MIT DANNEVIRKE

 

Bent Christensen

 

 

Denne nye underside er oprettet 13.06.14 og er et forsøg på at realisere min gamle plan om at lave en samling "betragtninger", der svarer til de otte afhandlinger i Grundtvigs enmandstidskrift "Danne-Virke" (1816-1819). Se nærmere i indledningen.

 

DER KOMMER EN BOG!

 

Oplysning indsat her 03.08.17

 

Jeg har siden engang i 2015 arbejdet direkte på en bogudgivelse af de "betragtninger", der i første omgang blev påbegyndt på nærværende underside. Og bogen har allerede titlen Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde. Hvad der står som indledning og kapitel 1 her på denne underside, går i høj grad igen i det igangværende bogmanuskript, som her 03.08.17 er nået til afsnittet "Mit naturvidenskabelige verdensbillede" i kapitel 1 "Min virkelighed" (og desuden er forsynet med et forord og en kort indledning). Jeg forbeholder mig naturligvis retten til at ændre noget på dette, inden jeg i forhåbentlig slutningen af 2018 udgiver bogen.

 

Jeg ville oprindelig gerne have udgivet Mit Dannevirke i juli måned 2016 (eller i hvert fald have kunnet dateret forordet i den måned), men som det fremgår af oplysningerne nedenfor, har jeg siden 2015 udgivet fem andre bøger, og jeg har også haft andre større ting at skulle tage mig af. Men det var altså i juli 2016 to hundrede år siden Grundtvig udsendte første hæfte af sit enmandstidsskrift "Danne-Virke" (1816-1819) med bla. sine betragtninger "om Allehaande" i de berømte otte "Dannevirkeafhandlinger", og jeg er ked af, at jeg ikke nåede at få udgivet mine betragtninger på nøjagtig dette 200-årstidspunkt. Men nu er det mit mål at nå at få udgivet bogen i slutningen af det tidsrum, som ligger 200 år efter den periode, hvor Grundtvigs "Danne-Virke" udkom. Det ophørte i januar måned 1819.

 

Min bog vil svare til Grundtvigs otte Dannevirke-afhandlinger i den forstand, at den begynder med nogle erkendelsesteoretiske betragtninger og derefter bevæger sig fra nogle betragtninger med hensyn til det naturvidenskabelige verdensbillede over nogle forskellige humanistiske betragtninger med særligt henblik på poesien og poetikken til nogle kulturprogrammatiske og til dels politiske betragtninger.

 

Men da alt, hvad jeg udgiver nu og i resten af min tid, udgør én stor sammenhæng - med teologien og salmerne som noget helt særligt og helt overordnet (og det slaviske som en sideaktivitet) - vil jeg slutte denne "oplysning" med at vise, hvad jeg har udgivet af bøger indtil nu (eller planlægger at udgive her i 2017). Og jeg vil gøre det ved at indsætte den planlagte første trykte side i netop Mit Dannevirke:

 

TIDLIGERE UDGIVELSER AF SAMME

FORFATTER:

 

På Gads Forlag:

 

Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832. - Licentiatafhandling (ph.d.) 1987.

 

Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement. - Disputats 1998.

 

På nærværende forlag som oversætter og udgiver:

 

Adam Mickiewicz: Krimsonetter. Oversat af Knud Berlin

og Bent Christensen, udg. af Bent Christensen. - 2015.

 

Adam Mickiewicz: Odessasonetter eller Erotiske sonetter. Oversat og udgivet af Bent Christensen. - 2017. *)

 

På nærværende forlag som forfatter:

 

Lollandsonetter. - 2015.

 

Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. - 2015.

 

Digte og aforismer 1966-2016. - 2016.

 

Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger (2017).

 

PLANLAGTE UDGIVELSER PÅ NÆRVÆRENDE FORLAG:

 

Min poetik.

 

Nye digte og aforismer.

 

(* Jeg regner med, at denne nye Mickiewicz-udgivelse (som jeg for tiden også arbejder på stort set hver dag) når at udkomme inden julen 2017, så at den altså skal stå her, når Mit Dannevirke udgives et års tid senere.

