fortsat)
Vi har i vore kirker
hverken sort eller violet messehagel. I stedet markeres disse tider ved, at der
ikke bruges messeklæder. Bemærk dog, at kirkebladet bruger den violette farve -
ligesom også de andre liturgiske farver som regel præger kirkebladet på de forskellige
kirkeårstider.
I Sct,
Pouls kirke mangler også den grønne messehagel, som må erstattes af den hvide.
Messeklædernes
betydning ligger ikke blot i de skiftende farver. De understreger forbindelsen
bagud, understreger, at kristendom og kirke ikke er noget, der er opfundet
sidste år. Og de dækker over præstens person, viser, at det ikke er f. eks. hr.
Christensen, det drejer sig om, men at præsten kun er en ringe tjener for det
Ord, Gud vil tale til sin menighed.
4.
Indgangsbøn
Indgangsbønnen er et
udtryk for, at det ikke er underholdning, foredrag eller diskussion, man er
samlet til. Menigheden er forsamlet i
sin Herres hus for at
høre Hans Ord og beder til indgang om, at Han ved sin Ånd vil gøre Ordet levende
og nærværende.
[...]
Set. Peders kirke i brug igen
2. eller 3. søndag i advent regner vi med at kunne
tage den smukt nymalede Sct. Peders kirke i brug igen. - Se nærmere i
dagspressens gudstjenestelister.
[...]
Sognepræsten.
* * *
NOVEMBER
1972
Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i
”GUDSTJENESTER” på bagsiden er gul (se mere om farvespørgsmålene nf.) - fordi første
søndag i gudstjenestelisten er allehelgens søndag.
Spidsartiklen
er skrevet af sognepræst i
Klemensker C.W. Dam (fra 1. januar 1973 tillige
provst for Bornholms vestre Provsti), og har titlen ”Dybt hælder året ...”.
I ”manchetten” under titlen står der:
”Dybt hælder året i sin gang ...” synger vi med en af vore yndede
salmer. Det gælder også kirkeåret, som nu rinder ud med november måned. Disse sidste
søndage har deres særlige præg ved en række tekster, der taler om ”de sidste
ting” og dermed understreger fremtiden og det kristne håb.
Den
anden er artikel er skrevet af sognepræst Leif Lam, Østermarie. Titlen er: ”Har
vi kvalt de religiøse følelser?”. Og i ”manchetten” står der:
En del har vel nok hørt om, at der i vore dage i den
kristne kirke findes en bevægelse, der kaldes den ”karismatiske bevægelse”. Men
hvad er det for noget?
Og
svarende til, hvad han skrev om rock-operaen ”Jesus Christ
Superstar”, slutter Leif Lam sin artikel med at henvise til apostelen Johannes’
råd: ”Prøv ånderne, om de er af Gud”.
- -
BAGSIDEN
Mottoet
over gudstjenestelisten er (indrammet) ” - og han skal tørre hver tåre af
deres øjne -” (fra lektien, dvs. første læsning, til allehelgens dag).
Ud
over en annonce for et samtalemøde med emnet ”GALATERBREVET”,
er der to små stykker på novembernummerets bagside:
DEN DANSKE HØJMESSE
Klokkeringning (fortsat)
Der
ringes tre gange: 1 time før gudstjenesten med kirkens største klokke, ½ time
før med den anden klokke og lige før gudstjenesten med begge klokker. Til slut
slås (på den store klokke) de tre gange tre bedeslag - for den treenige Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
2. Præludium
Så
snart bedeslagene har lydt, spilles der er orgelpræludium (forspil). Dette
indgangsspil har til opgave at stemme sindet til andagt og samling om
gudstjenesten og bidrager ved musik med tilknytning til dagen eller
kirkeårstiden til at give hver eneste søndag sit særlige præg.
3. Messeklæderne
Under
præludiet går præsten for alteret iført den hvide messeskjorte og messehagelen,
hvis farve efter gammel skik symboliserer kirkeårets skiftende faser.
Grøn, håbets farve, er den liturgiske grundfarve og anvendes på de
dage, der ikke har noget specielt præg.
Sort er sorgens farve og anvendes langfredag. - [2010: I praksis
i form af ”den nøgne præstekjole”].
Violet er bodens farve og anvendes i adventstiden (÷ 1. s. i adv.).
[2010:
Jeg nåede aldrig at få violette messehagler (og stolaer lå uden for horisonten,
også min egen), men der var allerede en grøn og en gylden i Sankt Peders, og
jeg nåede at få anskaffet en grøn til Sankt Pouls ved siden af den fine hvide,
man allerede havde, og disse messehagler brugte jeg på hhv. almindelige dage og
festdage, hvorved de dage, der egentlig skulle have været violette, blev
markeret med ”nøgen præstekjole” (ligesom jeg naturligvis bar ”nøgen
præstekjole” ved gudstjenester, der ikke var højmesser). Rødt havde vi heller
ikke, men det har man sjældent ude i de små landsogne, så her gjaldt jo den
regel, at ”hvid eller gylden erstatter rødt”.
Hvid eller gul er festfarverne og anvendes på de store
festdage: 1. søndag i adv. (kirkens nytår), jul (÷
St. Stefans dag) og påske (incl. søndagene efter
påske) samt Trinitatis søndag.
Rød er blodets og Åndens (ildens) farve og bruges St. Stefans
dag, skærtorsdag [sådan skrev jeg! - se nf.], 1. og 2. pinsedag samt
allehelgens dag. - [Se 2010-noten nf.!].
Nærmere
i næste nummer om udnyttelsen af de forhåndenværende muligheder i vore kirker.
2010-note: Dette er svært! Jeg har vel især
eller blandt andet bygget på den allerede omtalte bog (vist af K.E.
Skydsgaard), men har måske også modificeret lidt, enten i forhold til, hvad jeg
havde lært af min gamle sognepræst og ven Volmer Krohn, eller i forhold til,
hvad jeg selv var nået frem til at mene. At skærtorsdag skulle være rød, ved
jeg ikke hvor jeg har fra, og jeg mindes ikke at have set det andre steder. Kan
det være en misforståelse fra min side? Rød farve allehelgens dag ville
som sagt i praksis sige hvid eller gylden, men jeg ser nu, at der i
1992-ritualbogen om den røde farve står ”og eventuelt alle helgens dag”,
ligesom der står ”eventuelt” om den hvide til denne dag. Tilbage er spørgsmålet
om farven til Mariæ bebudelses dag og skærtorsdag. Her har jeg
åbenbart straks fra starten fulgt den praksis, at begge disse dage har været
”violette” (i Pedersker-Poulsker ”nøgen
præstekjole”), og det har jeg gjort, fordi det har generet mig, at fastetiden skulle
brydes, og fordi jeg tilsvarende har fundet det rigtigst og klarest at vente
med fest-farven til påskedag. (Det er blandt andet også en sådan større
enkelhed og klarhed i ”strukturerne”, jeg sigter til, når jeg i dag betegner
mit kirkesyn som ”minimalkatolicitet”). I forhold til
1992-ritualbogen er der her tale om en slags (hos mig ellers så godt som ikke
forekommende) selvtægt, for så vidt angår Mariæ bebudelses dag, medens der,
hvad skærtorsdag angår, synes at være mulighed for at bruge violet farve, idet
der for bla. denne dags vedkommende står ”eventuelt” om anvendelsen af den
hvide farve. - Yderligere: At det her omtalte ”eventuelt” i
1992-ritualbogen også gælder 1. søndag i advent, Trinitatis søndag og
allehelgens dag, er noget andet igen, som ikke har noget med min tid på
Bornholm at gøre, men jeg kan ikke lade være at sige, at bortset fra, hvad man
kan blive nødt til at gøre, fordi man ikke har andre muligheder, hvad der jo så
ikke har noget med principperne at gøre, bryder jeg mig ikke om, at man fjerner
den første adventssøndags præg af nytårs-fest (en god og klart evangelisk skik,
vi jo har til forskel fra Den Romersk-Katolske
Kirke), at man undlader at markere allehelgens (søn)dag som en festdag, og at
man tilsyneladende kan finde på at regne Trinitatis søndag med til ”trinitatistiden”; jeg mener helt bestemt, at denne ”Hellig
Trefoldigheds fest” må forstås som for det første ”pinsens oktav” (ottendedag)
og for det andet hele ”festhalvårets” afslutningsfest, hvor vi fejrer, at vi
med adventstiden som repræsenterende tiden før Jesu fødsel og dermed skabelsen
og Gud Fader, og med hele tiden fra jul til himmelfart som Sønnens tid, og med
pinsen som Helligåndens tid, har mødt hele den Treenige Gud og altså ganske
særligt hele hans frelseshistorie. - Hvad jeg derimod har noteret med
tilfredshed, er, at der i 1992-ritualbogen også står ”eventuelt” om anvendelsen
af den violette farve i septuagesimatiden (”forfasten”).
Jeg har ellers altid - i den tro, at det skulle man (hvad man måske også
skulle) - anvendt den violette farve (eller ”nøgen præstekjole”) i denne
rigtignok sene og underlige tid, men da jeg som organist i Vesterborg så min
præst Kasper Høyer bære grøn messehagel søndag septuagesima og spurgte ham,
hvad han mente med det, henviste han til dette ”eventuelt”, hvad jeg takkede
ham meget for. Og hvis jeg kommer til at fungere som præst i septuagesimatiden,
vil jeg helt sikkert anlægge grøn messehagel eller stola. Dette så meget desto
mere, som man i Den Romersk-Katolske Kirke efter
Andet Vatikanerkoncil har afskaffet denne tid, så at de ”almindelige”, og altså
grønne, søndage efter jule-tiden går helt frem til
søndagen før askeonsdag.
- -
DEBATGUDSTJENESTE
Nej! Ikke tale om! - Overskriften var en provokation. - Men der er
naturligvis også en mening med den.
Når
man taler om debatgudstjeneste, er det ved ud fra en fornemmelse af, at den
almindelige gudstjeneste ikke slår til over for de ganske særlige sproglige og
tankemæssige problemer, som både forkyndelsen og modtagelsen af det kristne budskab
præges af i vor tid.
Disse
problemer skal imidlertid ikke løses ved en modebetonet ændring af
gudstjenestens form. Det ville være at gøre menigheden til en diskussionsklub.
Hvad
så?
Man
må selvfølgelig mødes også uden for gudstjenestesituationen for at tale om
kristendom. Det er det, der i mange år har været kaldt samtalemøde.
Jeg
har derfor den glæde at indbyde alle interesserede fra Pedersker og Povlsker
menigheder til: [Herefter følger i boks annoncen for samtalemøderne i
præstegården hver anden onsdag aften].
* * *
OKTOBER 1972
Det meste af forsidens midter- og højrespalte (fra overkanten af og 13,7 cm ned) er optaget
af et billede af Grundtvig - det,
hvor han sidder i en let lænestol ved et lille rundt bord med bøger og
forskellige ting, bla. et glas med en ske eller lignende, og måske med
sukkervand? Under billedet står: ”I
100-året for Grundtvigs død”. - Grundtvig døde jo den 2. september
1872.
På resten af forsiden (bortset fra det sædvanlige, her jo grønne,
bladhoved i øverste halvdel af venstre spalte) står begyndelsen af oktobernummerets spidsartikel: ”Grundtvigs tanker lever”. Artiklen er skrevet af sognepræst Tage
Rossel, Aaker (Åkirkeby), og indledes med en kort
redegørelse for bredden i Grundtvigs person og produktion. Denne redegørelse
munder ud i nogle interessante, også af de særlige bornholmske forhold prægede
bemærkninger om Grundtvigs salmer, som ”finder udstrakt anvendelse [såvel]
indenfor de folkekirkelige foreninger som i de anerkendte frikirker. - [BC: Teksten er ikke helt klar her, og jeg har måttet rette en
nærmest teknisk fejl ved at indsætte ordet ”såvel” i skarp parentes.
Meningen er tydeligvis, at (underforstået) selvfølgelig anvendes Grundtvigs
salmer i selve Folkekirken som sådan, men herunder altså også i de særlige
foreninger inden for Folkekirken, hvormed der jo her nok først og fremmest er
tænkt på Indre Mission og Luthersk Mission. Og det er jo allerede noget, at man
således er fælles om at bruge Grundtvigs salmer i hele Folkekirken. Men det
siger endnu mere, at også de, der befinder sig helt ude i frikirkerne, bruger
Grundtvigs salmer. Sådan må dette sted i artiklen udlægges.
Resten af artiklen (som fylder det meste af side 2) udgøres af en
passende kritisk præsentation af Ebbe
Kløvedal Reich’s Grundtvig-bog ”Frederik”.
Overskriften over det første afsnit er nærmest genial: ”Mere E end F”. For det første viser
den jo hen til det forhold, at denne bog - og i det hele taget venstrefløjens og
de øvrige EF-modstanderes markering af hundredåret for Grundtvigs død - har
skullet bruges i kampen mod Danmarks indtræden i EF. Men for det andet viser
det sig, at E’et og F’et i denne overskrift svarer til den sætning nede i
teksten, der lyder: ”Bogen er nok mere en bog om Ebbe end om Frederik”!
Men Tage Rossel når også at give en udmærket præsentation af forholdet
mellem det folkelige som del af det medfødt
menneskelige, og så det genfødt
menneskelige:
Bevidstheden om at være menneske - at
tilhøre et folk og dets historie er forudsætning for at blive et nyt menneske -
et genfødt menneske. At være kristen er ikke en tilføjelse til det at være
menneske, men en fuldstændiggørelse.
Herefter citeres Grundtvigs meget vigtige ”Er os tomme ord og lyde”-strofe,
og artiklen slutter med en anbefaling af bogen, idet læsning med kritisk sans
tilrådes, ja, helst også samtidig læsning af fx P.G.
Lindhardts ”Grundtvig”.
Nederste højre hjørne på side 2 viser over to spalter et billede af en
hippie med teksten ”Sympati for Jesus”
/ (Se næste side). Og det er jo så den ene af illustrationerne (valgt af
redaktionen) til min i septembernummeret bebudede
artikel om Kai Kjær-Hansens bog:
- -
Sympati for Jesus
- et strejftog
gennem Kai Kjær-Hansens bog
Had
Bogen begynder med følgende konstatering: ”Hadet til Jesus er i det
store og hele blevet afløst af sympati for ham ... Gennem længere tids glidning
er man kommet dertil, hvor man ikke længere behøver at rødme, når man citerer
Jesus, da Jesus- og Mao-slagord svirrer og snurrer i luften ved den første og
bedste lejlighed”.
Sympati
Og så spørges der:
”Med rette kan nu det spørgsmål stilles, om kristendommen da ikke kan
være tilfreds med den renæssance, Jesusskikkelsen her oplever? Sympati er da
bedre end had! Javist! Alligevel er der i dybeste forstand ikke så langt et
spring mellem hadet og sympatien, som man ved første øjekast kan tro ... Det
man ofte hader, findes slet ikke hos Jesus; det, man har sympati for, findes,
men ofte bare som et enkelt led i en stor helhed; og den man virkelig kan komme
til at hade - så bittert og vredt - er den levende Jesus, han som findes og er
til på sine egne betingelser”.
Derefter omtales en række former for ”Jesussympati”: ”Superstarsympatien”, den revolutionære og den kommunistiske,
den humanistiske og hippiernes Jesussympati.
Revolutionær
”Når personer med et revolutionært
livssyn kun synes at kende beretningen om Jesu tempelrensning - så bliver
ens billede af Jesus i højeste grad karikeret ... Et nogenlunde pålideligt
helhedsbillede har man i hvert fald ikke tegnet. For var der noget, han ikke
ville være, så var det en revolutionær person med politisk mål. Foruden mange
andre ord sagde han nemlig: ’Mit rige er ikke af denne verden’ ...”.
”Hermed udtales klart, at hans egentlige gerning og funktion ligger på
et helt andet plan end det politiske. Kom man og ville gøre ham til jordisk
konge - og det gjorde man bl.a., da han med nogle brød og et par småfisk havde
skaffet mad til en tusindtallig skare - så trak han sig skyndsomt væk”.
”Og når hippierne betragter
Jesus som en drop-out-stjerne, én som var på tværs af samfundet og derfor
meldte sig ud af det, hoppede af, så har de øje for noget rigtigt ... Han
fordømte virkelig al forløjethed, al materialistisk velbjergethed, al forlorenhed og hykleri. Men han gjorde
mere. Mangler dette mere, mangler alt!”.
Frelser
”Nævner jeg for en Jesussympatisør
... at Jesus har lært mig noget om kærlighed, så vil han glæde sig på mine
vegne.
Siger jeg nu videre, at Jesu kærlighed ikke sanktionerer en hvilken som
helst form for ”kærlighed” i flæng på det seksuelle plan, så vil mange
Jesussympatisører så småt begynde at gøre indsigelser.
Men slutter jeg så af med at fortælle, at jeg tror, at denne Jesus ikke
blot er den eneste, der du’r for mig ... men at han
er den eneste, der virkelig kan
hjælpe alle mennesker, ja, at tro på
ham dybest set udelukker virkelig tro på og dyrkelse af alle maxi-mennesker,
drop-out-stjerner og superstars, fordi tro til og dyrkelse af disse, i sidste
ende er vantro og mistillid til ham, ja, betragtes som en forhånelse imod ham -
siger jeg alt dette, vil indsigelserne, protesterne og misfornøjelsen ingen
ende tage”.
Med disse pluk er vi kun kommet igennem den første halvdel af hæftet, som
siger noget om, hvem Jesus IKKE er. Når jeg har valgt at koncentrere
opmærksomheden om første halvdel, skyldes det, at den på udmærket vis
analyserer stillingen på vigtige afsnit af fronten mellem kristendom og moderne
hedenskab.
Bent
Christensen
Den anden (også af redaktionen valgte) illustration til dette strejftog
gennem Kai Kjær-Hansens bog en gengivelse nederst i på side 3 af en ”Forside fra det
amerikanske tidsskrift Time”, nemlig den forside, der over et stort
hippie-hoved af Jesus havde ordene ”THE JESUS REVOLUTION” - bøjet i gloriefacon
over det.
- -
BAGSIDEN
Mottoet over
gudstjenestelisten er ”Bliv i min kærlighed” - fra evangeliet til den
første af søndagene, 18. søndag efter trinitatis. Listen slutter med 22. søndag
efter trinitatis.