 

Når Mit Dannevirke ikke er nævnt her skyldes det naturligvis, at det er den, disse oplysninger kommer til at stå i!

 

Jeg har selvfølgelig i tidens løb skrevet en lang række artikler af forskellig slags, og jeg vil her især pege på de efterhånden mange artikler på både dansk og polsk (og oversættelser af vers fra polsk), jeg har skrevet i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Men det, jeg helt særligt ønsker at føje til ovenstående liste, er det ejendommelige efterslæt af min virksomhed som Grundtvig-forsker (1972-2002), der udgøres af nedenstående tre artikler i Grundtvig-Studier:

 

"Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter" (GS 2011).

 

"Fra Hamann til Fasc. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige" (GS 2012).

 

"Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61" (GS 2013).

 

Med denne "oplysning" (som i tilpasset form også er sat på nogle tilsvarende undersider) har jeg givet en forklaring på, hvorfor nærværende underside ikke længere bliver opdateret, og på, hvorfor jeg i det hele taget ikke længere er så aktiv her på min hjemmeside.

 

Jeg gør dog opmærksom på, at undersiden "Erindringer" stadig indeholder hele den foreliggende version af min selvbiografi, og at det først vil være om nogle år (om overhovedet), den bliver udgivet i bogform.

 

Følgende undersider bliver stadig opdateret, når der er nyt: "Om mig selv", "Erindringer - DAGBOG", "Det særligt danske", "Kirke og teologi", "Prædikener efter 11.05.03", "Internationalt", "Debat" og "POLSKI". - Flere af de undersider, der slet ikke eller meget sjældent vil blive opdateret, vil stadig kunne være af interesse for mine besøgende. Men de undersider, der svarer til allerede udgivne eller kommende bøger, må nu betragtes som appetitvækkere. - Se listen med samtlige undersider i menuen ude til venstre.

 

De, der måtte ønske at følge med i, hvad jeg laver, henvises helt særligt til "Erindringer - DAGBOG". Men man kan også besøge min Facebook-profil: https://www.facebook.com/bent.christensen.505

Her bliver der især slået ny digte eller oversættelser af digte op hver uge. For tiden er det salmer fra min ovenfor anførte salmesamling der hver lørdag sættes på som søndagens salme, men på et tidspunkt kommer der nok også i hvert fald et mindre antal nye salmer.

 

Se også min forlagsside (Forlaget Luskebakken) i Facebook:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken

 

-

 

HER ER, HVAD DET NÅEDE AT BLIVE TIL MED NÆRVÆRENDE UNDERSIDE

 

Nedenstående tekst er senest opdateret 16.06.14: Men se ovenstående "oplysning" om den bog med titlen Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde, der forventes udgivet senest i 2018.

 

Se desuden undersiderne "Grundtvig", "Poetik", "Mit Totaldigt "og "Program".

 

 

 

__________________________________

 

 

 

MIT DANNEVIRKE

 

 

INDHOLD

Der er endnu ikke sat tekst ind i de kapitler og dele, der her står med småt.

 

TITLERNE PÅ GRUNDTVIGS OTTE DANNEVIRKEAFHANDLINGER

 

INDLEDNING

 

KAPITEL 1. - Virkeligheden i det 21. århundrede

 

KAPITEL 2.

 

KAPITEL 3.

 

KAPITEL 4.

 

KAPITEL 5.

 

KAPITEL 6.

 

KAPITEL 7.

 

KAPITEL 8.

 

EVT. EFTERSKRIFT EL.LIGN.

 

 

 

______

 

 

 

TITLERNE PÅ GRUNDTVIGS OTTE DANNEVIRKEAFHANDLINGER

 

Da jeg udtrykkeligt prøver at skrive et "Mit Dannevirke" som et forsøg på at fremlægge en række betragtninger, der svarer til Grundtvigs dannevirkeafhandlinger, vil det være rimeligt, at læserne får denne mulighed for at se, hvad udgangspunktet er. I øvrigt henviser jeg til den grundige gennemgang af Danne-Virke og afhandlingerne deri i Omkring Grundtvigs Vidskab, ikke mindst til skemaerne over indhold og udviklingsgange s. 150 ff.