Foruden
meddelelser om min ferie, Sankt Peders Kirkes lukning på grund af, at loftet
skulle males, og en annoncering af ”Grundtvig på aftenhøjskolen” med
emnet ”Grundtvig som teolog og salmedigter”, er der på oktobernummerets bagside blevet plads til en meddelelse om,
at tidspunktet for konfirmationen i 1973 undtagelsesvis vil være 8. april i
Pedersker (Mariæ bebudelses dag, altså før påske) og 29. april i Poulsker.
Sådan har vi måttet gøre denne gang på grund af den
sene påske. For fremtiden vil konfirmationen dog altid finde sted efter
påske, normalt sidste søndag i april i Pedersker og næstsidste søndag i
april i Povlsker, men således at sen påske (f.eks. i 1976) vil skubbe
konfirmationen i Pedersker hen til første søndag i maj.
2010-kommentar: Man ser, at jeg straks har gjort,
hvad jeg kunne for at undgå at få konfirmation før påske. Konfirmationen
bør selvfølgelig have hele påskeforløbet frem til og med opstandelsen som sit
tydelige grundlag. Se også kommentaren til stykket om ”konfirmandaltergang” i aprilnummeret
1972. - Og til annonceringen af ”Grundtvig på aftenhøjskolen”: Jeg er
åbenbart kommet så langt i min første spæde Grundtvig-forskning, at jeg er
begyndt at blive præget af det, og altså også på den for mig karakteristiske
måde, at jeg er begyndt at fortælle mine omgivelser om, hvad jeg har mødt hos
Grundtvig. Og på det grundlag er der nogle, der har taget initiativ til et
sådant kursus. Jeg ser særligt en bestemt kvinde fra Poulsker
for mig. Mere om dette i ”Erindringer”. Men jeg må allerede her bemærke, at
Ebbe Reichs ”Frederik” altså ikke var den eneste Grundtvig-bog omkring
hundredåret for Grundtvigs død. Den læste jeg ganske vist også - ganske
kritisk, men også med stærk irritation
over, at den var skrevet så godt! Nej, der var også kommet en anden
Grundtvig-bog, og den fik en afgørende betydning for hele mit liv fra da af og
foreløbig indtil i dag den 18. juni 2010, hvor dette skrives. Det var Kaj
Thanings ”For menneskelivets skyld”, som var udkommet allerede i 1971. Men
alt dette kan man allerede læse om på undersiden ”Grundtvig” og på nogle af de
andre undersider (især ”Mit eksistens-rum” og ”Poetik”), og det vil naturligvis
blive udførligt omtalt i ”Erindringer”. Det interessante lige her er, at
annonceringen af dette kursus er det første trykte vidnesbyrd om det altså for
mig så helt afgørende engagement i Grundtvig.
Og
det er på denne oktober-bagside, jeg indleder den lange gennemgang af ”Den
danske højmesse”, som jeg først når at få gjort færdig i et af de sidste
numre i min tid, nemlig martsnummeret 1974. Jeg
bygger, så vidt jeg husker, og som det vist også mere eller mindre tydeligt
fremgår, grundlæggende på en bog om gudstjenesten af K.E. Skydsgaard:
DEN DANSKE HØJMESSE
Gudstjeneste
er, som Luther har sagt, ”at vor kære Herre selv taler med os i sit hellige
Ord, og at vi igen taler med Ham i bøn og lovsang”.
I
håb om, at det vil kunne hjælpe vore menigheder til bedre at høre Guds tale til
os og leve med i vor tale til Gud i alle de forskellige led, som udgør
gudstjenestens helhed, vil jeg i den kommende tid give en forklaring til den
danske højmesses enkelte led.
1. Klokkeringning
”Klokkens
egentlige opgave er at kalde til menighedens forsamling om søndagen. Den kalder
på alle, uden grænse og betingelse. Den er som Gud selv, der lader sin sol stå
op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (K.E.
Skydsgaard).
* * *
SEPTEMBER
1972
Første artikel er skrevet af provst A.
Løvgreen, Nylars, og handler om genåbningen af Nylars Rundkirke den 7. maj
1972 efter en meget omfattende istandsættelse. Titlen er: ”Da Nylars Kirke blev fornyet”. Og forsidens kirke-billede er i
denne anledning et billede af den nyrestaurerede
Nylars Kirke. - Anden artikel er skrevet af lærer Henning Sørensen, Nyker, under titlen ”En fremmed”. Den spiller på tidens megen (jo marxistisk
inspirerede) tale om ”fremmedgørelse” og handler om Jesus som den gode hyrde og
”den fremmede”, men munder ud i omtale af og citater fra den svenske
”evangeliske troubadour” Oscar Ahnfelt.
- -
BAGSIDEN
Gudstjenestelisten dækker perioden
14. - 18. søndag efter trinitatis til og har mottoet ”Jeg er opstandelsen og livet” (fra evangeliet til 16. søndag efter
trinitatis, ”Jesus opvækker Lazarus”).
Og der er artiklen:
I
Guds Virkelighed
”Kristus fører ikke bort fra virkeligheden,
men giver de kristne en realistisk holdning til den. Men i stedet for at ende i
meningsløshed og pessimisme, giver han et håb om en kommende herlighed, og
dette håb om noget fremtidigt indvirker på den kristnes aktivitet i denne
verden.
Denne jord er jo, al uretfærdighed og
meningsløshed til trods, dog Guds verden. På denne jord skal der leves et
meningsfyldt liv. Det sker ved tro på livets Gud.
Den, der bliver kristen, får ikke løfte om
et problemløst liv, får ikke et liv uden vanskeligheder og kampe.
Men den kristne lever et rigtige liv, fordi han lever i Guds
virkelighed. Livets Gud er nemlig blevet den kristnes Far.
Den kristne er endog så dristig at påstå, at
han kender mere til den virkelige
virkelighed end de andre, fordi han kender Jesus Kristus, som for alvor kendte
virkeligheden. Han vidste nemlig noget om menneskets oprindelse, dets oprør mod
Gud og den derpå følgende mislykkethed. Men han
vidste også noget om menneskets høje bestemmelse, og kendte sin egen plads, for
at mennesker ved tro på ham skulle nå deres bestemmelse: lære Gud at kende på
denne jord og for evigt være sammen med ham i hans evige rige.
[Fra bogen ”Sympati
for Jesus” af Kai Kjær-Hansen. Jeg
håber at kunne give en fyldigere præsentation af denne bog i oktober-nummeret].
2010-note: Se min bebudede
præsentation i oktobernummeret: ”Sympati for Jesus”.
- Men det særlig interessante var i øvrigt, at Kai Kjær-Hansens forældre, så
vidt jeg husker, boede i Poulsker Præstegård! (Ellers var det hans
svigerforældre). Og måske har jeg allerede på dette tidspunkt haft med ham og
hans kone Kirsten af gøre - i forbindelse med deres
søns dåb! Som bestemt må have været i Sankt Pouls Kirke. Det hele var naturligvis
en stor og god oplevelse for mig. Kai Kjær-Hansen var dengang endnu stud.
theol. Jeg ser i Kirkelig Håndbog, at han blev cand. theol. i 1973. Siden lagde
jeg selvfølgelig løbende mærke til ham (lærer ved Menighedsfakultetet, theol.
dr., præst i Israel, formand for Den Danske Israelsmission
m.m.). Og i 1996 mødte jeg ham og fru Kirsten igen, nemlig ved et vælgermøde et
sted i Nysted Kommune forud for bispevalget - hvor det jo dog var domprovst
Holger Jepsen, der blev valgt. Vi var alle tre glade for dette gensyn og fik os
en god lille Bornholm-snak.
I øverste højre hjørne på denne bagside har jeg - typisk! - sat dette
opråb:
Ved De?
- at gudstjenesten giver en god og sund appetit til
søndagsmiddagen?
Ikke mindst, hvis De tager cyklen!
PRØV SELV!
Og
nedenunder har jeg denne kommentar:
Synes De nu
- at jeg tager for grove og uværdige lokke- og
reklamemidler i brug for at få Dem i kirke?
Det kan der måske også være noget om.
Men det er ikke for min skyld. - Ikke først og
fremmest i al fald.
For vi har altid gode gudstjenester i Sct. Peders og
Sct. Pouls kirker - i den forstand, at der så at sige aldrig er pinligt få i
kirke og ofte glædeligt og festligt mange.
Men vi mangler alligevel DEM!
DE, som måske egentlig godt kunne tænke Dem at være
med, men som bare aldrig får gjort alvor af det.
Eller DE, som har alverdens indvendinger mod den
kirke, De måske ikke har besøgt fem gange, siden De blev konfirmeret.
Prøv at gøre alvor af det!
Først og fremmest for Deres egen skyld. - Men
gudstjenesten bliver jo festligere for os alle sammen, når De kommer.
Sognepræsten
2010-kommentar: Bortset fra den en smule forkerte
klang, der vel også her er over det hele (selv om det jo i grunden er rigtigt nok,
hvad jeg siger), er det især min brug af ordet ”festlig”, der generer mig nu. I
dag ville jeg aldrig sige, at det er antallet, der gør gudstjenesten
festlig, men i stedet sige noget om ”fællesskab” og ”legemlighed” eller
lignende. Og jeg kan også her spørge, hvad jeg ellers skulle have gjort. For
tekster som disse får formodentlig næppe en eneste af adressaterne til at gå i
kirke. - Måske er den eneste gode måde at få nye kirkegængere på, at de, der i
forvejen går i kirke, på den ene eller den anden måde får familie, venner og
kolleger med. Men også bredere, det mere kollektive eksempel, som får denne
mulighed til, mere at ligge i luften. Jeg tænker også her på den almindelige
debat og offentlige samtale. Det kan heller ikke afvises, at enkeltting i de
skrevne eller elektroniske medier kan få nogle til at begynde at gå i kirke. alt sammen som del af en større eksistentiel proces. Jeg vil
heller ikke afvise, at deltagelse i den ene eller anden slags særlige
gudstjenester kan åbne op. Måske er det mange eller flere ting tilsammen, der -
i den overordnede eksistentielle sammenhæng - gør udslaget. Under alle
omstændigheder skal vi, der fra hver vor plads udtaler os, være meget
omhyggelige med, at vi virkelig får sagt og gjort tingene på en dybt saglig og
seriøs, altså ”eksistentiel”, måde. Men vi skal også erkende, at det nok kun er
et mindretal af dem, der sådan set gerne vil regne sig og regnes for kristne,
der er mentalt udstyret på en sådan måde, at de oplever gudstjenestedeltagelsen
en almindelig søndag som en ”begivenhed”, noget, der virkelig finder sted, og
som det er vigtigt for hele ens almindelige daglige liv at deltage regelmæssigt
i. Jeg tror, vi skal acceptere, at der selv i bedste fald altid vil være et
stort antal ”fjernkristne” i menigheden, idet alle vi, der ytrer os og på anden
måde er ”aktive”, gør, hvad vi kan, for at disse brødre og søstre bliver så
meget ”med” som overhovedet muligt.
* * *
JULI-AUGUST
1972
Den første af nummers to egentlige artikler var uden forfatterangivelse
og havde titlen ”STOP forureningen”.
Den handler om såvel den fysiske som den åndelige forurening.
BOKS PÅ SIDE 2:
Ulovlig propaganda
”ÆBELTOFT MENIGHEDSRÅD HAR DREVET
ULOVLIG PROPAGANDA FOR GUDSTJENESTER”
Med
disse ord indledtes Alice Vestergaards oplæsning af et punkt i TV-avisen en aften sidst i april. [2010: ja, Uffe Ellemanns
(dog vist først senere) kone, men måske allerede på dette tidspunkt kæreste,
eller dog ikke så længe efter. Se også kommentaren nf.].
Hvad
kan menighedsrådet dog have gjort? Tænkte man. Det måtte vel have været noget
særlig slemt, når det fik denne omtale.
For
endnu har vi da ikke sovjetiske tilstande, hvor det er forbudt overhovedet at
”drive religiøs propaganda”[2010: formodentlig mere eller mindre direkte
citeret fra den sovjetiske forfatning eller lignende].
Det
viste sig at være en bagatel, et skilt med gudstjenestetider, som skulle stride
mod nogle naturfredningsbestemmelser.
Tilbage
bliver så spørgsmålet: Hvorfor dette ordvalg? En tilfældighed? Et forsøg på at være morsom? Eller et lille propagandadryp mod folkekirken?
BC
2010-kommentar: Dette lille opstød - som redaktionen
dog har ladet komme på inde i bladet - er typisk for min tilstand endnu på
dette tidspunkt, ja, til omkring 1980. Jeg var virkelig ”reaktionær” i
betydningen i re-aktion mod ”venstreorienteringen”.
Nogle vil mene, at det er jeg
endnu. Men jeg mener selv, at jeg kom ud af denne måde at reagere på omkring
1980, ja, til dels allerede under min feltpræstetjeneste på Cypern i vinteren
1976/77, hvor jeg så, at fx den danske folkeskole ikke kunne være så ringe
endda, når vore menige soldater i den grad udmærkede sig ved evnen til,
selvstændigt at kunne udføre opgaver, der i andre kontingenter ville være
blevet udført af befalingsmænd, ja, når vore soldater i det hele taget var af
så høj standard. Der har måske også bare været tale om en smarthed fra TVA-redaktionens side. Og uanset hvad har Alice Vestergaard
måske ikke haft noget personligt ansvar for det. Jeg ved ikke, hvordan hun er -
og var - orienteret på det kirkelige område. Men jeg ved indhold nu, at Uffe
efter alt at dømme er helt OK på dette område. Og jeg kan i netop nærværende
bornholmske sammenhæng fortælle, at jeg engang i vor tid på Bornholm helt
tilfældigt kom til at høre et interview med TV-journalisten
Uffe Ellemann Jensen, hvori han ikke alene i al almindelighed gjorde et
særdeles godt indtryk, men hvori han også fortalte, at han under aftjeningen af
sin værnepligt var blevet reserveofficer (vist i Sjællandske Artilleriregiment).
Jeg kan endnu helt nøje huske, hvordan vi sad i vor lille hverdagsstue og hørte
det. Så stort indtryk gjorde det på mig, at en ansat ved Danmarks Radio kunne
være sådan - og altså oven i købet reserveofficer. Herefter havde Uffe Ellemann
Jensen en høj stjerne hos mig. Indtil hans på det seneste i mine øjne
vanvittige holdning i den fremmedpolitiske debat og islam-debatten. Jeg prøver
at undskylde ham med, at han sikkert anlægger en kynisk geopolitisk
betragtning, gående ud på, at det er klogest at stryge muslimerne med hårene i
den korte tid, de endnu har en vis betydning. Det kan dog også være, han af
finheds- og anstændighedsmæssige, ja, partiegoistiske grunde hader Dansk
Folkeparti så meget, at han er nødt til at reagere sådan. Endelig er der
selvfølgelig den mulighed, at han i den grad er drevet af sin liberale
livsholdning, at han virkelig mener, han må optræde, som han gør. Jeg er dog
mest tilbøjelig til, nu at betragte ham som enten vanvittig eller
landsforræderisk og som en mand, der afslutter en stor karriere og en stor
indsats (ikke mindst for så vidt angår de baltiske lande) på en sørgelig måde.
Jeg kan dog også se, at det er i en sammenhæng som denne, der er nogle, der vil
sige, at jeg fortsat er reaktioner, hysterisk og paranoid. Hvad jeg
selvfølgelig er uenig i, selv om det er sundt at få stillet og selv at stille
sig dette spørgsmål. Fra 2010 af indtager jeg i øvrigt en ny, mere selvsikker
og afslappet holdning på det fremmedpolitiske og islamkritiske område, hvad man
kan læse om på undersiderne ”Fremmedpolitik” og ”Debat”. Jeg prøver i hvert
fald at holde mig ude af selve den i snævrere forstand fremmedpolitiske og
islamkritiske debat for i stedet at koncentrere mig helt og fuldt om mine
egentlige aktiviteter, herunder affattelsen af ”Erindringerne” og
indskrivningen af fx teksterne her på siden.
BC
- -
Den
anden artikel i juli-august-nummeret er skrevet af J. Rønnow og har
titlen ”Om at realisere sig selv”. Det var jo et af tidens slagord. Men i
artiklen advares der mod, at realisere sig selv på en sådan måde, at det bliver
til synd, så der ikke bliver plads til de andre, men ”kun pladstil dig selv, din angst, din død”. - Forfatteren er
formodentlig den pastor Jørgen Rønnow, som ifølge Kirkelig Håndbog blev
kaldskapellan ved Risbjerg Kirke i 1966.
- -
BAGSIDEN
Gudstjenestelisten (naturligvis med ordet ”GUDSTJENESTER” i grønt) dækker perioden fra 5.
søndag efter trinitatis til 14. søndag efter trinitatis og har mottoet ”FOR
GUD ER ALLE TING MULIGE” (fra evangeliet til 6. søndag efter trinitatis).
Foruden
en annonce for sommerens havemøde i præstegårdens have er der på denne
bagside to små artikler:
Epistelen skriver ...
På 6. søndag efter trinitatis er det Paulus’ brev til
romerne, vi hører et stykke af.
Her skriver Paulus bl.a.:
”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og
bliver retfærddiggjorte uforskyldt af hans nåde ved
forløsningen i Kristus Jesus ...
Hvad bliver der så af vor ros? Den er udelukket”.
Det er ord, der rammer os, som tror, at det afgørende
religiøse spørgsmål er, om vi kan anerkende Guds eksistens.
Det afgørende er nemlig, om den almægtige Gud, vor og
alle tings Skaber, kan anerkende os.
Det gør han. Ikke fordi vi fortjener det. Men fordi
han elsker os.
Samfundsreligion
Mennesker kan ikke leve i et religiøst tomrum. Vender
de sig bort fra den levende Gud, medfører det uvægerligt, at de kommer til at
dyrke afguder.
I vore dage er ”samfundet” den største og vigtigste af
alle afguder.
Det er snart lige meget, hvad man beskæftiger sig med,
så skal det begrundes ud fra eller i al fald anskues i en samfundsmæssig
sammenhæng.
Det er efterhånden sådan, at hvad enten det er
kærlighed, musik eller modelflyvning, der er tale om, så indleder man altid med
at sige: ”Vi lever jo i et samfund, som er i en rivende udvikling”.
ET eksempel på, at man i vor tid næsten kun kan tænke
i samfundsmæssige baner, fik vi for nogen tid siden, hvor fjernsynet viste
nogle glimt fra et stort vækkelsesmøde.
TV-intervieweren spurgte mødelederen: ”Hvordan vil De
påvirke folk?”.
Mødelederen svarede: ”Ved at forkynde Ordet; så vil
Helligånden virke og bringe mennesker til troen”.