 

1. Om det Philosophiske Aarhundrede

2. Om historisk Vidskab

3. Om Krønikens Dyrkning

4. Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand

5. Om Mennesket i Verden

6. Om Sandhed, Storhed og Skiønhed

7. Om Aabenbaring, Konst og Vidskab

8. Om Kirke, Stat og Skole

 

 

 

______

 

 

 

INDLEDNING

 

Denne tekst vil, om alt går vel, komme til at svare til en hel bog, der måske også engang vil blive udgivet som trykt bog. Men foreløbig er det en internetunderside, der er skrevet med de otte afhandlinger eller "betragtninger" i Grundtvigs enmandstidsskrift Danne-Virke (1816-1819) som forbillede. Der bliver ikke tale om noget, der blot er en "aktualisering" af, hvad Grundtvig skrev dengang. Der bliver heller ikke tale om blot nogle Bent Christensen-betragtninger i 2010'erne, der led for led svarer til, hvad Grundtvig skrev dengang. Det kan det ganske vist blive nogle steder. Og det vil vise sig. I øvrigt kan man også, som en slags tankeeksperiment, prøve at forestille sig, hvordan det ville være kommet til at tage sig ud, hvis den ældre, færdige Grundtvig selv havde prøvet at skrive et "Danne-Virke 2". Og så kan man sige sig selv, hvor meget anderledes nogle betragtninger skrevet af en anden person ca. to hundrede år senere vil blive, også selv om denne anden person i høj grad betragter sig som en discipel af Grundtvig, der, stående på hans skuldre, vil prøve at lave noget, der (i enhver henseende mutatis mutandis) svarer til, hvad Grundtvig gjorde dengang.

 

Allerførst forestillede jeg mig, at jeg trods alt kunne lade min tekst bestå af otte kapitler, der i en eller anden forstand svarede til Grundtvigs otte afhandlinger. Men det ville blive for tungt og medføre for megen "diskussion med Grundtvig". Jeg vil derfor foreløbig nøjes med at lægge an til en inddeling i otte kapitler med en vis skelen til Grundtvigs afhandlinger, hverken mere eller mindre. Så må det vise sig, hvordan det kommer til at forme sig.

 

Grundtvig betegnede sine "betragtninger" som nogle afhandlinger "om Allehaande", hvori han ville "give efterhaanden i Dannevirke et Omrids af de menneskelige Vilkaar saavidt, og saa godt jeg kiender til dem" (DV I xii.xiv). Og det kan jo fint stå som en fællesnævner her. Fælles er også, at projektet præsenteres i modsætning til tidsånden og har karakter af et idémæssigt og kulturelt program, der for Grundtvigs vedkommende munder ud i et program for især videnskabelighedens plads i samfundet og dets institutioner, nemlig i den ottende og sidste afhandling "Om Kirke, Stat og Skole", hvor der jo altså er tale om videnskabelighedens plads i "Skolen" (uddannelsessystemet og kulturlivet) og om dennes forhold til kirken og staten.

 