Hvilket fremkaldte TV-mandens næste spørgsmål: ”Men
hvad er det, De er utilfreds med i samfundet?”.
SOGNEPRÆSTEN
* * *
JUNI 1972
FORSIDEN
Til højre for ”titelboksen”, dvs. øverst på siden over midterspalten og højre spalte stod i et grønt kvadrat
en annonce for et EF-møde på højskolehotellet
i Åkirkeby med indlederne: ”Finn Andresen, Pedersker, der er imod dansk
indtræden i EF” og ”Olaf Magnussen, Åkirkeby, der er for dansk indtræden i EF”.
Annoncen var indrykket af Socialdemokratiet i Åkirkeby.
Jeg vil for det meste kun optrykke ting, jeg selv har skrevet, men
skriver man historie eller skriver man ikke historie! 1972 var virkelig et år i
danmarkshistorien. Og juninummerets spidsartikel havde titlen ”EF og religionen” og var skrevet af
sognepræst i Klemensker C.W. Dam (fra 1. januar 1973
tillige provst for Bornholms vestre Provsti).
Jeg nævner hele taget i det mindste titel på og forfatter til hvert
enkelt nummers to store artikler. Juninummerets anden artikel var skrevet af
sognepræst B.R. Pedersen, Bodilsker, og havde titlen ”Kærlighedens fællessakb”.
BAGSIDEN
Ordet ”GUDSTJENESTER” over gudstjenesteskemaet var trykt med grønt, idet det jo dækkede perioden 1. søndag efter trinitatis til 5. søndag efter trinitatis, og mottoet over dagene var ”HÅBETS HVERDAG” (se artiklen ”Månedens motto” nf.).
Der
var på denne bagside en annonce fra Pedersker Menighedsråd om ”De ældres
udflugt” og desuden denne annonce:
Børnegudstjeneste!
Den 18. og 25. juni er der børnegudstjeneste i
henholdsvis Sct. Peders og Sct. Pouls kirker.
Bortset fra, at prædikenen erstattes af en samtale
mellem præsten og børnene, foregår børnegudstjenesten stort set som en ganske
almindelig gudstjeneste.
Det er jo netop meningen, at børnene skal lære
gudstjenesten af kende.
Og kære forældre! I har ladet jeres børn døbe. Nu er
det jeres pligt at hjælpe jeres børn til at blive fortrolige med, hvad der
foregår i Guds hus!
[Også fremhævet med større skrift i originalen].
2010-kommentar: Bemærk, at jeg her endnu nøjes med
at betegne de to søndage med selve datoerne. Senere ville jeg ikke have undladt
at skrive ”3. søndag efter trinitatis” og ”4. søndag efter trinitatis”. (Jeg
skriver mere om dette i ”Erindringer” i omtalen af ”Kirkehilsens” martsnummer 1972). Og ellers kan jeg konstatere, at jeg, så
godt jeg kunne, også i denne henseende kaldte til almindelig folkekirkelig
samling på grundlag af dåben.
Der
var herudover to små artikler på denne bagside:
Luther og eksperimentalgudstjenesterne
Der er ikke så mennesker, der mener, at såkaldte
eksperimentalgudstjenester og i det hele taget ændringer i gudstjenestens ydre
former vil kunne have afgørende betydning for en opblomstring af vort kirkeliv.
En lignende trang til at eksperimentere med
gudstjenesten fandtes også på Luthers tid. Men Luther var ikke begejstret; han
mente, at de mennesker, man ville kunne lokke til med sådanne eksperimenter
ville være:
”de flygtige og overmodige ånder, der ligesom skidne
svin, uden tro, uden forstand, kommer styrtende og glæder sig ved en nyhed, og
som straks væmmes, når den ikke er ny mere”.
Månedens motto
Hver måned er gudstjenestelisten forsynet med en
overskrift, et motto, en fællesnævner for månedens gudstjenester.
Det kan være et kort ord fra en af månedens tekster
eller en overskrift, som passer til (kirke)årstiden.
Her i juni måned, hvor vi går ind i rækken af søndage
efter trinitatis, er overskriften ”Håbets hverdag”. Festhalvåret med jul, påske
og pinse er til ende.
Vi er nu i kirkens ”hverdagshalvår”, som man kalder trinitatistiden. Det er den tid, hvor vi mere detaljeret
skal fordybe os i Jesu lære på baggrund af det store perspektiv, som
festhalvåret har trukket op for os.
Trinitatistiden er en hverdagstid, men på
baggrund af festtiden netop en håbets tid. Derfor er den liturgiske farve den grønne,
håbets farve. At leve i kristenlivets hverdag er at leve i håbet.
SOGNEPRÆSTEN
* * *
MAJ 1972
FORSIDEN
Der er i dette nummer ikke farve i bladhovedet og intet kirkebillede,
men begyndelsen af spidsartiklen ”Sommer
i salmebogen” er trykt med en grøn gren i som baggrund for hele teksten (se
til gudstjenesteskemaet). Artiklen er skrevet af sognepræst Johs. Kirkegaard,
Allinge, som også har skrevet den salme: ”Herrens røst med vælde lyder”, der
står i en boks over to spalter i nederste højre hjørne. - Se også
april-nummeret.
Maj-nummerets anden artikel er skrevet af ”Kirkehilsens” ansvarshavende
redaktør sognepræst G. Strand-Holm, Religiøs, og har titlen ”PINSE - hvad er det?”.
BAGSIDEN
”GUDSTJENESTER” er trykt med grønt og dækker perioden 5. søndag efter påske til 1. søndag efter trinitatis (som der altså med farvevalget ses frem til) og har motto-citatet ”Jeg lever, og I skal leve” [ fra evangeliet til pinsedag, Johs.14,19].
I notitsen om samtalemøderne konstaterer jeg, at ”Ved det sidste møde havde vi en god og livlig samtale om kristen tro og forståelse”, og i det sidste afsnit skriver jeg: ”Til efteråret indleder vi en regelmæssig mødevirksomhed, og der er al grund til at tro, at vi kan få en god række møder med ivrigt studium og frugtbar samtale”.
Resten af pladsen optages af artiklen:
KIRKEN KALDER
Når dette blad kommer ud til alle hjem, betyder det, at kirken kalder på hver enkelt.
Der er så meget, der kalder på mennesker; ja, man kan sige, at der hives og slides og lokkes fra alle sider.
Men kirken er ikke en forening, der er ude på at samle tilhængere, eller rettere sagt: at aktivere sine medlemmer - for alle, der er døbt, er jo medlemmer af kirken.
Når kirken kalder - ved at kirkebygningen står midt i landskabet, ved at klokkerne ringer, og ved at kirkebladet sendes ud, så er det, fordi det er Guds vilje, at hans børn skal samles om Ordet og sakramenterne.
Og Guds børn er vi alle. Alene ved at være til er vi hans børn, hans skabninger. Og i dåben er vi genfødt til at være Guds nye skabninger, hans børn ved Jesus Kristus.
Også du, som læser dette, er Guds skabning og Guds barn.
Du tror det måske ikke?
Eller tænker ikke så meget over det, har måske glemt det?
Men du er det!
For din manglende tro eller din glemsomhed rokker ikke ved din himmelske Faders kærlighed til dig.
Derfor har også du din plads i kirken. Kirken er ikke kun for en særlig slags mennesker. Den er også for sådan nogle som dig.
Synes du, at du ikke er god nok til at gå i kirke? - Så trænger du netop til at komme hen og høre, at Gud elsker og tilgiver dig.
Eller synes du, at du er for god til at gå i kirke sammen med os andre? - Så trænger du netop til at komme hen og høre, at du ligesom alle vi andre står under Guds dom og ikke har andet at gøre end at ty hen under Guds nåde.
At gå i kirke om søndagen, at samles med de andre i menigheden, at høre musikken og synge med på vore danske kernesalmer, at være med i bekendelsen af troen, at høre Guds ord i teksterne og i prædikenen, at komme til Herrens bord og at modtage Herrens velsignelse - det er det, der sætter os i stand til at leve et sandt menneskeliv resten af ugen.
SOGNEPRÆSTEN
2010-kommentar: Man ser her, at ”min teologi” (et udtryk, jeg ikke
ynder) stort set har været på plads fra starten. Det er tydeligt, at jeg - midt
i den bornholmske forenings- og frikirkevirkelighed - kalder til folkekirkelig
samling på grundlag af dåben. Det er også tydeligt, at jeg på en måde forkynder
alles frelse, i hvert fald ikke truer nogen med evig straf. Idet jeg jo ikke
dermed har udtalt mig om en automatisk ”alles frelse” som en slags del af
Menneskerettighederne. Og det er endelig tydeligt, at det er alles - eller de
flest muliges - sande menneskeliv hele ugen igennem, der står for mig som det
umiddelbare formål med det hele. Endelig lægger man mærke til, at det
udtrykkeligt er hele gudstjenesten med samtlige led og elementer, jeg prøver at
kalde hen til. - Om det så har haft nogen effekt, er et andet spørgsmål. Men
hvad skulle man ellers sige og gøre som ung præst i 1972? Eller for den sags
skyld som gammel præst i 2010?! Men det kan ikke drøftes videre her i denne
kommentar. Mit bedste bud her i 2010 er selvansvarlighedsprincippet, ifølge
hvilket man selvfølgelig forkynder Evangeliet og kalder til tro, men ellers siger:
”Hvad vil I?”. Folk må simpelt hen selv finde ud af det. I fuld frihed. Der er
jo ikke nogen der siger, at der skal være mere end fx 25%
kristne i Danmark! - Der er ting, jeg ikke ville skrive i dag. Jeg ville ikke
bruge ordet ”kirken” på denne måde (jfr. 2910-kommentaren til martsnummerets bagside artikel). Jeg ville heller ikke sige
”Guds Ord” om andet en Jesus Kristus. I hvert fald ikke uden videre.