Det, jeg vil forsøge at gøre, er først og fremmest at samle, hvad jeg her i 2010'erne må se som det billede, jeg kan få til at tegne sig, når jeg tager hensyn til alt, hvad der med rimelighed (altså også ud fra mit synspunkt) kan betegnes som vor tids viden om den samlede virkelighed. Jeg vil altså allerførst prøve at danne mig et indtryk af, hvad der må siges at være vor tids bedste bud på, hvordan hele vor virkelighed er. Og jeg vil selvfølgelig gå til filosofien og samtlige videnskaber, altså ikke alene naturvidenskaberne, men også samfunds- og humanvidenskaberne og humaniora, og hvad der ellers måtte være. Men jeg vil også prøve at danne mig et billede af, hvad hele den samlede menneskelige erfaring viser. Det er meget. Og også jeg må jo indrømme, at hvis der er noget, der kan betegnes som vor tids særlige viden, så er det erkendelsen af, at sådan noget ikke kan lade sig gøre! Men jeg vil sige, at så må man i det mindste forsøge at bestemme, hvad der nærmere skal forstås ved det, idet man samtidig spørger, om der dog ikke alligevel vil være blot en smule, der kan betegnes som vor tids viden om virkeligheden. Man kan fx spørge, hvilket billede af virkeligheden en person med studentereksamen kan have i 2010'erne. Eller en person med en mellemuddannelse. Eller en person med universitetsuddannelse. Idet der i de to sidste tilfælde, og jo især det sidste, naturligvis stort set må ses bort fra den detailviden, der er ligger i de enkelte fag. Helt konkret kan man tage et udvalg af lærebøger fra gymnasiet og opefter og på grundlag deraf prøve at forestille sig, hvilken almenviden en student, en lærer og en universitetskandidat har. Derefter kan man så prøve at gå dybere på særlige områder og i forbindelse med særlige spørgsmål. Det vil formodentlig være et fragmenteret billede, man når frem til. Men så må man tage det til efterretning - og prøve, om man for sit eget vedkommende og ud fra sit eget standpunkt og under sin egen synsvinkel kan danne sig et mere samlet og sammenhængende billede på grundlag af den foreliggende viden og de foreliggende teorier. Det er noget i den retning, jeg vil prøve.

 

Jeg har i mange år ment, at den gamle (i 1971 afskaffede) examen philosophicum burde genindføres som obligatorisk for alle universitetsstuderende, men altså i helt afgørende grad som afslutningen på en præsentation af, hvad vi ved i dag - selvfølgelig med alle forbeholdene som en vigtig side af sagen, og ledsaget af en indføring i filosofiske discipliner som logik og erkendelsesteori. En virkning af dette ville være, at offentligheden blev sparet for en hel del bullshit fra velbegavede og højtuddannede debattører. Men det vigtigste ville naturligvis være, at alle med en universitetseksamen havde et sådant fundament - og havde haft det allerede ved indgangen til deres fagstudium. Og hvis man ikke ville eller kunne opnå konsensus om ét fælles kursus, kunne man for min skyld godt give de nye studerende en håndfuld kurser at vælge imellem. Sådan var det jo allerede i min tid. Og jeg gentager: Noget ville man kunne samle i et sådant kursus eller sådanne kurser - i det mindste altså en forklaring på, hvorfor dette ikke kan anses for muligt.

 

Det siger sig selv, at det under alle omstændigheder er begrænset, hvad jeg ene gamle mand kan nå at få samlet. Men jeg har for det første lyst til at prøve at tage et sådant overblik allerede for min egen skyld. Og for det andet kommer resultatet til at indgå i baggrunden for min poetik og på en eller anden måde som del af mit "totaldigt". Endelig er det for det tredje interessant at se, hvad en mand med min akademiske baggrund og hele erfaring kan få dannet sig af billede, nemlig for så vidt som det jo netop ligger i denne del af mit projekt, at det kan og bør være muligt at få tegnet et samlet billede af vor tids viden, som i det mindste alle med en universitetsuddannelse kan have hos sig - men som jo, netop grundtvigsk talt, i en eller anden grad bør være hos alle, og som altså også bør være en del af eller dimension i al uddannelse lige fra folkeskolen af.

 

Jeg føler mig altså ikke forpligtet til at skulle optræde som den store polyhistor, ja, jeg forbeholder mig retten til at gå meget mere beskedent til værks, end det ville være tilfældet, hvis jeg, selv nu på mine gamle dage, havde gjort dette til mit hovedprojekt. (Mit livsprojekt er det jo under ingen omstændigheder). Men jeg gentager, at netop dette forhold kan gøre dette, altså ganske beskedne, forsøg særlig interessant. Og det er jo heller ikke en oversigt over alt, hvad vi overhovedet ved, det drejer sig om, men en stærkt koncentreret sammenfatning af den viden, der har særlig betydning for vor forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden (for nu at henspille på Grundtvigs femte dannevirkeafhandling).