* * *
APRIL 1972
Dette nummer var undtagelsesvis helt i sort på forsiden. Formodentlig ved
en fejl eller af nød, for det var jo påskenummeret! Spidsartiklen var skrevet
af sognepræst Leif Lam, Østermarie
(se martsnummeret) og havde titlen ”Jesus Kristus - Superstar eller Frelser”.
Den handlede selvfølgelig om ”rockoperaen”, Jesus Christ
Superstar”, som (efter hvad jeg kan se) var udkommet på plade i 1970, men som
fik sin første rigtige opførelse i oktober 1971 (Broadway!). Ifølge pastor Lams
artikel fik den europapremiere i Falkonercentret, Danmark, anden juledag 1971.
Jeg
var selv - især til at begynde med - mere end skeptisk over for dette produkt.
Men det skyldtes min flere steder, især i ”Erindringer” omtalte ”re-aktion” mod ”venstreorienteringen” og nedbrydningen af
alle autoriteter og al autoritet. Da jeg senere hørte folk, jeg havde tillid
til, udtale sig mere nuanceret om denne rock-opera, blev min holdning blødere,
men jeg dyrkede den aldrig. - Jeg ved ikke, om artiklen her har været med til
at bløde min holdning op, eller om jeg bare har regnet pastor Lam for en gammel
præst, der har villet være lidt imødekommende over for de unge og det moderne.
Pastor Lams præsentation af Jesus Christ
Superstar bygger i høj grad på en anmeldelse af Falkonercenter-opførelsen af
missionssekretær i Det danske Missionsselskab Karl Erik Wienberg, som mener, at
den Jesus, der fremstilles i operaen, nærmest er ”den tids ungdomsoprører, som
blev skaffet af vejen, fordi han satte sig op mod det bestående”, en skikkelse,
ungdommen af i dag kan føle sig i slægt med og derfor se op til som superstar.
Pastor Lam selv prøver at indtage et tredje standpunkt mellem
begejstringen og afvisningen (også med hensyn til at lukke dette ind i kirken):
Nej, der er også Gamaliels
stilling, den, som vi kan læse om i det 5. kapitel i Apostlenes Gerninger. Han,
som da de ledende jøder ville kvæle de første kristne i fødslen, søgte at
afsvale de ophidsede gemytter med de berømte ord: Hvis dette foretagende eller
dette værk er af mennesker, falder
det fra hinanden, men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det
ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud.
Artiklen slutter:
Tør vi som kirke og menighed udelukke den
mulighed, at Gud kan bruge også Jesus Christ
Superstar i sin tjeneste, så det kan ske, som pastor Wienberg slutter sin
omtale af operaen med at udtrykke således: Fred og lægedom giver han mennesker.
Gid mange tilskuere må høre dette budskab igennem beatmusikkens festlige larm.
Martsnummerets (som jo også er påskenummeret) anden
artikel har titlen ”Han er sandelig
opstanden!” og er skrevet af sognepræst Mogens
Madsen, Hasle.
I en boks i midterste spalte på side 3 er indsat påske-pinsedigtet ”Forvandling” af digterpræsten iblandt
os, sognepræst Johs. Kirkegaard, Allinge.
- -
BAGSIDEN
Med en vis overlapning i forhold til martsnummeret begynder gudstjeneste-skemaet med 2. april, påskedag. Og det slutter med 7. maj, 5. søndag efter påske. Ordet GUDSTJENESTER var trykt med gult. Der var konfirmation i Sankt Pouls Kirke 2. søndag efter påske og i Sankt Peders Kirke 3. søndag efter påske, begge kl. 9,30. Der var tradition for at have konfirmation på ca. disse dage i april måned, men altså ikke på en bestemt ”søndag efter påske”. - Se noten i oktobernummeret 1972 om henlæggelsen af den første konfirmation i 1973 til Mariæ bebudelses dag!
Motto over gudstjenestelisten: FORÅR OG FESTTID (se skemaeksemplet fra martsnummeret 1972, altså det første nummer).
Bortset fra en lille notits om Samtalemøderne i marts er der to tekster på dette nummers særlige Pedersker-Poulsker-side:
Har
de mistet Deres barnetro?
Forhåbentlig! Hvis De altså er over 20 år.
For kristendom er ikke noget med at forestille sig en skægget ældre herre, der
sidder oppe bag en sky.
Kristendom er ganske vist at tro, at man er Guds barn. Men det
betyder ikke, at Gud er en slags menneske, der svæver rundt ude mellem
stjernerne.
Den Gud, Jesus har givet os lov at sige far
til, er større end hele tilværelsen og er bag alle ting; han er tilværelsens
dybeste grund og inderste mening.
Gud kan vi kun tale om i ufuldkomne
billeder; for Guds storhed overgår, hvad vi kan tænke og udsige. Sådan er det.
Men det må ikke hindre os i at tro sandheden om, hvad det vil sige at være
menneske.
- -
”Konfirmandaltergang”
Man kan godt gå til alters, selv om man ikke
er konfirmeret, og selv om man er under 14 år. Det er overladt til præsten at
skønne, om et barn er så modent, at det er rimeligt at lade det komme til
alters. Her i vore sogne gør vi det på den måde, at vi, hvis man er i tvivl,
eller hvis barnet er flere år under konfirmationsalderen, taler om det i
forvejen.
Men det er vist stadig en udbredt opfattelse,
at man bør vente til efter konfirmationen. Og selvfølgelig skal hverken
forældre eller præst tvinge børnene tidligere til alters.
Det er altså dåben - og en rimelig modenhed -
der giver adgang til nadverbordet og ikke konfirmationen, idet denne ikke føjer
noget nyt til dåben, hvori Gud nemlig allerede har givet mennesket alt.
I praksis vil det imidlertid her hos os være
sådan, at de allerfleste af konfirmanderne går til alters første gang ved den
gudstjeneste, der falder umiddelbart efter konfirmationssøndagen.
Der er ikke [med nedtoningen af
”konfirmandaltergangen”, BC 2010] tale om, at man skal lade være med at gå til
alters, når man er konfirmeret. Der er tale om, at man kan gå til alters før
konfirmationen, og det understreger, at det ville være helt unaturligt, ja en
meningsløshed, om man ikke gik til alters, når man er konfirmeret.
Derfor holder vi ”konfirmandaltergang” i Sct.
Pouls kirke søndag d. 23. april kl. 19,30 og i Sct. Peders kirke d. 28. april
(bededag) kl. 10,30.
Det er i princippet en ganske almindelig
gudstjeneste. Men i praksis er der det særlige ved den, at konfirmanderne og
deres forældre går til alters sammen med resten af menigheden.
2010-kommentar: Det er tydeligt, at jeg her er gået i gang med at
afskaffe den særlige ”konfirmandaltergang” til fordel for en praksis, hvor
døbte ukonfirmerede børn kan deltage i nadveren. Det
er også tydeligt, at jeg hørte til på den fløj, der gjorde alt for at fjerne konfirmationens
karakter af at være konfirmandernes
bekræftelse af dåben. Hvis jeg har manuskripter til mine indledninger ved
konfirmandforældremøderne i disse første år, vil jeg se at få dem sat på
”Erindringer - BILAG”.
Jeg er naturligvis aldrig senere gået over til en
”bekræftelsesforståelse” af konfirmationen, heller ikke til den helt nye
praksis, hvor tilspørgslen mod al
forventning er kommet igen. Man siger, at det er, fordi børnene (eller ”de
unge”, som det jo også efterhånden i høj grad er), gerne vil være mere aktive!
Forholdet har været det, at der efterhånden ikke var så megen grund til at
bekæmpe denne forståelse, så at man i stedet helt positivt kunne se
konfirmationsgudstjenesten som den gudstjenstlige afslutning på
undervisningsforløbet (med netop en lille stump ”overhøring” indlagt) og
naturligvis som Guds bekræftelse af
dåben (en genlyd af det, der skete ved dåben) og dermed i det hele taget som
konfirmandernes ”indtræden i menighedens voksne rækker”. I
Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, hvor konfirmationen fra gammel tid lå
fast på 1. søndag efter påske, var det nemt at se dette som en parallel til
netop det forhold, at det i oldkirken var på denne søndag de (voksne), der var
blevet døbt påskelørdag, aflagde deres hvide dåbsklæder og dermed netop trådte
ind som almindelige medlemmer af menigheden.
* * *
MARTS 1972
FORSIDEN
Godt og vel den øverste halvdel af forsidens venstre spalte udgøres af bladhovedet med bladets navn ”Kirkehilsen” (trykt i den til det
pågældende nummer valgte liturgiske farve, her den violette faste-farve). (I
de senere numre var det som regel hele brevhovedfeltet, der var fyldt med den
liturgiske farve). Fælles er også et langt smalt kors ude til højre samt
angivelsen ”Marts 1972”. Men særligt for det enkelte sogn er for Pedersker
Sogns vedkommende en gengivelse af en af de cirkler med et særligt ligearmet kors i, som er malet på træloftet i Sankt Peders
Kirke og sognenavnet ”Pedersker”. Tilsvarende var der i Poulsker-udgaven
over sognenavnet ”Povlsker” en gengivelse (vist - også? - tegnet af mig!) af
den lille Paulus-figur i korbuen i Sankt Pouls Kirke. Senere blev det for
Pedersker Sogns vedkommende cirklen med nøglerne
fra kirkens loft, der kom på. (Men jeg er bange for, at jeg i min forening af
ivrighed og uvidenhed har fået vendt nøglerne den forkerte vej! Undskyld!).
Den tilsvarende del af midterste og højre spalte var i dette nummer (som
for det meste) optaget af et fotografi
af sognets kirke, altså for vort vedkommende henholdsvis Sankt Peders Kirke
og Sankt Pouls Kirke.
Nederst på forsiden var i dette nummer en ret bred bjælke i den liturgiske (her violette) farve, og i dette nummer med en
tekst indsat: ”Brød til verden - Giro
23”. Bredden af denne bjælke kunne variere. Nogle gange kunne det være en
ganske smal streg.
Spidsartiklen i dette første nummer er skrevet af mig (står også på undersiden ”Erindringer -
BILAG”):
”ORDET ved afskeden”
For nylig skrev ”Aktuelt”:
For ikke mange dage siden rundsendtes en bisættelseshøjtidelighed
i radio og tv. Ligprædikenen var i høj grad
personlig. I modsat fald ville det nok også have vagt opsigt”. Og ”Aktuelt”
konstaterer videre, at det er nemt for præsten at sige noget om kendte
mennesker, hvorimod det om andre let kan blive nogle højst nødtørftige
bemærkninger.
”Aktuelt” viger
tilbage for den konsekvente løsning helt at ”fjerne alle personskudsmål fra
højtideligheden” - da de personlige ord kan være en trøst og hjælp for mange.
”Aktuelt” anbefaler
i stedet præsterne at udbygge deres kendskab til menighederne og at holde sig
til ”det menneskelige plan, der alene kan sikre en balance uden persons
anseelse”.
Kongens bisættelse
Det er jo kongens
bisættelse, ”Aktuelt” hentyder til. - Jeg tror nu, at det også har vakt en vis
opsigt, at ligprædikenen var så personlig, ja, at
denne ligprædiken har skadet både monarkiet og
kirken. [2010: Kong Frederik den Niende var død den 14. januar 1972 blev bisat
den 24. januar].
Netop på baggrund
af den smukke og helstøbte verdslige del af nationens farvel til sin døde konge
ville det have været på sin plads, om kirken havde holdt sig til sin opgave: at
forkynde Guds ord.
”Det personliges plads”
Hovedårsagen til
disse linjer er imidlertid, at ligprædikenen ved
kongens bisættelse skærpede det problem om ”det personliges plads”, som jeg
allerede flere gange i min korte embedstid har haft så tæt inde på livet.
Over for dødens gru
er der kun sand trøst at hente ét sted, nemlig i evangeliet om Guds nåde i
Jesus Kristus. Og det holder jeg mig til.
Dette gælder alle
mennesker, onde og gode, høje og lave.
Så kom kongens
bisættelse, og jeg måtte sige til mig selv: ”Her har du stået og måske såret
mennesker i din iver for at pege på evangeliet, og nu ser de i fjernsynet, at
det åbenbart alligevel er noget andet, når man bare kommer højt nok op”.
Enshedens
konsekvens
I dødens situation
er alle mennesker stillet ens. Det mener også ”Aktuelt”, som imidlertid ikke
tør tage den konsekvens, at så skal også kun evangeliet og ikke andet end
evangeliet lyde over enhver kiste.
”Aktuelt” vil lade
”ensheden” få en anden konsekvens, nemlig den, at
”(præsterne) holder sig til det menneskelige plan, der alene kan sikre en
balance uden persons anseelse”.
”Aktuelt” har stirret
sig blind på den sociale side af sagen. I virkeligheden er det nemlig ikke så
farligt at omtale afdødes karriere el. lign.
Jeg gør selv det,
at jeg ganske kort ridser afdødes levnedsløb op, men dog helt bevidst holder
mig til de ”udvendige” ting, altså holder mig borte fra ”det menneskelige
plan”. Formålet med overhovedet at sige noget ”personligt” er selvfølgelig at
understrege, at det nu er dette bestemte menneskeliv, der har fået ende, og at
det er over dette bestemte menneske, evangeliets ord lyder.
Der er vel meget få
mennesker (om overhovedet nogen), der mener, at der hos Gud er persons anseelse
i social forstand, således at de store og mægtige skulle være himlen nærmere
end andre mennesker.
Kun Guds nåde
Derimod er der vist
en udbredt opfattelse, at Gud ser på de mennesker kvaliteter. Og jeg tør da
godt sætte kjole og krave på spil ved at sige, at selvfølgelig ser Gud på de menneskelig kvaliteter. [2010: Dette er polemisk vendt mod
den dårlige betoning af, at ”gerningerne” ikke betyder noget]. - Men så må det
rigtignok tilføjes, at dette ikke giver noget håb med tanke på Guds dom,
snarere tværtimod; netop en ærlig vurdering af ”det menneskelige” viser, at vi
alle kun har Guds nåde at sætte vor lid til. Dertil kommer, at der på ”det
menneskelige plan” er mindst lige så store forskelle mellem mennesker, som der
er med hensyn til social status - og så har vi den helt store pinlighed, hvad
enten præsten siger ”noget godt” om alle eller han siger ”sandheden” om alle.
En ganske anden
ting er, at der er et naturligt behov for også rent menneskeligt at tage afsked
med de døde.
Men dette hører
ikke hjemme i kirken og i præstens mund.
Bent
Christensen, Pedersker
2010-noter: 1. Det var biskop i Ålborg og kongelig konfessionarius Erik Jensen,
der forrettede kongens bisættelse. - 2.
Jeg nåede efterhånden videre end til det i ovenstående tekst forfægtede
standpunkt. Men jeg er ikke helt ked af, at jeg startede på denne måde. Det var
jo ikke magthaveri, men ægte angst og frygt for døden
og en ægte trang til at søge styrke og trøst i Evangeliet, der var tale om hos
mig unge og på mange måder endnu svagt funderede præst. Jeg var simpelt hen så
ung, at jeg ikke forstod, at det sociale og prestigemæssige kunne have så stor
betydning i dette spændingsfelt. Og jeg var heller ikke nået frem til den
teologiske forståelse af, at et vist antal ord om afdødes person og liv, når
det sker på den rigtige måde, ligefrem er en nødvendig del af også selve
forkyndelsen af livets og håbets evangelium. Men jeg må igen sige, at hvor
selvkritisk jeg her kan være, så er der sandelig også den dag i dag, ja, ikke
mindst i dag grund til at være kritisk den anden vej, også og ikke mindst når
det drejer sig om kongehusets kirkelige begivenheder.
- -
I nederste højre hjørne på den
samme side stod - i en firkant over to spalter - en tekst, der lyder, som om
den også er skrevet af mig. Fællesredaktionen har altså ønsket - eller i det
mindste tilladt! - at jeg skrev denne opfordring:
SKRIV TIL
KIRKEHILSEN!
Nej, vist bedre:
KIRKEBLADET - kirkens, menighedens, Deres
blad!
Et kirkeblad er på
den ene side ”kirkens forlængede arm” og på den anden side sognets, menighedens
blad.
Et kirkeblad skal
minde alle om, at kirken ligger i sognet som tegn på, at de hver især er Guds
skabninger, og at Guds nåde i Jesus Kristus gælder alle og hver enkelt.
Men et kirkeblad er
også et sted, hvor menighedens anliggender behandles, og et sted, hvor
menigheden kan komme til orde.
Vi ved godt, at der
ikke er megen plads, og at det er umuligt at optage mange læserbidrag. Men har
De noget på hjerte, noget, De mener hører hjemme i Deres kirkeblad, så skriv
det ned - ganske kort - og send det til Deres præst.
Vi er ikke kun
interesserede i egentlige ”læserbreve”, men vil også meget gerne i kontakt med
mennesker, der kan levere artikler o.l.
-
2010-KOMMENTAR: Der kan vist ikke være
nogen tvivl om, at det er mig, der har skrevet ovenstående - i foråret 1972. Og
jeg kan da også stadig stå inde for det. Det eneste, jeg vil sige nu alle disse
år senere, er for det første, at det er tydeligt - og interessant - at jeg her
godt et kvartal efter min ordination skriver om ”kirken” på den (jo i øvrigt
den dag i dag ganske almindelige) måde, at ordet på en uklar, glidende måde
betegner både kirke-bygningen og kirke-institutionen.