 

Endelig er der den polemiske side af sagen. Her vil jeg nok i høj grad komme til at optræde på en måde, der svarer til, hvordan Grundtvig optrådte. Ikke fordi der skal være tale om et kampskrift. Jeg mener det faktisk alvorligt, når jeg siger, at det afgørende for mig er at se, hvad man kan få tegnet sig af billede af vor tids videnssituation. Men det gælder jo for mig, som det gjaldt for Grundtvig, at der er megen "tidsånd", der skal skues igennem, når man vil prøve at nå frem til det sandest mulige billede af virkeligheden. Og jeg skal da heller ikke nægte, at imødegåelsen af sider af den postmoderne tidsånd, også er et, om end sekundært, motiv for mig. Selv om der jo efter min opfattelse ikke kan skelnes mellem dette, og så selve trangen til at nå frem til det sandest mulige billede af virkeligheden.

 

Den kristeligt apologetiske side af sagen vil jeg så vidt muligt se bort fra. Det ligger jo i hele min (i meget høj grad på Grundtvig byggende) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", at når vi kristne bliver sendt ud af døren til henholdsvis gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer for at engagere os i det foreliggende liv, så er det først og fremmest for netop livets skyld, men jo så også, hvad hele den, også i allervideste forstand "gudsbegrebsudfyldende" og "evangelieudfyldende" erkendelse angår, noget, der netop som følge af, hvad den her nævnte teologi kræver, skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste; kun på den måde kan den krævede virkelighedsudfyldning jo finde sted. Jeg henviser her til især de indledende artikler på undersiderne "Poetik" og "Mit Totaldigt" og til undersiden "Grundtvig" samt mine to Grundtvig-bøger Fra drøm til program og Omkring Grundtvigs Vidskab. Sagt på en anden måde: Jeg opererer ikke med modsætningerne tro og viden eller kristendom og videnskab. Den søgen efter viden (eller gode teorier), der finder sted i såvel naturvidenskaberne som alle andre videnskaber, skal finde sted i fuld autonomi inden for de forskellige fagområder og i almindelig respekt for sandheden og virkeligheden. Og den viden eller de teorier, der fremkommer derved, må også vi kristne tage til efterretning som hverken mere eller mindre, end hvad det er. Kristendommen er en stor "påstand", der er kommet ind i verden for knapt to tusind år siden, og som har levet sit liv her i verden indtil nu. Og det, denne "påstand" kommer til at stå over for, er ikke vor videnskabelige viden, men hele vor oplevelse af den menneskelige eksistens overhovedet og vort eget liv, en oplevelse, hvori videnskabernes resultater naturligvis indgår som en del, men kun som en del. Og når eller hvis den kristne tro opstår, er det ved en gådefuld proces, der kort sagt finder sted dybt i vort hjerte. Derfor er alle forsøg på at finde gudsbeviser eller beviser for kristendommens sandhed ikke alene på forhånd dømt til at mislykkes, men også på forhånd og principielt forkerte.

 

Denne indledning vil måske blive udvidet, efterhånden som arbejdet med de enkelte kapitler skrider frem, men der vil jo også komme til at indgå indledende elementer i dem.

 

13.06.14

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 1

 

Virkeligheden i det 21. århundrede

 