Det gælder selvfølgelig først og fremmest betegnelsen af kirkebladet som
”kirkens forlængede arm” - oven i købet med ”kirken” som ”den ene side”, med
”sognet, menigheden” ”på den anden side”. Og jeg vil for det andet sige, at jeg
også selv her i 2010 finder den nærmest demonstrative De-tiltale meget
mærkelig. Men dette har jeg udtalt mig om i selve Erindringerne. Jeg kan her
sige, at jeg altså kom fra et miljø, hvor man som noget ganske naturligt stort
set kun var dus med sin familie og måske nogle ganske få venner, idet man også
kunne være De’s med nogle, der egentlig også var,
hvad man ikke mindst i dag ville betegne som ret nære venner. Hvortil kom, at
jeg så det ”dutteri”, der fra anden halvdel af
1960’erne af bredte sig med voldsom hast, som et udtryk for den
”venstreorientering”, jeg i det hele taget følte så stor modvilje mod. I dag
betragter jeg det at være dus med alle som noget meget hyggeligt og i bedste
forstand folkeligt, der stemmer fuldstændig overens med, hvordan jeg selv egentlig
er som person. Endelig må jeg sige, at jo mere jeg kigger på ovenstående, jo
mere overbevist bliver jeg om, at det nok er fællesredaktionen, der har givet
mig den opgave at skrive denne opfordring. Nærdemokrati var også noget, jeg i
de år havde et godt øje til, ikke fordi jeg var udemokratisk, tværtimod, men
fordi jeg jo mente, at spørgsmålet om tro eller ikke tro var det alt
overskyggende spørgsmål. Spørgsmålet om nærdemokratiet er en helt anden
diskussion, men jeg mente dengang og mener stadig, at for meget nærdemokrati
hurtigt kan blive en direkte trussel mod demokratiet, fordi det meget nemt kan
blive særligt energiske personer eller (måske velorganiserede) grupper, der får
mavet sig frem og får tiltaget sig en uforholdsmæssigt stor magt. Men en drøftelse
af eksistentielle og trosmæssige spørgsmål - også i form at artikler skrevet af
kyndige lægfolk - er en vigtig del af kirkens liv. Og der kan jo også være
lægfolk, der kan bidrage med gode ting af mere faktuel og oplysende karakter.
Martsnummerets anden artikel var skrevet af sognepræst Leif Lam, Østermarie, og handler om
lykken ved at leve Gud nær. Titlen er ”Ensom,
men aldrig alene”. - Jeg gør allerede her opmærksom på, at det var pastor
Lam og hans kone Karen, vi i 1973 deltog i Prästmötet
i Visby sammen med. Som ø i Østersøen fik Bornholm invitation til at deltage i
dette storslåede møde med to præstepar (svarende til, at der var inviteret
deltagere fra Öland og Ålandsøerne).
- -
Den særlige SOGNE-BAGSIDE af ”Kirkehilsens” martsnummer
1972 havde jeg udnyttet således:
Der var denne
særlige notits:
Vort nye kirkeblad
er gammelt her på øen - vi er gået ind i et samarbejde med en række
andre bornholmske sogne om udgivelsen af ”Kirkehilsen”. På forsiden har vi et billede
af og en detalje fra vor sognekirke, og bagsiden er forbeholdt vort eget
sognestof. Det øvrige stof er fælles for de sogne, der deltager i samarbejdet.
Det
er altså ikke fuldstændig klart, om det blot er nyt, at Pedersker-Poulsker er kommet med, eller om der er tale om en samlet
genoplivelse af et kirkeblad-fællesskab. Jeg husker svagt det første fælles
redaktionsmøde, jeg deltog i, og nogle senere fælles møder, men er ikke i stand
til at give et klart svar på, hvordan det egentlig forholdt sig. Jo mere jeg
tænker over det, jo sandsynligere forekommer det mig dog, at der blot var tale
om, at Pedersker-Poulsker kom med i et allerede
eksisterende fællesskab. Og det kan så også forklare, at det er mig, der har
skrevet ”spidsartiklen” i martsnummeret 1972.
Og
det er mærkeligt for mig at se, hvordan denne artikel dels i høj grad handler
om den danmarkshistoriske begivenhed, kong Frederik den Niendes død var, dels i
netop denne forbindelse er et - typisk - skarpt udsagn om ligprædikenens
rette karakter. Hele artiklen kan læses på undersiden ”Erindringer - BILAG”,
men jeg indsætter nogle dele af den her. Allerførst vil jeg dog beskrive den
særlige Pedersker-Poulsker-bagside lidt nøjere.
For
fuldstændighedens og kuriositetens skyld sætter jeg også den lille notits ind,
der står lige under notitsen om kirkebladet:
Glemt i Sct. Peders kirke
(allerede før jul)
En brun paraply og et rød- og gulstribet hovedtørklæde.
Kan afhentes i præstegården.
Kirkebladet var næsten kvadratisk, 17,5 cm
bredt (tre spalter) og 20,5 cm højt. I bagsidens øverste venstre hjørne var et
kvadrat i to spalters bredde, der så ca. sådan ud:
Jeg må dog gøre opmærksom
på, at de gitterlinier, der er skjult i mit eget
dokument, desværre kommer frem, når jeg på min egen computer ser
internetudgaven. Indtil videre kan jeg ikke gøre noget ved det, så jeg må nøjes
med at bede de læsere, der får det samme frem på skærmen, se bort fra alle
andre linier end boksen eller rammen omkring hele skemaet, som altså i selve
kirkebladet kun består af bogstaver og tal.
|
G U D S T J E N E S T E R |
||||||||
|
|
FRA FASTE TIL PÅSKE |
|
Sct. Peders |
|
Sct. Pouls |
|
||
|
|
5. marts |
|
3. søndag i fasten |
|
9,00 |
|
10,30 |
|
|
|
12. marts |
|
Midfaste søndag |
|
10,30 |
|
9,00 |
|
|
|
18. marts |
|
Indre Missions lands- formand prædiker |
|
|
|
14,00 |
|
|
|
19. marts |
|
Mariæ bebudelsesdag |
|
9,00 |
|
|
|
|
|
26. marts |
|
Palmesøndag |
|
10,30 |
|
9,00 |
|
|
|
30. marts |
|
Skærtorsdag |
|
19,30 |
|
10,30 |
|
|
|
31. marts |
|
Langfredag |
|
10,30 |
|
14,00 |
|
|
|
2.
april |
|
Påskedag |
|
9,00 |
|
10,30 |
|
|
|
3.
april |
|
2. påskedag |
|
10,30 |
|
9,00 |
|
|
|
Kirkebilen kører således: Til alle gudstjenester i Sct. Pouls. Midfaste søndag og påskedag til Sct. Peders. |
|
||||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
2010-kommentar: Der er forskelligt af bemærke til dette skema.
For det første ser man, at ”Kirkehilsen” blev trykt i to farver, hvoraf den ene
var den farve, der gjaldt, når bladet udkom. Og det var jo på sin vis særlig
vigtigt, at denne farve optrådte i gudstjenesteskemaet. Men det var jo også
fint, at rektanglet øverst i forsidens venstre spalte med bla. bladets navn
samt en ”bjælke” nederst på forsiden havde denne farve, så man straks vidste,
hvor man var henne, når man fik bladet i hånden.
For det andet ser man, at
jeg lige over kolonnerne med datoerne og søn- og helligdagenes navne straks fra
starten satte en eller anden form for motto ind. Og for det tredje ser man, at
søn- og helligdagenes navne omhyggeligt blev nævnt.
At der er kommet til at stå
”Mariæ bebudelsesdag” i stedet for ”Mariæ bebudelses dag”, kan enten være en
fejl fra min egen eller trykkeriets side eller skyldes, at denne dag faktisk
blev betegnet sådan dengang. Mere om denne lille ting i ”Erindringer”.
Videre ser man, at Indre
Missions landsformand (Kristian Friis) prædikede ved gudstjenesten i Sankt
Pouls Kirke lørdag den 18. marts. Det kommenterer jeg også i ”erindringer”.
I bagsidens øverste højre hjørne har jeg
skrevet et lille opråb (som også er kommenterer i
”erindringer”):
”Lider
De af søndagsdepression? / så prøv at begynde / søndagen i Deres kirke!”.
Og der var endelig en invitation til
”Sogne-samtalemøde” på henholdsvis Povlsker Centralskole og Pedersker Skole -
over alle tre spalter på den nederste tredjedel af siden:
SOGNE-SAMTALEMØDE
Søndagsgudstjenesten er den vigtigste
begivenhed i sognets dagligliv - også for præsten. Men både menighed og præst
kan have godt af derudover at beskæftige sig mere studiemæssigt med kristendom.
Der er sikkert meget, man kunne tænke sig at
spørge præsten om. Og der er meget, præsten gerne vil behandle under andre
synsvinkler, end det kan ske fra prædikestolen.
For at vi kan få gjort en beskeden
begyndelse på en senere regelmæssig mødevirksomhed, indbydes alle interesserede
til et indledende møde, omfattende:
1) Kort oplæg ved sognepræsten: ”Kristen tro og forståelse år 1972”.
2) Samtale i tilslutning hertil.
3) Kaffedrikning.
4) Drøftelse af behov og muligheder for
videre mødeaktivitet.
Ikke mindst de, der ellers ikke vil betegne
sig som ”kirkeligt interesserede” (det er i øvrigt også en noget flad
betegnelse) er velkomne. De kunne måske ligefrem få klaret et par problemer i
samtalens løb.
Mødet vil blive afholdt sognevis således:
Povlsker Centralskole:
Onsdag den 15. marts kl. 19,30.
Pedersker Skole:
Onsdag den 22. marts kl. 19,30.
Man medbringer hver en kop samt kage efter
behov. Kaffen udskænkes på skolen og betales med et beløb, der dækker
omkostningerne ved brygningen.
Også
denne invitation er kommenteret i ”Erindringer”.