Titlen på Grundtvigs første dannevirkeafhandling var, som det fremgår af ovenstående oversigt, "Om det Philosophiske Aarhundrede". Og den var ikke venligt ment. Jeg for mit vedkommende vil, i hvert fald grundlæggende, gå ganske direkte løs på virkeligheden, som den tegner sig for mig her i det 21. århundredes andet årti. (Jeg begyndte at skrive dette kapitel den 5. marts 2015). Hvor polemisk og mere eller mindre apologetisk min fremstilling vil blive, må vise sig. Og hvad "apologetisk" angår, henviser jeg til, hvad der i indledningen står om forholdet mellem nærværende tekst og kristendommen. - Jeg kan desuden henvise til en anden tekst, jeg arbejder på netop nu, nemlig "Mit teologiske testamente - eller En slags lille dogmatik" (undersiden "Mit teologiske testamente"). Der vil man kunne se, hvad jeg mener om kristendommen og (som man siger) dens stilling her i verden. Heller ikke dér vil der dog være megen apologetik. Jeg vil først og fremmest give en sammenfatning af den kristne troslære, som jeg efter et langt liv som teolog og præst nu forstår den. Men jeg vil selvfølgelig også komme ind på, hvordan jeg mener man må forholde sig til såvel de anfægtelser, der mere eller mindre tidløst kan gøre det vanskeligt at være kristen, som de anfægtelser, der særligt gør sig gældende i netop vor tid.

 

Et hovedpunkt i min teologi (som man siger) er, at det er nødvendigt for den kristne at forholde sig helt direkte og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed. Kun derved kan troen få den nødvendige indholdsudfyldelse, først og fremmest som udfyldelse af skabelsestroen, men jo også som forudforståelse for frelsestroen og som indholdsudfyldelse af den. I det sidste ligger helt klart, at den direkte og forudsætningsløse forholden sig til den foreliggende virkelighed indebærer oplevelsen af alle de både smerte- og gådefulde modsætninger i tilværelsen, men det gælder jo også det første, altså udfyldelsen af skabelsestroen gennem det at forholde sig til den foreliggende virkelighed; det er jo ikke uden videre skabelsen, man forholder sig til, men hverken mere eller mindre end den skabte og faldne verden. Det er (blandt andet) også derfor intelligent design-konceptet er så tåbeligt.

 

Jeg hører til dem, der mener, at der, også med de både smerte- og gådefulde forhold, der er tale om, er megen skabelsesherlighed at erkende i den foreliggende virkelighed. Vel hersker det onde og lidelsen og døden i uhyggelig grad, men vi kan i vid udstrækning se og føle, hvad der er, som det skal være, og dermed have i hvert fald nogen fornemmelse af, hvad der har været Skaberens mening fra Begyndelsen og/eller i grunden. Jf. Løgstrup-begrebet den ontologiske rangorden. Men det er ikke godt nok, fx at betragte det biologiske liv og evolutionen og sige, at der må stå en Intelligent Designer bag. Det er jo uhyggeligt, hvad der ligger af lidelse og død i den biologiske evolution, ja, uhyggeligt, at døden er en vigtig forudsætning for den. Man ser rent ud sagt også Djævelens finger i det biologiske liv, eller i hvert fald virkningerne af Djævelens finger. Livet er kristeligt set og talt andet og mere og noget andet og bedre end det biologiske liv. Men dette skal der ikke som sådan siges mere om her, i hvert fald så lidt som muligt. Her er det netop den foreliggende virkelighed, der skal betragtes, og det må vise sig, hvordan tilværelsens vitterlige modsætninger derved kommer til at tage sig ud. Hvad der ligger derudover, høre hjemme i troslæren og prædikenen.

 

Nogle erkendelsesteoretiske betragtninger

 

Jeg vil i den første del af indeværende kapitel hovedsagelig skrive lige ud af hovedet, dvs. gøre nogle ret umiddelbare betragtninger, for så vidt angår den måde, hvorpå jeg selv faktisk rent umiddelbart betragter den foreliggende virkelighed her i det 21. århundredes andet årti. Og jeg må allerførst sige, at det på en måde byder mig imod at tage tidsbestemmelsen med, og at have gjort det allerede i kapitlets overskrift. Det vil formodentlig komme til at fremgå flere steder i nærværende tekst, at jeg forholder mig meget kritisk til alt, hvad der bare smager af historisk relativering, socialkonstruktivisme og den slags. Men selv jeg kan jo ikke nægte, at det har stor betydning, under hvilke omstændigheder man udøver sin erkendelsesvirksomhed. Ja, allerede selve de kulturelle og samfundsmæssige forhold til en given tid og på et givet sted har betydning. Men navnlig har den erfaring og viden, der på et givet tidspunkt (og på et givet sted) er akkumuleret, helt åbenbart betydning for den måde, hvorpå man ser virkeligheden. Heri ligger dog så også, at man må forholde sig med stor ydmyghed og altså ikke bilde sig ind, at vi lige netop nu ved det hele. Nu sidder jeg imidlertid her i året 2015 i den del af Vesten, der hedder Danmark, og gør disse betragtninger. (Det er i øvrigt interessant, at nærværende tekst måske bliver færdig i 2016, to hundrede år efter, at Grundtvig begyndte at udgive sit Danne-Virke).

 

Min erkendelsesteori er i udgangspunktet og grundlæggende naivrealistisk. Der kan føjes meget til, men jeg vil hævde, og altså tage som udgangspunkt og lægge til grund, at man umuligt kan komme bag om eller stille sig uden for det forhold, at al erkendelse begynder med, at man ser med sine øjne, hører med sine ører, lugter med sin næse og føler med sine fingre osv.

 

Jeg er mig, og der er et helt Kosmos uden for mig, der ikke er mig. Jeg vil med Grundtvig sige, at allerede sætningen "Jeg er ikke mig" er en selvmodsigelse, der bekræfter, hvad den benægter (fx KRG 46 og DV I 118f). Jeg vil nok senere komme ind på, hvad der i nyere tid er sagt og skrevet om dette forhold, men her på dette sted i fremstillingen vil jeg nøjes med at sætte denne påstand som mit udgangspunkt og grundlag.

 

Jeg er mig. Jeg er en person. Og jeg må antage, at alle andre mennesker også er personer. Men det afgørende er, at jeg er mig, en person. Jeg føler og oplever helt umiddelbart, at jeg er mig. Det er ikke til at sige, hvad der er den første grund til dette, eller om der er en enkelt første grund. Jegbevidstheden, selvbevidstheden er udviklet fra fødslen af, ja, måske fra fostertilstanden af. Sådan vil jeg sige nu. Jeg vil nok senere prøve at referere, hvad forskningen har at sige om det. Men jeg har jo opdaget, at jeg er et legeme, at jeg er inden for min hud, og at jeg kan tage på mit legeme med mine hænder. Og jeg oplever, at det er mig, der ser med mine øjne altså at det er mig, der ser. Og tilsvarende, for så vidt angår mine andre sanser og sansninger. Og jeg føler mig i det hele taget som en person. Jeg kan sige, at jeg er mig.

 

Og ligesom det er en helt umiddelbar og ubenægtelig erfaring, at jeg er mig, at jeg er en person, er det en helt umiddelbar og ubenægtelig erfaring, at der er en verden omkring mig, der er noget andet. Subjekt-objekt-forholdet er en ubenægtelig erfaring, en kendsgerning. Siger jeg i hvert fald her.

 

At jeg er mig, og at der er en verden omkring mig, er udgangspunktet for al videre erkendelse, og jeg vil både her og overhovedet se bort fra alle påstande om, at det ikke forholder sig sådan. Den videre erkendelsesproces og dermed den videre erkendelsesteori drejer sig om, hvordan jeg kommer til at vide noget om henholdsvis mig selv og verden omkring mig. Det siger sig selv, at der ikke er nogen skarp grænse mellem erkendelsen af mig selv og verden omkring mig, idet jeg jo i hvert fald med mit legeme og de stoffer, det består af, er en del af det fysiske Kosmos. Men der må skelnes mellem, hvordan jeg forholder mig til min fysiske legemlighed som del af Kosmos, og hvordan jeg forholder mig til mig selv som person. Hvordan jeg forholder mig til mig selv som en person, der må antages at være en person på samme måde som alle andre personer, er en noget anden sag. Og atter en anden sag er det, hvordan jeg forholder mig til og opnår erkendelse af alle de andre mennesker i verden, herunder alle mennesker gennem hele menneskeslægtens historie.

Den videre erkendelsesmæssige proces fra det her definerede udgangspunkt af er for mig dels hele min for så vidt umiddelbare naivrealistisk forståede orientering i såvel forholdet til mig selv som forholdet til virkeligheden omkring mig, dels den erkendelse, der præsenteres for mig i form af samtlige fagvidenskabers resultater. Men der er jo også filosofien, herunder erkendelsesteorien. Den vil jeg som sagt ikke komme nærmere ind på her. Jeg vil nøjes med at sige, at al den tænkning, der har været foretaget i menneskeslægtens historie, har betydning. Alle former for begrebsdannelse og skærpelse af begreberne og alle forskellige vinkler på virkeligheden. Og logikken. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ved en betragtning af filosofiens historie er tilbøjelig til at karakterisere meget af det, jeg ser, som "meninger" - af vidt forskellig slags og i mange tilfælde modsigende hinanden. Men selv med den laveste vurdering af filosofien må jeg indrømme, at det at have stiftet bekendtskab med et udvalg af disse "meninger" skærper og klarer ens måde at betragte virkeligheden på, også selv om man ikke har fået dannet sin egen sammenhængende "mening" eller filosofi. Alle begrebsdannelserne og begrebsskærpelserne og alle vinklerne påvirker under alle omstændigheder den måde, hvorpå man som person betragtning virkeligheden. Hele dette forhold vil blive nærmere behandlet i afsnittet om erkendelsessituationen lige netop i vor tid.

 

Når det i øvrigt gælder forståelsen af hele virkeligheden, må man skelne mellem den almindelige viden, man får ved at færdes og opleve og agere, og så den særlige videnskabelige erkendelse. Og man må skelne mellem orienteringen i og udforskningen af selve den dybest set fysiske virkelighed, og så den viden, der gælder hele den menneskelige eksistens. Og menneskets oplevelse af og dermed viden om hele sin eksistens kan ikke reduceres til fysik, tværtimod må man fastslå, at hverdagserfaringen og eksistenserfaringen udgør det øverste niveau i den menneskelige erkendelse, og at den videnskabelige erkendelse må ses som underordnet dette niveau. Den erkendelse, der opnås gennem humanistisk forskning og gennem kunsten, er en særlig del, side eller udvidelse af den almindelige hverdagserfaring og eksistenserfaring.

 

Hvad der her er sagt om henholdsvis den almindelige menneskelige erfaring og den særlige videnskabelige erfaring, betyder naturligvis ikke, at den videnskabelige erkendelse skal underordnes noget som helst i den forstand, at der skal sættes grænser for dens udøvelse, endsige foreskrives noget om dens resultater. Den videnskabelige erkendelse skal naturligvis være totalt autonom. Den underordning, der er tale om, gælder kun det forhold, at den særlige videnskabelige erkendelse ikke kan stå hverken over eller ved siden af den almindelige menneskelige livsoplevelse og erfaring. Men dette betyder selvfølgelig ikke, at den almindelige menneskelige erfaring kan sige, at den ser solen står op og dermed benægte, det, der er tale om, er, at jorden roterer om sin egen akse - under sit kredsløb om solen. Den videnskabelige erkendelses resultater påvirker i høj grad den måde, mennesket oplever sin tilværelse på. Det moderne menneske, der kender de faktiske forhold i Solsystemet, oplever både solopgangen og solnedgangen på en anden måde end tidligere tiders mennesker. Og så længe den videnskabelige erkendelse - eller jo nogle ideologer, der påberåber sig "videnskaben" - ikke vil prøve at beherske menneskets overordnede tilværelsesforståelse, er der ingen grænser for, hvor stor en rolle dens resultater kan spille, nemlig når de sammen med de almindelige erfaringer indgår i den samlede virkelighed, mennesket har at forholde sig til og tyde og fortolke.

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 2

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 3

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 4

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 5

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 6

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 7

 

 

 

______

 

 

 

KAPITEL 8

 

 

 

______

 

 

 

[Evt. Efterskrift el.lign.]